Øen i Himlen


   Luzern ligger bevogtet af tre vældige Jætter, Stanzerhorn, Pilatus og Rigi, der stikker deres taagede Pander over Skyerne, mens Fødderne er fæstede ved Vierwaldstätter-Søens Bredder.
   Jeg sejlede med en lille Turistdamper ud ad denne Sø. Luften var varm og diset, og Vandfladen blikstille og ligesom indadvendt; den havde jo en stum udødelig Sjæl, hvori hele den omgivende Vidunderverden stod paa Hovedet. Men denne Sjæl var ialfald lige saa dyb som Himlen er høj, og saa har det vel mindre at sige, hvorledes Tingene er vendt derinde.
   Damperen lagde til ved flere Smaabyer langs Søbredden. Endelig ved Vitznau skulde jeg stige ud. Fra denne lille By gaar Tandhjulsbanen op til Rigi Kulm, det berømte Valfartssted for Turister, beliggende ca. 1400 Meter over Søen og 1800 Meter over Havet. Ved Stationen holdt et lille underlig knækket Lokomotiv samt en Jærnbanevogn, som det skulde skubbe op ad Bjerget. Midt imellem Sporene laa et Tandspor. Det blev altsaa paa saadan Tand, vi rejsende hele Tiden skulde hænge paa vor Fod op til Olympen. Det var en ret ejendommelig Fornemmelse saaledes at kravle langsomt fra den ene Verden og op i den anden. Kupeen stod næsten paa Enden. Jeg sad i den øvre Del, saa jeg nogenlunde kunde overse mine medrejsende, der sad parvis eller i smaa Grupper, adskilte fra hinanden ved uhyre Vidder af Fremmedhed. Højere og højere kravlede Toget, snart opad en grøn Skraaning med Huse og Børn, snart forbi en enlig Ko eller Ged, der græssede sorgløst over Dybder, som skjultes under Løv eller fremspringende Bakkeskraaninger. Det gik langsomt, langsomt. Lokomotivet bed sig frem, hang i Tænderne og asede sig op med sindig Forsigtighed, nu gennem en lille Skov, nu op langs en ludende Klippeside med vid Udsigt over Søen og de omgivende Bjerge, nu gennem en Tunnel og nu ad en Bro over en dyb Slugt. Vi hang paa denne Bro som i et Spindelvæv i de nedre Himmelegne. Men det var for tidligt at svimle endnu. Efter at have kørt en Timestid naaede vi Stationen Kaltbad. I dens Nærhed ligger et Kapel, som i Slutningen af det 13. Aarhundrede blev bygget af to fromme Søstre. Dengang, da der endnu ikke var saa meget som drømt om nogen Tandhjulsbane, var det en virkelig Flugt fra Verden, disse Søstre foretog.
   Højere, højere. Opad, langsomt men sikkert og med Eftertanke, forbi Station efter Station. Jorden dernede blev dunklere og dunklere bag de blaalige Slør, Dybet blev mere og mere svælgende.
   Der slog Gys op omkring En, naar man kom til at se ned gennem Ruden. De rejsendes Grupper passiarede stille. Ofte kørte vi helt ude paa Afgrundens Rand, men man turde vel stole paa denne lille Abnormitet af et Tog. Selv dette Lokomotiv-Misfoster kunde da ikke kende til Svimmelhed. Det havde jo sine Tænder og sine Skinner og sine Jærn-Arme. Og det gik saa roligt og sindigt, uden Slinger, i Vejret. Havde det bare Skinner og Tandspor nok skulde det gerne blive ved til Maanen, om man ønskede det. Saa — nu trak Naturen sine Gardiner ned. Vi kunde lige skimte Klippevæggen til den ene bide. Ellers laa der en tyk graa Masse, et blødt døsigt Kaos, og rugede omkring os og over Afgrunden. Der var intet at spejde efter. En underlig beklemt Stemning fyldte den lange hældende Kupe, der skjult for Himmel og Jord kneb sig opad gennem Skyernes Klamhed.
   Paa Bænken ved Siden af mig sad en Herre og lige overfor ham en Dame. Herren var lidt graa ved Tindingerne, men meget optaget af Damen. Og hun var midt i sin anden Ungdom, moden i alle Former og med sikker Retning i sit Blik, der var lutter Erfaring og lattermilde Løfter. Jeg var naturligvis Luft for dem; kun en Gang imellem strejfedes jeg tilfældig af Søgelysene under Damens Øjelaag. Thi selv om hun holdt sin mandlige Ledsager salig lænket under sine Øjnes kaade Englevagt, undgik intet ganske hendes Opmærksomhed.
