Johannes Ewald (1743–81)

Vores første poetiske geni Johannes Ewald skabte noget af det mest sublime digtning Danmark overhovedet har. Udover Ewalds drama på vers, kender vi omkring 90 enestående digte fra Ewalds hånd, hvor hovedparten er skrevet i perioden 1767-1775. Digtene er fortrinsvist lejlighedsdigtning som fordeler sig med ca. 20 til kongehuset og ca. 50 til borgerlige og adel. De resterende digte er personlige lejlighedsdigte f.eks. til venners stambøger, klassiske digte — især oder og reflektionslyrik, samt religiøs lyrik — som han primært skrev i slutningen af sit liv.

Med Ewald indføres for første gang den subjektive digtning i den danske litteratur. Denne digtning, med et centralt digter-jeg, bærer kimen til den senere romantiske digtning, og vi finder således Ewald i spændingsfeltet mellem klassicismen og hvad der senere skulle omfavnes af romantikerne. Denne spænding ses tydeligt i lejlighedsdigtet »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav« fra 1772. Digtet er skrevet som et klassisk lejlighedsdigt, men i sidste strofe nedbrydes distancen, hvormed hele digtet og genren brydes på grund af subjektiviteten. Digtet handler ikke længere om Arnbachs fortræffenligheder i levende live, men pludselig om digterens sorg og digtets utilstrækkelighed: "Men ak! — men Angst har qvalt min Aand! — / Død er Han — død ... dog vil jeg ikke græde — [...] / Og Harpen falder af den svage Haand! —". Netop denne "svage Haand" bidrog til at gøre Ewald unik.

Ewalds vel nok mest kendte digt er »Rungsteds Lyksaligheder. En Ode.« fra 1775. Det klassiske ideallandskab vi kender fra Virgil og Horats subjektiveres, og digtet munder i et spørgsmål om de klassiske former og temaers gyldighed. Ideallandskabet bliver hans drøm, og ikke et klassisk retorisk landskab.

I dette antydes mødet med det ophøjede sublime hvor Ewald henter sin inspiration fra det måske vigtigste digt i slutningen af 1700-tallet, Edward Youngs melankolske The Complaints, or Night Thoughts of Life, Death and Immortality (1742-1745). Endnu tydeligere er inspirationen fra Young i Ewalds digt »Natte-Tanker«, som er et selvportræt af en genial digter. Digteren ophøjes til han omspænder hele kosmos.

Ewald bidrager således med digteriske værker som ikke falder indenfor den klassiske regelæstetiks grænser. Hvor kunstneren tidligere blot var en håndværker som nøje fulgte nogle fra antikken fastlagte regler eller hvad der var god fransk smag, fødes med Ewald det subjektive og individuelt ophøjede digteriske udtryk. Med Ewald fødtes geniet i dansk digtning.