Første Capitel

 

 

Indhold 

 

        Da følgende Fortælling er lidt lang,

            Vil man afdeele den i smaa Capitler,

        Hvoraf ethvert betitles kunde: Sang,

            Om Autor ei var ræd for store Titler;

5        For Læseren sin Møie lidt at lette

            Med Giennemlæsningen blev' disse til;

        Af samme Grund man ogsaa sætte vil

            Et Indhold foran hvert, som foran dette.

 


 

Jeg, som tilforn med Piben i min Mund,

10Om Vinteraften i den mørke Stue,

Med Purken paa mit Knæe, saa mangelund

Sad mellem Røg og Damp for Kakkelovnens Lue,

Og lyttende Mama, Papa og Purk

Fortalte gamle Spøgelse-Mirakler

15Om Trolden Find og om de tolv Spektakler

I Borrevejle-Skov og Ridder Rød den Skurk,

Jeg om en simpel Bonde her fortæller

Et simpelt Eventyr saa simpelt som jeg kan,

Hvori min jordiske Forstand

20Beleirer ingen af de himmelske Casteller,

Ved Enceladisk fræk i Alpe-Constructioner

At dynge Ossa-Ord paa Udtryks Pelioner.

Forstaaelig for mig selv, begribelig for hver,

Jeg stræber Læseren, om mueligt at fordrive

25Et kiedsomt Øieblik, om ikke meer,

Ved ham i ti Capitler at beskrive

Min Jeppe (det er Heltens heele Navn)

Hans Hest, hans Viv, hans Hund og Tog til Kiøbenhavn.

 

    Apoll! Pegas! Camene! Sanggudinde!

30Pimplea! Muse! Pieride! kom -

Kom mig ei nær! jeg kan alleene dennesinde

Foruden eders Hielp hvad jeg fortæller om

Begynde, giennemgaae, fuldende;

Jeg ei anraaber denne Gang

35Den mindste smule Gud, Gudinde, Nymphe, Pige;

Selv ikke Frue Fames, Sitis, disse tvende,

Som ellers tidt, trods andre Muser, tvang

Poeten til vor Verden at berige

Med Fidibusser og deslige.

 

40    I fordum Tid, da Dannemark var dansk,

Da Dyden agtet blev, endogsaa hos en Stodder,

Og Laster skiultes ei ved Glands af høie Naader,

Man leved' ei paa Tydsk, og ei sov hen paa Fransk,

Da man i Kirke gik for Prækenen at høre,

45Og ikke for Erobringer at giøre,

Just ingen Irus reent og ingen Midas var,

Da man ved Alchymie saa let ei kunde skabe

En Doctor af en Kat, og Junker af en Abe,

Da Hesten kaldtes Hest, og Monsieur Jean en Nar,

50Da Liberie var ei den bedste Vei til Brød,

Og Mangel paa Patron just ei den visse Død;

I denne Fabel-Tid, som Holberg har beskrevet

Saa smukt i Paarses Bog — maaskee lidt overdrevet -

Tre Aar før Calmar-Krig, (om hundrede maaskee

55Derfor jeg indestaaer ei mine Læsere;

I Peking og hos mig Kronologie om Tingen

Staaer fast paa samme Fod, og næsten paa slet ingen -

Min Tid gaaer, som jeg selv, snart frem og snart tilbage.)

Kort: i den gode Tid, i Gubbens Ungkarls Dage

60Der var engang en Mand, og Jeppe Manden heed,

Som dog, uagtet disse gyldne Tider

Han leved' i, sig ønskte sommetider

Did, hvor man ønsker sig, naar man ei bedre veed;

Og han var Bonde — (Udi vore Dage

65Var dette næsten nok for Manden at beklage) -

Og maatte, skiønt han spared' ingen Møye

Med i sit Ansigts Sveed sin liden Jord at pløye,

Dog al den Uroe, Trængsel, Armod døye,

Som Bonden sukker ved den Dag i Dag,

70Og som er ei saa ganske skiøn en Sag -

Misvæxt slog ind, han selv, hans Børn, hans Heste

Blev syge, Skatterne blev' ei betalt,

Den Smule, som han havde før til Bedste,

For Laanekorn til Herremanden faldt;

