William Langland (1330–1400)

Langland [’£äŋ£_ənd], William, er efter en Tradition fra 15. Aarh. Navnet paa den Forf., hvem man indtil nyeste Tid har tilskrevet en Kreds af eng. Middelalderdigtninge, som efter deres Hovedskikkelse kaldes »Per Plovmand-Synerne« (The Visions concerning Piers the Plowman). I Digtningene selv kaldes den, der fører Ordet, Will; men hverken dette ell. de faa andre Meddelelser, han giver om sine Livsforhold, skal vistnok tages efter Bogstaven, og det er overhovedet saare usandsynligt, at nogen enkelt Person er Ophavsmand til det hele. I sin første Hovedskikkelse maa Digtningen være blevet til c. 1365, i sin anden, omarbejdede og stærkt udvidede, c. 1380, i sin tredie paa ny omarbejdede c. 1395. I Modsætning til Chaucer’s samtidige Poesi er Sprogtonen delvis og Versformen — lange, urimede allitererende Vers — helt uafhængig af fremmed Paavirkning; Stoffet er hjemmegroet og udelukkende præget af sociale, moralske og religiøse Synspunkter. Maalet er stedse at holde Guds Lov op mod den fordærvede Verden. Forf. af den ældste Digtning har nogen Præstelærdom, men er ellers mindre rig paa Kundskab end paa Fynd, Humor og Evne til at anskueliggøre. I sit Drømmesyn ser han Mennesker af alle Klasser paa Pilgrimsfærd til Sandheden, men den, der maa vise Vej, er en lille Bonde, Per Plovmand, nøjsom, forstandig og kærlig. Nydelsen og Begæret hersker overalt. Lovtrækkere, Læger, Jorddrotter flaar Folk. Gejstligheden udpresser Penge for Aflad og Sakramenter. Værst er Driveriet og Landstrygeriet paa Samfundets¹ Bekostning; Munkene bør leve regelret i deres Klostre og de fordringsfulde Landarbejdere tvinges ved Sult til nøjsomt Virke. Sikrere end Aflad er det paa Dommedag at kunne opvise gode Gerninger. — Forfatteren af Digtningen fra c. 1375 vender Brodden stærkere mod Prælaters og Abbeders Verdslighed og Velstand, mod Pavevælde og Billeddyrkelse, og uden just at røre ved Kirkens Lære ell. Forfatning fremstiller han nu den simple Plovmand som Symbol paa Gudmennesket (»Petrus er Kristus«), mod hvem alle Kirkens andre Frelsemidler har ringe Vægt. De Fattiges og Fortryktes Sag tales mere ensidig. Man sporer det optrækkende sociale Uvejr, der fik Udbrud 1382, og Wycliff’s tidligste Reformvirken. Men netop den voksende Gæring i Tiden har gjort Værket baade mørkere i Syn og uklarere i Komposition og Tanke, og de teol. Overvejelser breder sig. — I sin seneste Form er Digtningen snarest radikalere i kirkelig Henseende, om end forsigtigere socialt.

Digtningens store Yndest fremgaar af de mange Bearbejdelser og, for hver enkelt Bearbejdelses Vedk., af de mange Haandskr, hvori den foreligger; yderligere har dens Udtryk og Tanker paavirket andre Digte fra Samtiden og den nære Eftertid, navnlig et Kampdigt mod Kong Richard II (Richard the Redeless), som man ogsaa har tillagt L. For Nutidens Kendskab til Stemninger og Tilstande i Datiden er den af enestaaende Værd. Historikeren maa sætte den langt over Chaucer, Litteraturhistorikeren næppe meget under. Den er udg. fuldstændig og med moderne kritisk Apparat af Skeat (Oxford 1886); let tilgængelig Haandudgave ved Gollancz (London 1922). Udvalgte Stykker, overs. paa Dansk af U. Birkedal i »Af Chaucer’s og L.’s Digtning« (1913) og »Fra Cædmon til Tennyson« (1922). (Litt.: Grundlæggende kritisk Oversigt og Bibliografi af J. M. Manley i The Cambridge History of English Litterature [1908]).