Zille Hans Dotters Gynaicologia

 

eller 

 

Forsvars Skrift 

for 

Qvinde-Kiønnet. 

 

Med en Epistel 

til 

Hans Mikkelsen. 

 

                                     — — — Respice primum 

 Et scrutare viros; faciunt hi plura: sed illos 

 Defendit numerus junctæq; umbone phalanges. 

                                                  Juv. Sat. 2. 

 

 

 

 

 

Agtbare og Velfornemme Ven 

Signör Hans Mikkelsen! 

 

Jeg ey alleene haver læset Eders Poëtiske Skrifter med stor Behag, men ogsaa er bleven opmuntret deraf, at sammensmede dette lille Verk, som jeg tager mig den Frihed at skikke Eder med Begiæring, I vilde have den Godhed, at lade det nyde Sted iblant andre Eders Digt, som jeg haver hørt at være under Trykken. Jeg merker af Eders Skrifter en upartisk Geist og sunde Sentimens udi alting; Er derfor forsikkret om, at I er ikke af de slags Mænd, der med skeele Øyne vil ansee dette Skrift, som er en Forsvar for Fruentimret, og hvorudi med Frihed dadles de Skribentere, der paa saadan usømmelig Maade have attaqveret vores Kiøn: Jeg nævner blant dem kun Juvenalem, efterdi hans Satyra sexta er skreven udi ziirlige Vers, og er udi alle Folkes Hænder; de andre, omendskiønt de ofte have gaet videre, ere dog enten mindre bekiendte, eller ikkun have skrevet en passant derom. 

     Jeg nægter ikke, at adskillige jo have ogsaa taget vort Kiøn udi Forsvar, men er mestendeels faldne udi en anden Extremitet, have giort Qvinder til ædlere Creature end Mænd, og udøset slige Flatterier, at fornuftige Fruentimmer have heller anseet deres Skrifter som subtile Satires end Apologier. Thi hvad er meer latterligt end at bevise Fruentimmerets Herlighed deraf, at de saa net kand sye og brodere, som en vis Skribent haver giort, og tilskrive Naturen udi sær det, som kommer af Vanen og Optugtelsen? Det var jo lige saa daarligt, som jeg vilde sige til Eders Berømmelse, at Naturen har begavet Eder frem for alle Eders Brødre med det Pund at brygge Hvitøll, da Eders Forældre allene udi Ungdommen have holdet Eder til Bryggeriet, og ikke Eders Brødre. Af samme Natur er det Argument, som tages af Qvinde-Kiønnets Bluefærdighed, at, naar en Brud seer sin Brudgom, bliver hun rød i Ansigtet, hvilket endelig maa være Tegn til en stor naturlig Dyd, besynderlig efterdi en gammel Poët haver sagt: 

 Qvale coloratum Tithoni conjuge coeleum 

 Subrubet, aut sponso visa puella novo. 

Men udi de Lande, hvor Fruentimmer ikke er saa usynlig, som udi Spanien og Italien, bliver en Brud aldeles ikke alterered, naar hun seer sin Brudgom, hvilket beviser, at saadan Blufærdighed kommer ey af Naturen, men af Vanen. Hvo vilde berømme Morten Skredder, og sige, at hans Hierne var bedre disponered end andres, efterdi han, brugende kun eengang om Aaret Snuus-Tobak,af en Prise nyser meere end de andre Skreddere udi Callundborg, der bruge for to Skilling om Dagen? Udi Mingrelien merker man ikke, at en Brud bliver rød, naar hun seer sin Brudgom, men vel i Venedig, hvor det ikke er brugeligt, at see Mandspersoner. 

     Men, vil man sige, er det ikke vigtige Argumenter om Fruentimmerets Herlighed, (1) at naar en Qvinde drukner udi Vandet, vender endog det døde Legeme af Blufærdighed Ryggen op, item, naar en Qvinde stikker sine Hænder udi reent Vand, beholder det dog sin Klarhed? Angaaende det første, da maa man først examinere, om det er sandt, og lader man sig i den Fald ikke nøye med Plinii Vidnesbyrd, som allegeres, heldst efterdi man kand bevise det sikkere af daglig Erfarenhed; men, lad være det var sandt, saa kand det dog ikke være Tegn til Blufærdighed, naar man er død, men Physici kand maaskee let finde andre Aarsager dertil. Der bliver ogsaa et Spørgsmaal, om alt Fruentimmer flyder saaledes, eller alleene honete Dames. Hvis alle, da er det ubegribeligt, hvi visse Qvinder skulde giøre saadant efter Døden, da de ey vare saa peene udi levende Live; hvis alleene honet Fruentimmer flyder saaledes paa Vandet, da svarer jeg: Vær saa god og beviis mig det først. Hvad det andet Argument belanger, da haver jeg ey heller experimenteret, om det er sandt. Agrippa, som fremfører saadant Beviis, maaskee har giort Experiment paa sig og een af sine Søstre, om han havde nogen; men ikke erindret, at som han var en lærd Mand, hans Fingre gierne vare blekkede, og at deres derimod bleve brugte kun til at brodere eller sye paa Ramme. 