75Og endelig — saa gaaer det — arme Manden

Blev i sin Sveed og Graad fra Gaarden slængt. -

Sligt Knæk har tidt forvoldt, at een og anden

Sig selv i sin forladte Loe har hængt;

Og, kiere Læser, skal man Sandhed sige,

80Saa seer man jo vor kiere Pebling-Søe

At freqventeres meget tidt af slige,

Som ei har nær saa god en Aarsag til at døe;

Langt fra jeg noget Mord mit Bifald giver,

Skiønt i en mindre Grad slig Gierning altid bliver

85En lumpen Slyngelstreg, al Skam og Skiendsel værd;

Men i sin heele Glands min Helt fremskinned' her;

Han meer end stoisk bar foruden Hielp af Strikke

Sin Herremands og Skiebnes Gruesomhed

Med en forunderlig Bestandighed

90Hvis Lige Helten selv fra Uz fremviiser ikke.

 

    For heelt at fylde Jeppes Modgangs Skaal,

Saa havde Skiebnen ham, som Job, en Qvinde

Beskaaret, ret en ægte Dievelinde,

Som paa den arme Mand bestandig giorde Kaal

95Udi hans Velmagts Tid; men nu ham trak for Skiæver

I hans Gienvordighed, ei blot med Ord; men Næver -

Den smule Haar jeg har paa Hov'det reiser sig

Ved at fortælle her, hvor gyselig

Moer Birte mod den arme Jeppe foer,

100Da Fogden borte var, hvis sidste Torden-Ord

I Stuen lød endnu: Herud I Kieltringtøi!

De sultne Børn omkring fortabte Fader fløi,

Og spurgte grædende: hvorfor mon Babba græder?

„O! gid jeg kunde græde jer

105Lidt Brød, lidt Brænde, Huuslye, Klæder!

Trøst dem, Moerlille, giv dem hvad her er“ — — -

Som sultne Bindehund giør, bider af en Stodder,

Moer Birte nu sprang frem og tog til Ords

Medusisk, som Frue Avind i Per Paars,

110Ei ulig Fandens kiødelige Moder:

„Nu har du det saa got, du dovne Drog!“ -

(I det et vældig Ørfign Mandens Øre

Saa døved', at han knap det halve fik at høre

Af disse smukke Ting — „du altid var saa klog -

115Nu har du det saa got, du Dosmer, — giorde jeg

Din Ret, saa slog jeg dig en Træeskoe i hvert Øie,

For mig du har holdt Huus — nu kan du gaae din Vei -

Det skal en stakkels Kone døie -

En saadan Slyngels Dovenskab og Sviir -

120Og tænker du jeg længer hos dig blir -

Nei! du skal suurt og dyrt betale -

Nu sidder du en kiøn! du Hanrei — og saa sandt

Jeg hedder Birte .....“

 

                                                          Hoved indtil Hale. 

Saa stærk og drøi han var, nu Konen Manden fandt -

125Hvad heller Vægten af de mange Puf,

Der fulgte paa hinanden i en Ruf

Af hendes knytted' Haand i Heltens Næsebore -

Hvad heller Ordet Hanrei for vor Helt

Af egen Kones Mund klang alt for fælt;

130Nok, Helten opbragt blev, og begge Næver fore

Jus-Talionisk vor Xantipp' om Ørerne

At hun ei svared' et til tusinde -

Paa Gulvet tumled' om den hidsige Matrone,

For første Gang nedstødt fra konelige Throne.





Har Første korrekturlæsningMangler Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseHar Sidehenvisninger
Fodnoter
49 Den affekterede hovedperson i Holbergs Jean de France.