Jean Racine (1639–99)

Racine, Jean, fransk Digter, født (i alt Fald døbt) i La Ferté-Milon, 22. December 1639, død i Paris 21. April 1699. Tidlig forældreløs blev han, hvis Familie stod i nær Forbindelse med Port-Royal, opdragen under jansenistisk Indflydelse, 1655–58 i selve det berømte Kloster. En humanistisk Uddannelse, med særlig Vægt paa det græske, blev ham her til Del jævnsides med alvorlig religiøs Paavirkning. Men i Paris kom den unge Student i andre Omgivelser: Skønaanden i ham vaagnede, han blev Ven med La Fontaine, fik endog Bekendtskaber blandt Teaterfolk, begyndte at drømme om Laurbær som dramatisk Digter og udsendte 1660 sit første poetiske Forsøg, Bryllupsdigtet La Nymphe de la Seine i Anledning af Ludvig XIV’s Formæling. Det bragte ham en kgl. Pengegave; men Port-Royal forargedes over den fortabte Søn. Saa sendte man ham til Uzès i Languedoc, hvor han skulde uddannes til gejstlig. Her studerede Racine nok Teologi; men en Præst blev der aldrig af ham, om end man fik skaffet ham et Par bénéfices, som han beholdt i adskillige Aar. Fra Slutningen af 1662 levede han atter i Paris og fortsatte sin digteriske Virksomhed, blev personlig bekendt med Boileau og Molière og fik 1664 sin første Tragedie, La Thébaïde, opført paa Palais-Royal’s Teater. Kort efter forsvarede han den profane Poesi og Skuespilkunsten mod Nicole og en anden Jansenist i 2 meget spydige Epistler. Men uagtet han følte sig sikker paa sig selv og havde brudt med sit gamle aandelige Hjem, havde dette dog afsat Mærker hos ham, som gennemtrænger hans Digtning, ogsaa den verdslige, til Port-Royal atter helt kalder ham. Imidlertid fortsatte Racine det muntre Samliv med de allerede nævnte litterære Stormænd, og især Boileau fik med sin kloge, noget nøgterne Kritik megen Indflydelse paa den bløde og nervøst følsomme Racine. Denne bragte sit andet Stykke, Alexandre le Grand, paa Skuepladsen 1665. Allerede nu mærkedes tydelig Spliden mellem den ny Stjernes Beundrere og den gamle Pierre Corneille’s trofaste, f. Eks. Mme de Sévigné, som vedblev at bedømme Racine skarpt, — en Kritik, han tog sig meget nær. Alexandre bragte ham ogsaa i spændt Forhold til Molière, da han først havde ladet dennes Trup opføre Tragedien, men siden lod det konkurrerende Teater, Hôtel de Bourgogne, ligeledes spille den. De to Digtere blev dog senere igen forsonede, men Molière’s Skuespillere fik ikke mere Racine’s Stykker paa deres Repertoire. 1667 fulgte Andromaque, hvis Titelrolle spilledes af Racine’s Elskerinde, Mlle Du Parc; derefter Britannicus (1669), Bérénice (1670), Bajazet (1672), Mithridate (1673), Iphigénie en Aulide (1674) og Phèdre (1677). Imellem alle disse Tragedier træffes desuden en enkelt Komedie, den morsomme Les Plaideurs (1668) efter Aristofanes’ Hvepser. De fleste af disse Værker var i alt væsentligt store Sejre for Digteren, og om end ondskabsfulde Rivaler — som Pradon — og Kritikere undertiden gjorde ham Livet surt, kunde han trøste sig med Versailles-Hoffets, ja selve Majestætens Anerkendelse, ved Kenderes intelligente Bifald og ved følende Hjerters Taarestrømme. Iphigénie nød den Ære at blive spillet først for Kongen i Versailles, og Ludvig XIV’s Yndest gjorde ogsaa sit til, at Racine optoges i det franske Akademi 1673. Endnu et vigtigt Moment fra denne Periode af hans Liv: siden 1670 havde der bestaaet et Elskovsforhold mellem Digteren og den talentfulde Skuespillerinde Mlle Champmeslé, som udførte Hovedrollerne i hans Tragedier.