     Andre bevise Kiønnets Herlighed deraf: At, saasom den første Mand blev skabt af Jord, saa blev den første Qvinde skabt af Menneske, og derfor er en Qvinde mod en Mand, ligesom destillered Spiritus mod simpel Brendeviin. Den Beviis synes god nok, men jeg vil dog for Sikkerheds Skyld ikke bruge den, heldst saasom jeg haver bedre. Med saadanne slags Argumenter søge Skribentere at ophøye Qvindekiøn over Mandkiøn. Andre gaae dog ikke saavit, men holde for, at begge Kiøn in genere ere lige gode, mengende slette og gode Beviisligheder sammen, blant andre det, at alt, hvad GUd skabede, var saare godt, hvoraf følger dog ikke, at alle Species ere lige gode, men hvert Slag godt for sig, en Løve vel skabt for en Løve, en Mand for en Mand, og en Qvinde for at være en Qvinde; derfor svarede Manden, om ikke grundig, saa dog artig den Skiev-beenede, der brugte det Argument: I er vel nok skabt for en Skiev-beenet! Jeg derimod fegter paa den Maade ikke for Fruentimmeret, holder ey heller nødigt at sammenskrabe mange Beviisligheder, men fremfører ikkun faa visse og grundige, som viise, at Mænd og Qvinder ere af een slags Materie, og een slags Machiner, at de sidste kunde være beqveme til mange Forretninger, hvor fra de blive udelukte, ja være ligesaa nyttige Lemmer udi en Republiqve, som Mænd. Saadant haver jeg udføret i dette lidet Verk, som jeg haaber skal behage begge Kiøn, heldst efterdi jeg ikke disputerer Mænd deres Ret, endskiønt jeg allene grunder den paa Hævd. 

     Hvad Poësien er angaaende, da, om nogen vil sige, at Satyrisk Materie efter Reglerne ikke bør udføres udi slige korte Vers, da svares, at vi Fruentimmer ere ikke for Adagio, men meest for Triple-Tact. Udi Prosodien haver jeg fulgt Eders tvende Satires, udi hvilke jeg seer en stor Agtsomhed baade udi Accenten og Ortographien frem for andre vore Poëter, der bruge fast samme Frihed udi Accenten, som de Franske, og derforuden sielden in Verbis distinguere Numerum Singularem fra Plurali, saa vel naar de skrive Prosa, som Vers. 

 

          Jeg forbliver etc. 

 

 

Zille Hans Dotter. 

 

Ebeltoft d. 13 Novembr. 1721. 

 


 

Jeg neppe fuld var otte Aar,

     Jeg vilde vide meere

End A. B. C. og Fader vor,

     Jeg Lyst fik at studere,

5Min Fader tit om Halsen tog,

     Naar han var vel til Mode,

Og sagde: Hvis hvad Nemhed dog

     Hvad i min Hierne boede,

Min hierte Fader kunde troe,

10     Han en Donat spenderet,

Min Moder lod ey have Roe,

     Før hun og consentered.

Jeg sagde: lad min Broder Frantz,

     Mit Pund som ey har inde,

15Til Bogen ingen Lyst og Sands,

     Lad ham i min Sted spinde.

Han eengang vreed blev af den Snak ,

     Og sagde: hvilke Noder!

Paa Dør med saadan Tale gak.

20     Tænk ikkun, om din Moder,

At du foragter Teen og Rok,

     Min Dotter! fik at høre,

Hun vilde med en Mangelstok

     Din arme Ryg jo smøre.

25Du fød til Rok, din Broder ey!

     Hvad er det for en Grille,

At vige fra Naturens Vey?

     Han heeder Frantz, du Zille.

Af saadant Svar jeg smilede,

30     Begyndte og at grunde;

Min Fader paa mit Ansigt see

     En egen Latter kunde.

Jeg vedder, Zille! sagde han,

     Du noget har bag Øre;

35Du grunder, som Jens Tømmermand,

     Naar han vil Forslag giøre.

Jeg svared: Fader! det er sandt,

     Nu randt mig et i Sinde,

Et Forslag jeg i Hiernen spandt,

40     Som I ey skal befinde

At være slige Foster, som

     I Børne-Pander fødes;

At jeg ey ved Naturens Dom

     Til Spinderok bør nødes.

45Jeg med et Forslag svanger gaaer,

     Som Verden kunde gavne,

Det er, at bie nogle Aar,

     Før man paa Børn sat Navne.

O hvilket Forslag! sagde han,

50     Det haver jo ey Lige.

Man deraf eene høre kand,

     At du est Barn, ja Pige.

Jeg svarede: Min Tanke er

     Med Navne ey at haste,

55Og, før man Tegn til Hierne seer,

     For Sviin ey Perler kaste,

Men bie indtil siette Aar,

     See hvad et Barn vil arte;

En Dreng at kalde Ingebor,

60     Lucie eller Marthe,

Hvis han en Rokke-Hierne har;

     En Pige kalde Peder,

Hvis Tegn hos hende man blev vaer

     Til Viisdom, Dyd og Sæder.

65Af saadant Svar han heftig leer,

     Og raaber paa sin Kone,

Og siger: Moden steegen er,

     Min hierte Abelone!

See hvordan Verden tager til

70     I Klogskab altid meere:

Vor ældste Dotter Zille vil

     Med Fandens Magt studere.

Jeg holdt det først for Giekkerie,

     Nu har jeg halvdeels loved

75At føye hende derudi;

     Jeg merker hun har Hoved.