   Da — næsten i et Nu — forvandledes alt. Kupeen fyldtes af det skæreste Solskin, og udenfor ragede utænkelige Landskaber af blaalige Tinder med evig Sne mellem Tænderne frem over Skyhavet.
   Var de nære eller fjerne? Var det Drøm eller Virkelighed? Damen fór op med et Frydeskrig som fra Urskoven. Hun fyrede hele Sit Temperament af i en Ildstraale. Hendes Øjne og Bryster nærmede sig. "Wunderschön, wundervoll," stammede hun, henvendt til mig usle betydningsløse Objekt. Hun funklede og snakkede med mig, som var vi gamle bekendte, der pludselig havde truffet hinanden efter lang Tids Fraværelse. Hendes mandlige Ledsager opdagede mig ogsaa lidt efter lidt. Og i Løbet af faa Minutter var alle Passagererne som een Familje, som en Klasse fra en Skole. Enhver henvendte sig med sin Overraskelse til den tilfældig nærmeste. Naturens Aabenbaringer heroppe i Himmelriget, ovenfor Skyerne, havde smeltet det vildfremmede sammen som under en Katastrofe. Stadig arbejdede det lille Tog sig opad. Paa den yderste Afgrundsrand, men med urokkeligt Tyngdepunkt, bed det sig stønnende og møjsommeligt højere og højere op i Himlen.
   Endelig var vi ved Rigi Kulm Station, Banens Endepunkt.
   Passagererne steg ud, dannede paany Grupper og blev fremmede for hinanden igen. De spredte sig over det lille Omraade, Kulmen danner.
   Aldrig har jeg oplevet et Solskin, der trængte ind i Sjælen, som oppe paa dette Bjerg. Kulmen rakte sig som en grøn Bakkeskraaning op over Skyhavet. En grøn Vidunder-Ø i et vidtstrakt Hav med dovent væltende Bølger, der laa og rundede sig, som skulde de briste i Skum, men nøjedes med blot at ligge og vælte sig ned i deres egne Skygger. Hist og her laa en lille Tot Sne i en Fordybning; det havde sneet paa Kulmen for faa Dage siden. Men den tynde Luft var ren og sommervarm, en besværgende Paradisluft. Man fyldtes af en Livsfornemmelse, der maa ligne den, Puppen føler, naar Hylsteret er faldet og Vingerne folder sig ud.
   Men bag Skyhavet laa et Syn, som gjorde Forestillingen om en højere Verden fuldkommen. Først ragede andre lavere Toppe af Rigi i Vejret og lignede temmelig nære Klippeøer. Men yderst ude i en tilsyneladende Halvkreds omspændtes Sky-Regionens Overflade af en Bjergkæde, Alpernes Tinder. Den øverste Kam skød en utallig Mængde af rovtandsformede Knorter og Spidser op mod den straaleberuste Himmelhvælving. Selve den nøgne Klippes Stof laa let som en Farve, et mørkstribet Violet, overgydt med vældige blaalighvide Gletschermarker ned til Kysten, til Skyregionen.
   Ingen under Skyerne aner den Trolddom, som denne himmelske Region spænder over Sindet. Det er Uvirkelighed for den, der altid har færdeles paa Sletten eller i Dalen. Det bliver først Virkelighed, naar selve Sindet lidt efter lidt har undergaaet en Forvandling.
   Jeg kom fra Dalen, fra min Hjemegns lave Bakkeland. Jeg indstillede mig paa, at jeg var kommen i en anden Verden, til en af de saliges Øer. Jeg kunde tilfulde her leve mig ind i de mytiske Forestillinger, mine Fædre havde efterladt sig i en diset Fortid. Kun af og til faldt et Objekt skurrende ind, Synet af et moderne Turisthotel, en Bod med Varer til Erindring om Besøget i Himlen. Jeg gik højere og højere op ad Skraaningen, videre og videre spændte Alpekredsen fra Sydøst til Sydvest. Kun i Nord var Skyhavet skjult af Kulmens øverste Rand. Jeg nærmede mig denne, men saa da nogle Pæle, der bar Brædter med Paaskriften "Abfälle".
   Det føltes som fór en Istap ned ad Ryggen paa mig. Alene Tanken om det Svælg, der laa under denne grønne Rand, truede med Bevidstløshed.
