Roserne

 

Da jeg fik dem 

Skiønne, kielne Roser! visner ikke!

Blomstrer trygge her hos eders Ven!

Eders spæde Torne frit ham stikke!

Eders Duft helbreder ham igien.

5Eders kielne Spyd omsonst ham true;

Gierne lider han, hvad Amor leed,

For i eders Purpursmil at skue

Billedet paa skiøn Uskyldighed.

 

    Skiønne, kielne Roser! visner ikke!

10Dufter indtil Dagens Ende sødt!

Dufter end i Nattens Øieblikke,

Naar Naturens sidste Smil er dødt!

Solen atter frem i Morgen iler,

Og opvarmer mildt den kolde Luft;

15Naar dens første Blik til Jorden smiler,

Lad det vække mig i eders Duft!

 

Da de visnede 

    Røde Roser! Eders Purpur blegner;

Hvide Roser! Eders Snee blev graa.

Ak! saa falmer, svinder, mattes, segner

20Al den Skiønhed, Solen blomstre saae.

Roser! Eders sidste Smil mig minder

Hendes Smil, hvis Haand I blomstred' i;

Ogsaa dette Smil engang forsvinder!

Grumme Roser! ak! hvi visned I?

 

25    O! vi haabede den stolte Lykke,

Tryllet sødt i hendes Haand af Lyst,

Hendes skiønne, skyldfrie Barm at smykke,

Og engang at døe paa hendes Bryst!

Ak! vi maatte hendes Smil forlade;

30Og af hendes Haand modtog os du;

Grumme! derfor falme vore Blade.

Grumme Sanger! derfor døe vi nu.





Har Første korrekturlæsningHar Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseHar Sidehenvisninger
Fodnoter
7 Purpursmil] Smiil - mens alle øvrige versioner af digtet har „Purpursmil“, nøjes nærværende tekst altså med „Smiil“, hvorved verselinjen får to færre stavelser end den skal have; det må være en sætterfejl.
Henvisninger hertil
Jens Baggesen: »Rosen og Plukkeren« - Danfana (1816)