Da saae man paa min Moders Kind,

     Som Strømme, Taarer rinde;

Hun sagde: jeg er ey saa blind,

80     At jeg gir dertil Minde.

See eder for, min hierte Mand!

     Før I med saadant haster;

Vor Dotter sig jo speyle kand

     I hendes salig Faster.

85Vor Nabos Søster Agatha

     Jo gandske gal er bleven

Kun af Frue Berhtes Seneca,

     Som dog paa Dansk er skreven;

Tænk ikkun da, hvor det vil gaae,

90     Om hun Latin skal lære,

Hvad Kors vi vil i Huuset faae,

     Hvad Sorg, Fortræd, Vanære.

Ach! saadan Skaal er all for beesk,

     Som man for mig vil skienke;

95Thi paa Latin og følger Græsk,

     Det maa I eftertænke;

Et Sprog, som jeg fuldkommen troer

     At Fanden selv har skabet.

Jeg keeg kun i en Bog i Fior,

100     Jeg blev, som slet fortabet:

Jeg Ugler og Markatter saae,

     Som end for Øyne svæve;

Saa tidt det Sprog jeg tænker paa,

     Min heele Krop maa bæve.

105Jeg svared: det vel være kand;

     Jeg merker og det samme,

Naar jeg en Point d' Espagne seer,

     Naar jeg skal sye paa Ramme;

Det samme Virkning giør hos mig,

110     Som Græsken giør hos eder,

Det fører i mit Hoved Krig,

     Men Bog at see mig glæder.

Ney hør, min Hierte! sagde hun

     Med Taare til min Fader,

115Giv Agt paa hendes Væsen kun,

     Seer efter hendes Lader.

Jeg allerede merket har,

     At hun gaaer hen i Taaget:

Naar hun en Drik af Kruset tar,

120     Hun lukker meer ey Laaget.

Jeg dristig blev, jeg svared: hør,

     Min hierte-søde Moder!

Vor Amme tit det samme giør,

     Hun haver verre Noder,

125Skiønt hun paa Lærdom er saa klog,

     Som Aben hos Forvalter,

Hun aldrig Evangeli-Bog

     Har seet, end Davids Psalter.

I Gaar hun udi Tanker gik,

130     En Stokfisk tog for Brænde,

Og den i Kakkelovnen fik,

     For dermed Ild at tænde.

Jeg merket slig Taasagtighed

     Har og i andre Stykker,

135Skiønt hende dog (vor HErre veed)

     Ey Lærdom meget trykker.

Da skreeg min Fader: en Donat

     Strax kiøbes maa og meere;

Til Moder sagde: Hør min Skat!

140     Vor Dotter skal studere.

Hans Myndighed stoed paa den Foed,

     At Ord og vare Love;

At disputere ham imod

     Sig ingen torde vove.

145Saa blev jeg mod Forhaabning da

     Tilholdet at studere.

Aurora og Grammatica,

     At tye og componere,

Som andre Børn maa pidskes til,

150     Og drives, saa som Heste,

Alt saadant var for mig kun Spil,

     Jeg alting villig læste.

Ey Orbis Pictus nødig var

     For mig at lade trykke;

155Jeg ikkun mig fornøyet har

     Med Ord, ey Kobberstykke.

Ja jeg end udi spæde Aar

     Ey fulgte Børne-Vane,

Paa A. B. C. ey fældte Taar,

160     Skiønt der var ingen Hane.

Paa 6 Aars Tid jeg blev saa klog,

     Jeg kunde explicere

Den mørkeste Latinske Bog,

     Jeg kunde deponere.

165Den Fremgang og det store Spring

     Mig førte i den Grille:

Om Mandkiøn udi andre Ting,

     Vi efterabe vilde,

Om vi ey kunde ligesaa

170     Det Onde med det Gode

Forrette, Embed forestaae,

     Hvis man os det betroede.

Jeg fordum med min Broder tit

     Har holdet saadan Tale;

175Men han mig engang kige lidt

     Lod i sin Juvenale:

Der saae jeg vores Contrafei

     I nette Riim beskreven.

Jeg ønsked da, jeg nægter ey,

180     At jeg en Dreng var bleven.

Jo meer jeg prentet sligt i Sind,

     Jo meer jeg blev nedslagen;

Jeg sad med Haanden under Kind,

     All Mod var mig betagen.

185Jeg sagde ved mig: HErre GUd!

     Nu kand jeg let begribe

Aarsagen til de strenge Bud,

     Som holde os i Knibe.

Nu merker jeg og, hvi en Mand

190     I Spanien, Barbariet,

I Indien og Moguls Land,

     I Valland og Tyrkiet

Hustruer holder heele Aar,

     Som Fugle udi Buure,

195Med Nøgel selv til Laasen gaaer,

     Dem slutter inden Muure.

Sligt Aarsag til den Haardhed er,

     Sligt alt er ey opfundet

For Fruentimrets Dyd, disvær,

200     Men paa dets Ondskab grundet.

Jeg eftertænkte og ved mig:

     Af saadant maa og komme,

At Tyrkerne, der Himmerig

     Selv have udi Lomme,

205Paa Qvindfolk sætte ingen Priis,

     Ja dem saa lidet skatte,

At de før aabne Paradiis

     For Hunde og for Katte;

Thi udi andet Liv ey maa

210     Den dydigste Huus-Frue

Sted med Prophetens Esel faae

     Og med en Noæ Due.