Men kort Tid efter Phèdre’s Opførelse besluttede Racine at opgive sit hidtil førte Liv og sin Skuespildigtning. Han var nu 38 Aar, havde faaet nok af Lidenskaber og Berømmelse (samt Ærgrelser, — just Phèdre var bleven stærkt angreben), og hans første Ungdoms alvorlige Tanker meldte sig paa ny: han vendte sig atter til Port-Royal, hvis første Mænd, Nicole og Arnauld, kom ham venlig i Møde, og allerede 1677 giftede han sig med Datteren af en hæderlig Borgerfamilie. Racine’s Liv gik fra nu af væsentlig op i at være god Kristen og god Familiefader. Fra 1677 var han (ligesom Vennen Boileau) bleven udnævnt til kgl. Historiograf; siden fik han tillige et Par andre Hofembeder, og — hvad jo havde meget at betyde — Mme de Maintenon satte stor Pris paa ham. Det var ogsaa hende, der bevægede ham til paa ny at digte Tragedier, men med bibelske Emner, nemlig Esther, opført 1689 af de kvindelige Elever i den af Mme de Maintenon stiftede Opdragelsesanstalt Saint-Cyr, og Athalie, vistnok Racine’s betydeligste Værk, fuldendt 1690 og ligeledes spillet i Saint-Cyr (1691); begge er ledsaget af Korsange. Racine’s sidste Aar forbitredes ham ved Kongens Unaade. Ludvig XIV var meget ildesindet mod Jansenisterne, med hvem Digteren følte en saa stærk Sympati, og ikke blot lagde Racine denne uforbeholdent for Dagen, men han stødte ogsaa Eneherskeren ved at indsende et Forslag til Forbedring af Folkets Kaar. At han havde tabt Kongens Gunst, var vistnok en medvirkende Aarsag til hans dødelige Sygdom. Han begravedes efter eget Ønske paa Kirkegaarden ved Port-Royal, men 1711 førtes hans Lig til Kirken St-Étienne-du-Mont i Paris.

Foruden til de i det foregaaende nævnte Værker er Racine Forfatter til nogle mindre Digte, navnlig nogle Cantiques spirituels (1694) og en smuk akademisk Mindetale over P. Corneille; af hans historiske Forfatterskab er kun levnet et Par Brudstykker. Det er ved sine Tragedier, med Phèdre og Athalie i Spidsen, at Racine har vundet sin høje Stilling i den franske Litteratur som Corneille’s Arvtager og Fuldenderen af den nyklassiske Dramaform, denne havde anslaaet. Han har ikke Corneille’s Kraft og retoriske Patos; men han er ganske anderledes fin og smagfuld, forstaar anderledes at røre, er en større Menneskekender, især af Kvindenaturen, og hans erotiske Dialektik er bleven højlig beundret. Det psykologiske er for ham Hovedsagen, og hans Stykker besidder derfor en højst enkel og sammentrængt Handling, regelmæssig byggede som de er med »de tre Enheder«, de behørige »fortrolige« og Klassicismens øvrige Teaterapparat. Han er som Dramatiker den fuldgyldige Repræsentant for Louis-Quatorze-Stilen i den fr. Aandskultur, med dens Hovedfaktorer: det akademiske, det galant hofmandsmæssige — thi hans Grækere hører alle hjemme i Versailles — og det katolsk religiøse. Hans poetiske Diktion og Versbygning er overordentlig elegante. Fuldt ud vurdere Mesteren har vel i det hele kun Franskmændene formaaet (undtagen da Romantismen var oppe iblandt dem); men som en betydelig og repræsentativ Skikkelse maa han dog altid vise sig for enhver nogenlunde uhildet litteraturhistorisk Betragtning.

Racine’s Værker er komne i mange Udgaver; her kan nævnes Pragtudgaverne i Folio hos Didot (3 Bd, Paris 1801–05) og Bodoni (Parma 1813, ligeledes 3 Bd), Udg. ved Mesnard (8 Bd, Paris 1865–73), og ved Saint-Marc Girardin og Moland (4 Bd, smst. 1871–76). Paa Dansk er Esther og Athalie oversatte af A. Langsted (Kbhvn 1888 og 1892); paa Norsk Iphigénie af Chr. Lassen (Trondhjem 1876). Lettres inédites de J. et L. Racine udgaves 1862 af A. de Laroque.

Deschanel, Racine [1884]; P. Stapfer, Racine et Victor Hugo [1887]; P. Robert, La poétique de Racine [1890]; Delfour, La Bible dans Racine [1891]; P. Monceaux, Racine [1892]; G. Larroumet, Racine [1898].