Af Henrik Nielsen

Stagnelius er Sveriges svar på vor egen Oehlenschläger, en Kolossus af romantikken, der til tider i sit dybe, subtile sprog og med en til tider sortsynet tilgang til stoffet, kan bære reminiscenser af Staffeldt. Han kom fra en præstefamilie, hvor en religiøs opvækst sætter sine utvetydige spor på hans digtning. Med et kristent grundsyn, udartet af platoniske og gnostiske idéer, forsøger Stagnelius med sin digtning at tolke sit verdens- og livssyn. Stagnelius blev på et tidspunkt alvorligt syg, hvilket medførte at hans overbevisning om, at skaldens blik kunne se ting, der var skjult for "normale menneskers", mistede noget af sin styrke. I »Endymion« ser vi denne svækkelse komme til udtryk i myten om Endymion, hyrden, der er sovet ind under månegudindens lys, og i sine drømme ser Delia svæve ned fra æterens tinder. »Endymion« skildrer forbindelsen til de himmelske magter som ene og alene eskapisme, virkelighedsflugt.