Hvis nu omstunder det saa gik,

     Som i de gyldne Dage,

215Da Guderne ved mindste Nik

     Sig Umag maatte tage

At skabe Mennesk om igien

     Og metamorphosere

Til Bække, Floder, Træ og Steen,

220     Til Dyr og andet meere;

At, naar en skreeg: Giør mig til Flod!

     En anden: mig til Stierne!

Strax Himmelen til reede stoed,

     Og sagde: Hiertens gerne;

225Hvis saadan Tiid nu kom igien,

     Det var som i de Dage,

Jeg havde bedet Himmelen,

     Min Skabning at borttage;

Jeg havde raabet: Himmel hør!

230     Jeg plages med en Grille;

Ach! mig til Frantz min Broder giør,

     Giør Frantz igien til Zille.

Men nu omstunder sligt ey skeer,

     Nu gaaer det, som man taler:

235Hvo slagen til en To Mark er,

     Den bliver aldig Daler.

Jeg mig derover foretog

     Paa saadant at studere,

Alt hvad som staar i samme Bog

240     Med Flid examinere.

Jo meer jeg læsede, jo meer

     Min Vrede stillet bliver;

Thi jeg kun finder Characteer

     Paa en pedantisk Skriver.

245Jeg eftertænkte alt i sær,

     Jeg saae, at saadan Feyde

Ey andet udi Verden er

     End egne Feyl bebreyde.

Jeg tænkte: mon vi Øvrighed

250     Ey ogsaa kunde være,

Ey føre Krig, ey bryde Fred,

     Og lære at campere?

Om og ey udi et Senat

     Man kunde bruge Qvinder?

255Om ikke kunde sættes Skat

     Af Rentemesterinder?

Om vi ey kunde lære og

     At bruge Stats-Intriguer?

Om ogsaa Machiavelli Bog

260     Ey skreven var for Piger?

Om Anna, Mette, Elsebed

     At tie, simulere

Ey kunde lære, og en Fred

     Som Mænd negociere?

265Om ikke Piger ogsaa gaae

     I Ambassader kunde,

Paa sin Respect og Landets staae,

     Og Folke-Ret udgrunde?

Jeg tænkte: mon en Ingebor

270     Ey Doctor kunde være,

Ey rive Plaster af et Saar,

     Ey døe methodisk lære?

Mon og en Lisken, Elsebed,

     En Marthe, Arianke

275Ey kunde Uretfærdighed

     Forsvare i en Skranke?

Mon og en Qvinde kunde ey

     Astronomie studere

Og os til Maanen bane Vey,

280     Som — — og andre flere?

Om af Academie et Lem

     Ey kunde blive Qvinde,

Ey kunde Longitudinem,

     Saa vel som Mænd, udfinde?

285Om vi er af saa doven Art,

     At vi ey kunde lære

At dræbe i Secund, i Qvart,

     Med Kugler duellere?

Om pro og contra rette Troe

290     Vi kunde og ey skrive,

Forstyrre Land og Kirke-Roe,

     Hæresiarcher blive?

Om vi paa Landets Sundhed ey

     Pocaler kunde tømme,

295Uddrikke Sneese paa en Rey

     Og os deraf berømme?

Om kun med Mund, men ey med Pen,

     Vi ikke kunde lære

At male af vor Næstes Meen,

300     Paa Græsk, Latin blamere?

Mon og vi ikke kunde paa

     Postiller lære ride,

Og derved Navn af Lærdom faae,

     Skiønt vi dog intet vide?

305Om vi ey kunde for en Ret

     Aflegge store Eeder,

Og vidne falskelig saa let,

     Som Espen, Paul og Peder?

Om vi ey kunde om en Hat

310     Og skrive Folianter,

Ja slaaes for Bogstav, som for Skat,

     Og blive til Pedanter?

Mon publice ey snorke let

     Vi kunde heele Dagen,

315Os Øyne knikke i en Ret,

     Og spørge: hvad var Sagen?

Mon Qvinde ey, saa vel som Mand,

     Saa meget monne due,

At Fogderie, at Amt, at Land

320     Hun kunde og udsue?

Mon Piger kun er skabt i Land

     At kaage, rede Senge?

Mon de og ikke lære kand

     Paa Jagt en Hest at sprænge?

325Mon af Armee man og en Part

     En Lisken ey kand give?

Mon, for hun ey faaer Knævel-Bart,

     Just Obrist ey kand blive?

Paa dummer Hoved om ey maa

330     Magister-Hatte sætte

Og i et Cathedra en staae,

     For kun hun heeder Mette?

At komme paa en anden Vey:

     Om og Mandkiønnets Dyder

335Vi efterfølge kunde ey,

     Saa vel som Feyl og Lyder?

Jeg kiger i Historier,

     Jeg finder en Christine,

Jeg blader endnu ydermeer,

340     Jeg seer en Catharine;

Jeg derimod og bliver vaer

     En Anna, Margareta,

Som Dyders Speyle været har,

     Og en Elizabetha.