   Men tæt ved Randen mellem Advarslerne stod en overjordisk Pige ved en Bod. Hun havde en Engels Ansigtsfarve og Renhed i de unge Træk. Og hendes Øjne var blaa, gletscherblaa med et Skær af Solskinnet ovenfor Skyerne. Tænk at staa der ved denne Bod med et Par Tusinde aabne Meter lige bag sig, endda staa der, som om hun aldrig tænkte paa det, staa der som i Søvne med Sjælen fuld af Tinder og Straaler. Men kanske havde hun ogsaa Vinger. Saaledes ser man jo Englene afbildede. Kanske ejede hendes Væsen en hemmelig Opdrift mod Tyngdekraften. Hun fik Øje paa mig og syntes at lægge Mærke til mig. Havde hun mon et eller andet Evangelium at forkynde mig, da jeg nu endelig var kommen op i hendes hellige Regioner.
   Jeg nærmede mig, søgte at bevæge mig uden Vaklen, som ogsaa jeg hørte hjemme i denne Himmelegn. Jeg gik endogsaa bag om Boden, hvor det værkede i min Nakke af en Sugen og Rykken fra Jordens Centrum. Det gik op for mig her i den højere Verden: Jordens Centrum er Djævelen, der hiver stærkere og stærkere, jo højere til Himmels, et Menneske kommer. Men jeg forhærdede mig mod Afgrundens Dragen. Jeg styrkede mig ved Synet af Pigen og de herlige Ting, hun havde i sin Bod: Dame-Lommetørklæder, fine som sømmet af Aander og broderede med Hjernespindstraade, Broderierne forestillede Alpeblomster, navnlig Edelweiss. Ogsaa Postkort fandtes i Boden, Prospektkort med Fotografier af Udsigten fra dette Forklarelsens Bjerg. Mon Pigen med de blaa Øjne, fulde af selvlysende Sjæl og evig Sommer, virkelig ogsaa vilde tage mod Betaling i mine besudlede Francs dernede fra Jammerdalen? Jo, tænk, hun tog mod dem med et eget yndefuldt Buk og et Smil, der forledte mig til nye Køb. Jeg lagde mine usle Mønter paa Bordpladen som man lægger sin Offerskærv paa et Alter.
   Da jeg havde købt alt, hvad jeg paa nogen Maade kunde afse Penge til og følte, at jeg stod paa en særdeles venskabelig Fod med Pigen, spurgte jeg hende om Navnene paa nogle af de Tinder, der savtakkede Europas Rygrad.
   Hun var omtrent alvidende. Hun fortalte med sin søde letmalede Morgenrødemund, at hun kendte alle disse Tinder fra sin tidligste Barndom.
   "Derhenne langt i Sydøst ser De Tödi-Tinderne, og der i Syd hæver sig Uri Rotstock og Susterhorn. Saa kommer Aarhornene og videre Wetterhorn, Schreckhorn og Jungfrau."
   Hun gav mig Besked om en Mængde Tinder og deres Højder. Jeg følte gysende, hvor langt der endnu maatte være til de øverste Egne i dette Himmerige.
   Solen sank mod Skyhavets Vestrand. De uldne Bølger laa med gullige Rygge, adskilte af mørkblaa Skygger. Det var næsten underligt ikke at se et eneste Fartøj paa denne milevide Flade.
   Toget skred atter nedad. Jeg kastede et sidste Blik paa de fjerne Alpetinder. Deres Farver blev nu af en underlig heftig Styrke.
   Under den næsten violette Himmelvæg blev Bjergtoppene snart mat kobberfarvede, snart mørkviolette med mange Mellemtoner.
   Farvel, Guder og Engle! Jeg kravler ned til Bunden igen, hvor jeg hører hjemme. Vi naaede Skyerne paany. Solen begravede sig i de sydvestlige Dyner. Saa falmede det hele i et lukket Mørkegraat. Og nedenfor Skyerne blev det mørkere. Snart tændtes det elektriske Lys baade i Toget og nede i Underverdenen. Vi kunde nu intet se, men gled som med Bind for Øjnene langs Afgrundsranden et tilfældigt Sted mellem Himlen og Jorden. Endelig naaede vi atter Vitznau, hvor Damperen med Perlerader af Ildruder nærmede sig over den stille lysspiddede Sø.



   Om Aftenen paa Hotellets Altan, mens den mørke skyslørede Nat laa om Bjergjætternes Hoveder, nynnede jeg:

Sover du, Engel, paa Rigi Kulm
i Himlens Mulm,
hvor Stjernelamperne hænge?

Drømmer du om dine Søstre smaa
med Vinger paa,
der ligger i Himlens Senge?

Ser du i Søvne de Francs, du fik
i din Butik?
og er de under din Pude?

Favner du vel i salig Døs
en Engleknøs,
der flagrede mod din Rude?

Stjernestraaler kysser din Hud,
og Stjerneskud
i Luften over dig svømmer.

Pige, af Jorderigs Larm forladt,
god Nat, god Nat,
hvor højt over Sky du drømmer.