345Til Lærdes Republik jeg gaar,

     Ey blir ved Staten ene,

Jeg stønner, mig bag Øret klaar,

     Seer Bourrignon, Ovene;

Men Qvinder jeg kand ogsaa see,

350     Som os til Forsvar tiener,

Mig møder og en Dorothe,

     En Tot, en Fevre, Brenner.

Vel udi Skrifter findes kand

     Meer Heldte end Heldtinder;

355Men om Commando i et Land

     Blev ogsaa givet Qvinder,

Maaskee blandt Spinde-Kiærlinger

     Man skulde kunde finde

Den, der et ædelt Hierte bær,

360     Og blev Amazoninde.

Man seer og i Historier

     For Troen Blod at rinde,

Dog ud af Martyr ikke meer

     End udaf Martyrinde.

365Jeg tilstaaer dog, det er omsonst;

     Hvor jeg mig end vil vende,

Hvad Kraft jeg bruger og hvad Konst,

     Saa maa man dog bekiende,

At Qvindekiøn i visse Feyl

370     Mandkiønnet overvinder,

At man i første som et Speyl

     Af visse Laster finder.

En Juvenalis viise kand,

     Jeg saadant og ey nægter,

375At meer en Qvinde, end en Mand

     Regieres af Affecter.

Naar andre ogsaa melde om

     Qvindfolkets Snak og Sladder,

Jeg underskiver deres Dom,

380     Mig deri sige lader.

Men, naar man vil Naturen vel

     Fra Vanen separere,

See efter, om ens Naturel

     Sligt bør tilskrives meere,

385End Vanen og Optugtelsen,

     End Moder, Skik og Love,

Jeg da paa nye tør hvesse Pen,

     Et Slag for dennem vove.

De Dyder, som vi udi sær

390     Hos mange Mænd berømme,

Effecter udaf Love er,

     Som holde dem i Tømme.

Naar Gertrud sig fortaler, hun

     Kun aabenmundet heeder,

395Man kalder saadant Frugter kun

     Af daarlig Qvinde-Sæder;

Naar Rasmus taler mindste Ord

     Mod nogens Navn og Rygte,

Han maa end ved sit eget Bord

400     For Ørefigen frygte.

Naar Else, Dorthe bliver vred,

     Og Galde-Gift udøser,

Man leer, man ynkes ikkun ved

     De skrøbelige Tøser;

405Naar Peder synger saadan Sang,

     Da maa han Afbigt giøre,

Ja ofte til en Fugle-Stang

     Sig derfor lade føre.

At Mandfolk taus og agtsom er,

410     Mon da er nogen Under?

Thi naar man nøye efterseer,

     Slig Dyd paa Frygt sig grunder.

Hvis Stævninger, hvis Sværd og Spiud

     Stod Qvindekiøn for Øye,

415Det varlig blev, og disse Bud

     I agt tog mere nøye.

Saa gaar det og i andet meer;

     Man alting confunderer,

Til Qvindefeyl man Aarsag er,

420     Dem dog Proces formerer.

Jeg ey for Kiønnet fægter, men

     Jeg Sandhed ikkun følger,

Fornuften fører kun min Pen,

     Jeg Qvindefeyl ey dølger.

425Om Spørgsmaal mig blev foresat:

     Hvi kommer det, at Qvinder

Ey ud paa Natten gaae grassat,

     Man dem i Kroe ey finder?

Jeg da Mandkiønnet giorde Skiæl,

430     Ey det afmaled ilde,

De Dyder Qvinde-Naturel

     Jeg ey tilskrive vilde;

Men upartisk jeg svarede:

     Hvis det var Qvinde-Moder,

435Man Qvinder ogsaa skulde see

     At have samme Noder.

Man mangen Lisken, Fikke saae

     Af Vægtere omringet

Om Natten til Raadhuset gaae

440      Og anden Dag til Tinget.

For dem hvis var Galanterie

     Debauche og Drikke-Love,

Man drukne Elser og fandt i

     En Rendesteen at sove.

445Hvad Vanen og Optugtelsen,

     Skik, Moder foraarsager,

For saadant ofte Skabningen

     Maa Skylden sig paatage.

Det her i, som med Stænder, gaar,

450     Med Lande, Folk og Stæder;

En kaster anden Lyder for,

     Hver Feyl naturlig heeder.

Naar Blodet rinder, Krigsmand leer;

     Men derimod en Skredder,

455Naar han et Sværd af Skeeden seer,

     Han blegner, bæver, sveeder.

Men, om man vilde eftersee,

     Enhver anatomere,

Maaskee at man fandt Hierterne

460     Dog lige dannet være.

En Hofmand leer af en Pedant,

     Giør Abespill, ham bryder;

Hos Courtisanen dog man fandt

     Maaskee Pedantens Lyder;

465Hvis han fra Ungdom vant var til

     Grammaticalske Krige,

Maaskee han agted og kun Spil

     Mod Gloser Kongerige.

En Bonde undres, staar fortabt,

470     Naar han seer Hofmænds Lader;

Han meen, det Folk Natur har skabt

     Til Complimenter, Sladder.

En Skram, en Høg, en Trolle troer,

     En Ulfeld, Urne, Banner,

475At anden Siæl i Bønder boer,

     End udi sexten Ahner.

Et Folk man kalder bange, fey,

     Et andet u-polered;

Man troer: Naturen, Vanen ey,

480     Dem haver saa formered.

Man troer: Naturen Tatere

     Har dannet til at stiæle,

Og skabet Indianerne

     At fægte, slaaes med Hæle;

485At Hovmod udi Engeland

     Er en naturlig Lyde,

At Siellands Far ey blive kand

     Stortalend som en Jyde.

Man troer: Venetianer er

490     Med Frygt og Hierte-Klappen

Skabt end at ride doven Mær

     Og holde i Sal-Knappen.

Man holder for: Mingrelier

     Polered ey kand blive;

495Natur sig der udtømmet teer,

     Fornuft dem ey kand give.

Man meen: Natur geskæftig er

     I Jøder at indprænte

At aagre, alle gaae for nær

500     Og tage dobbelt Rente,

Og at Hollænders Naturel

     At spare er og gnie,

En Tydsks at æde sig ihiel,

     En Spaniers til at tie.

505Men sæt til Side Politie,

     Skik, Lov, Sædvane, Moder,

Maaskee man meer saae Barbarie

     Ved Padi, Arni Floder,

End ved Euphrates, Ganges selv,

510     Ved Oby og ved Tiger,

Ved Indus og ved Jordans Elv,

     Ved Donau og ved Niger.

Cosacken-Land til Paradiis

     En Solon kunde giøre,

515Og Barbarie i Rom, Paris

     En Nero kand indføre.

Saa dreyes kunde Verden om,

     At og til Samojeder

Man skulde reyse end fra Rom,

520     At lære gode Sæder.

Jeg ey vil decidere her,

     Om Verden kunde gavne,

Hvis man saae efter Hoveder,

     Ey eene efter Navne;

525Hvis til at nyde Tienester

     At Kiønnet ey var Hinder,

Men der var Seminarier

     Af Mandfolk og af Qvinder.

Slig Tanke paradox jo var,

530     Man mig fordømme vilde,

Som en, der Sviin paa Skoven har,

     Og mig afmale ilde.

Jeg pro og contra saadan Skik

     Derfore ikke taler,

535Men siger kun, i Hast man fik

     En Hob Sardanapaler,

Hvis saadan Lov kom i et Land,

     Ja da man skulde finde,

Man skulde see hver anden Mand

540     Paa Ramme sye og spinde.

Mon Sandhed Juvenalem da

     Har kundet vel bevæge

At skrive siette Satyra,

     Og Laurenberg at bræge

545Mod Qvindekiøn paa brudet tydsk

     Og saadant Skandskrift giøre?

De, deres Lige maa paa Jydsk

     En kort Erindring høre:

Om Blaamand, der paa Blaamand seer,

550     Udbryder udi Latter,

Skiønt han og lige tegnet er,

     Man saadant jo ey fatter.

Om en Skiælpadde anden vil

     Sin langsom Gang bebreyde,

555Sig selv han ikkun taler til,

     Og med sig selv før Feyde.

Naar — — fordømmer Gierrighed,

     Hvo sig for Latter barer?

Han bryder jo sin egen Fred,

560     Sin Ære selv ey sparer.

Om Ulv en Ulv paa Klingen gaar,

     Og vil moralisere,

Han svar: vi dræbe begge Faar,

     Vi begge Ulve ere.

565Om Øst- og Vester-Paradiis

     Mod anden Krig vil føre,

Hver fletter kun sit eget Riis,

     Sin egen Skam faar høre.

Ney! lad af den Skievbeenede

570     Den Ranke lee og grine,

En Hvid kand paa en Blaamand see

     Med en foragtend Mine.

En Cæsar, Crassus ikke vel

     Kand til en Sylla sige:

575Hvi slaaer du Romere ihiel,

     Føer borgerlige Krige?

Ney, Cato eene kand med Grund

     En slig Formaning giøre;

Den Straf af Ciceronis Mund

580     Er taalelig at høre.

En Morder selv at laste Mord

     Kun meget lidet sømmer.

Jeg bruger Juvenalis Ord,

     Med egen Mund ham dømmer.

585Naar Kiøn mod Kiøn vil føre Krig,

     Det selv jo prostituerer

Jo egne Feyl, og blotter sig,

     Sig selv Proces formerer.

I Veyeskaal om Lyder laae,

590     Jeg torde nesten sige,

At Vægten skulde stille staae,

     Bilancen blive lige.

Naar man sig selv kun seer i Speyl,

     Man maa sig selv foragte;

595Men vi ey merke egne Feyl,

     Vor Næstes kun betragte.

Hvo Vingerne paa Fuglen skiær,

     Ubillig Fuglen laster,

Og, hvi han ikke flyver meer,

600     Forgiæves forekaster.

Et Træ tit har kun Grene, Bark,

     Men vil ey frugtbar blive;

Hvis det var sat paa anden Mark,

     Det vilde Frugter give.

605Om Hænder paa vor Elsebed

     Jeg vilde sammenbinde,

Jeg undredes da ikke ved,

     Om hun ey vilde spinde.

En roser sig af store Spring,

610     En anden ham kand svare:

Hvis mig betroed var dine Ting

     Vi begge lige vare.

Man Scepter selv i Haanden før,

     Dog skiemmes ey at sige:

615Hvad Ont i Verden skeer, det giør

     En Qvinde eller Pige.

Man synder selv, men Qvinder jo

     Til Smykker ikkun tiene,

De gode Mænd sig Hænder toe,

620     I alting ere reene.

Naar en adspørges, hvi han Dør

     For den Nødlidend lukker,

Han en Catonisk Mine giør,

     Paa Axle trækker, sukker,

625Og siger: Jeg ey Aarsag er,

     Sligt aldrig var mit Væsen;

Men jeg er bleven gift desvær,

     En Brand har faaet i Næsen.

En anden lever over Stand,

630     Og siunger samme Tone;

Det heeder da: den stakkels Mand

     Jo føye maa sin Kone.

Hver Dag en drikker sig et Ruus;

     Det heeder: han fordriver

635Fortred, han plages med i Huus,

     Sin Hustru Skylden giver.

En bydes Gaver, og blir vred,

     Men hemmelig saa mager,

At, for at frie Samvittighed,

640     Hans Kone dennem tager.

En anden øver Tyrannie,

     Sit Folk i Trældom holder;

Han selv ey Skyld er derudi,

     Hans Hustru det forvolder.

645En opblæst og ærgierig er,

     For ydmyg dog passerer;

Han for sin Hustru Characteer,

     For sig ey affecterer.

En Trætte-kier selv sværge tør:

650     Jeg Sagen lod forlige;

Jeg for min Kones skyld det giør,

     Hun sig ey lader sige.

I mange Ting saa tusindfold

     Hun redder Mandens Ære,

655Hun exponeres, hun er Skiold,

     Og Mandens Skam maa bære.

Naar Døden tager Manden bort,

     Det skiulte tidt frembryder;

Hun bliver hvid, som før var sort,

660     Feyl skiftes om til Dyder.

Da mangen Fikke, Dorothee,

     Lucie, Marthe, Thrine

For Verden ladet klarlig see,

     At hun var før Machine;

665Da bliver mangen Jesabel

     Forvandlet til Maria;

En Cleopatra anden Siæl

     Faaer, bliver en Sophia.

Strax sønderbrudt er Trældoms Baand,

670     De blive andre Qvinder;

For Giærighed man gavmild Haand,

     For Ondskab godt man finder.

For Feyl man Dyd, for Krig man Fred,

     For Skam man finder Ære;

675Hevn, Vrede til Sagtmodighed

     Man seer forvandlet være.

En Hoffart til Philisophie,

     En Lunkenhed til Iver,

Pragt vandles til Oeconomie;

680     Kort: Feyl til Dyder bliver.

Naar sligt man i Betænkning tar,

     Man rette Aarsag hitter,

Hvi Phoebus ikke villet har

     Os give Luth og Cither;

685Hvi man os haver bildet ind,

     At Hippocrene Draaber

Er Gift, som bringer os fra Sind,

     Og Qvinder giør til Taaber;

Paa hvilken Grund den Skik er sat

690     Og bygged disse Love,

At paa Parnassi Top en Nat

     En Qvinde ey maa sove;

Hvi ikkun Syenaal, Rok og Teen

     Vi maa ved Haanden føre;

695Hvi Mænd hos os Papiir og Pen

     Til contrabande giøre.

Man frygter Repressalier,

     Hver Pen et Sværd, en Bue

I Qvinde-Haand for dennem er,

700     For saadant mest de grue.

Man skulde tænke, Avind var

     Til saadant rette Kilde;

Ney, Frygt de Love dannet har;

     De derfor os indbilde,

705At Billighed, Naturen ey

     Det anderledes lider,

At, om vi gaae fra banet Vey,

     Det mod Naturen strider.

Men, naar man nøye efterseer,

710     Mon — — et Dommer-Sæde

Vel af Naturen dannet er

     Og skikket at beklæde,

Hvis Hoved man seer klarlig nok,

     At være skabed eene

715At bruges til en Hue-Blok,

     Og ey til andet tiene?

Mon vel Naturen have vil,

     At — — skal magistrere?

Hvad meer er u-naturligt til,

720     End — — at studere?

Mon ey Natur faaer Vemmelse,

     Mon den sig ikke krømper,

Naar den ved Pennen — — maa see,

     Som burte saale Strømper;

725Og derimod den bliver vaer

     At spinde, sye, brodere

Et Hoved, som den dannet har

     I Ret at præsidere?

Naar hun seer en, der saadan Skat

730     I Hiernen haver inde,

Og skabt for Jorden til Zirat,

     At væve og at spinde?

Tænk efter, om Naturen kun

     En Mynstring vilde giøre,

735En mægtig stor Reduction,

     Jeg troer, man fik at høre.

Om man saae efter Hierner da,

     Det skulde ikke feyle,

At — — man Blek og Pen tog fat,

740     I Haanden gav en Heyle.

Man mangen, der nu Dommer er,

     Tildømte Ved at hugge,

Ja mangen Statsmand, Officier

     At sidde ved en Vugge.

745Jeg meen: det er Naturens Bud,

     Ey Stand, ey Titul, Navne

At eftersee, men vælge ud,

     Hvad Verden best kand gavne.

Man leeder efter Hoveder,

750     Man Drog i Nødsfald tager;

Den halve Deel af Mennesker

     Dog mod Naturen vrager.

Den Lov, som lukker Qvinder ud

     Fra Embed og Bestilling,

755Saa grundig er, som om et Bud

     Man udgav, at ey Tvilling,

Ey nogen der har kruset Haar,

     En Vorte udi Panden,

Hvis Been der ikke lige staar

760     Og rank, som paa en anden,

Der fød var paa en Juule-Nat,

     Og andet saadant meere,

Skiønt man hos ham fandt Viisdoms Skat,

     Ey maatte Dommer være.

765Ja saadan Lov mod Qvindekiøn

     Natur saa lidt behager,

Som at i China Skredder Søn

     Ey blive maa Skoemager.

Jeg meen, Naturen den Forskiæl

770      Har ikkun villet giøre,

At sundest Hoved, viisest Siæl

     Oeconomie skal føre,

Den heeder Zille eller Frantz,

     Lucie, Peder, Mette,

775Marie, Fikke eller Hans,

     Jens eller Antonette.

Man seer en Qvinde jo et Land

     Med Viisdom at regiere;

Hvi i en Ret paa Lands-Ting kand

780     Hun ogsaa ey votere?

Naturen giver ey omsonst

     Saa store Sindets Gaver;

En Viis sin Viisdom, Konstner Konst

     Maa ey i Jorden grave.

785Den Soel paa Himmelen har sat

     Ey for Parade eene,

Dens Glands ey ene er Zirat,

     Men maa og Verden tiene.

Et frugtbar Træ ey skiuler Frugt,

790     Hver Bæk til Nytte flyder,

En Nillik nægter ey sin Lugt,

     Men den til alle yder.

En Vind forgiæves blæser ey,

     Dens Kraft maa Jorden tørre,

795Til andre Lande bane Vey

     Og over Havet føre.

Den søde Bie man ogsaa seer

     Sin Sødme at meddeele;

Den Urt, som sund og kraftig er,

800     Maa Saar og Skade heele.

Hvo priser Træet af dets Kraft,

     Naar Frugten ey maa tages?

Hvo kand berømme Druens Saft,

     Naar den maa ikke smages?

805Skal Jorden roses af sin Dyd,

     Saa maa den Frugter føre;

Skal undres over Klokkens Lyd,

     Den maa sig lade høre.

Hvi ene vores Lys da maa

810     For Verden ikke brænde?

Hvi vore Dyder ligesaa

     Man ey maa lære kiende?

Hvi maa vort Skin ey spredes ud,

     Men sluttes som i Huule?

815Det Pund, som os har givet GUd,

     Hvi skal vi eene skiule?

Jeg meen, det u-naturligt var,

     Den musicalske Tunge

Om man af Nattergalen skar,

820     Forhindred' den at siunge.

Om frugtbar Træ man fælded om,

     Hvis samme kunde tale,

Det vilde fælde vores Dom,

     Vort Tyrannie afmale.

825En Plante raabte: lad mig staae,

     Et Træ jeg kunde blive!

En Sæd: hvi jeg ey voxe maa?

     Jeg Ax, jeg Frugt kand give.

Saa Qvinde-Kiøn med samme Grund,

830     Naar man dets Lys vil qvæle,

Citere kand Naturens Pund,

     Guddommelige Siæle,

Som Skaberen forgieves ey

     Os giver meer en andre.

835Hvi eene da paa Ærens Vey

     Maa Qvinde-Kiøn ey vandre?

Naar Qvinde-Dyd man siger rar,

     Da mig i Sinde rinder

Det vel betænkte Løvens Svar,

840     Som man i Fablen finder:

En Løve ombragt af en Mand

     I Billed Løven viises,

Ham siges, deraf sees kand,

     At Mennesker bør priises

845Og holdes størst af alle Dyr;

     Men Løven replicerer:

Hvi man os Lærere ey flyer,

     Hvi man ey informerer

Os ogsaa i Bildhuggerie?

850     Thi hvis vi kunde giøre

Deslige Skikkelser, vi ti

     Exempler kunde føre

Mod eet, at fleere Mennesker

     Af Løver ere slagne,

855End Løver udaf dennem er

     Med Magt af Dage tagne.

Tænk Læser! ey det er min Agt,

     Mod Mænd at rebellere,

At limitere deres Magt,

860     Og dem Proces formere.

Jeg alt for svag, afmægtig er,

     Saa stor en Krig at vove,

Jeg underskriver derfor her

     Med andre alle Love.

865En Juvenalis, Laurenberg

     Jeg hvisker kun i Øre,

At sterke Kiemper tit en Dverg

     Kand og til Skamme giøre.

Jeg mere Dotter end en Søn

870     Med andre ey ophøyer,

Jeg priser ikke Qvinde-Kiøn,

     Men jeg mig eene nøyer

At præsentere Mænd et Speyl,

     Som viser egne Laster,

875Der dem bebreyder samme Feyl

     Som man os forekaster.

Jeg dem misunde og ey vil

     Den Fordel, Magt og Ære,

Som de har Rett ved Love til,

880     En Hævd det vel kand være.

Man saa ey disputere bør

     End, hvad mod Ret er vundet;

Kun paa Natur, jeg sige tør,

     Alt saadant ey er grundet.

885Jeg Sværdet ey af Skeeden tar,

     Naar man kun tilstaaer dette:

Hvis meere os betroet var,

     Vi kunde meer forrette.





Har Første korrekturlæsningMangler Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseMangler Sidehenvisninger