Om Fenrisulven og Tyr

 

Nu blev der Fryd i Valhals Gaard;

I fine Vadmel, bløde Maar,

Den skiønne Biergets Pige foer

Fra Fieldet og fra grønnen Jord.

5Ad Bifrost drog den unge Brud,

I Luften liig et Stierneskud.

Alle Gudinderne mon staae

Ved Kanten af det Himmelblaa,

Modtoge Freiers Hiertenskiær,

10Og da de skued hende nær,

Det sidste Glimt af Harme svandt,

De alle Gerda deilig fandt.

De sorte Haar stak yndigt af

Til dette store, gule Hav,

15Som ned ad Disaskuldre flød.

De hende hver velkommen bød;

De bragte hende til Freyas Lund,

Og kyssed hendes Rosenmund.

Og hver en As med henrykt Aand

20Da trykte hendes Liliehaand.

 

Beskrive Eder Freiers Fryd,

Dertil har Harpen ingen Lyd.

Du som har beilet kiender sligt;

Det læres ei af Skialdedigt.

25Men du, som elsker ei endnu,

Skynd dig jo før jo heller du!

Og naar du favnes af din Mø,

Og troer af Glæde sødt at døe,

Saa veed du hvad Gud Freir fornam,

30Da kiælent Gerda krysted ham.

 

Nu ender her min Elskovsang,

Snart giver Harpen anden Klang.

Tit Visen, som en liden Fugl,

I Vaarens grønne Bøgeskiul

35Opholder sig i Glædens Dal;

Snart stormer Sangen som en Hval

Snelt giennem Nordens Vinteriis,

Da suser det paa Jetteviis;

Da skynde sig de drevne Ord,

40Liig Skum af Hvalens Næsebor,

En Straale høi og stærk at see,

Der taber sig i Nattens Snee.

 

I Glædens allerbedste Frø

Tit findes Spiren til at døe!

45Ulykken strax begyndte nu,

Af Bryllupsfryd steeg Frygt og Gru.

I Hallen var vel Lystighed,

Men Ulven gik omkring og beed;

Snart napped den i Asaskiæg,

50Snart i Gudinders trinde Læg.

Da Odin nu af sligt blev kied,

Og eied Lænken, som vi veed,

Da var han kun betænkt derpaa

Fenris med den at bundet faae.

55Han Kieden gav i Heimdals Haand,

Thi denne Gud var snild i Aand:

Næst Loke, naar der her blev spøgt,

Var Heimdal hurtigst med sin Kløgt;

Dog Heimdals Spøg var bittert ei,

60Det blomstred som Fiol i Mai;

Men hørtes Asalokes Røst,

Da stak det som en Torn i Høst.

 

Heimdal med Lænken i sin Haand,

(Den var et smidigt Senebaand)

65Sig nærmed Ulven, med et Smil,

Og raabte: Nu har Sorgen Iil.

Fordømt til Helheim alt Fordærv!

Til Glæden give hver sin Skiærv.

Hver stræbe maa, som han kan bedst,

70At hædre Freiers Bryllupsfest.

Og du, min Ulv! som taus gaaer om,

Hvad om du frem i Kredsen kom,

Og mored Guderne med Styrke?

Det er dog den vi alle dyrke.

 

75Ja, grinte Ulven, uden Kraft

Blier Hamren kun et Hammerskaft.

Hvad vil du, Gud med Guld i Mund?

Vil du mig binde som en Hund?

 

Den, svared Heimdal, bindes slet,

80Som raader selv sin Frihed ret.

Træl bindes; men i Styrkens Haand,

Blier Baandet til et Hædersbaand.

Tillad, du som paa Helteviis

Kan knække Jern som skiøre Riis

85Til Lyst for Odin, Freir og Thor,

At binde dig med denne Snor!

 

Spidssnudet Ulv hen i hver Vraa

Efter sin snilde Fader saae;

Men Loke var paa Eventyr.

90Da skulede det lumske Dyr,

Lod Halen synke, viste Tand,

Skiød Tungen over Kiævens Rand,

Og giøde: Heimdal gaa din Vei!

I Aften vil jeg bindes ei.

95Det veed desuden Freir og Thor,

At Den kan bryde Senesnor,

Som tykke Kobberlænker brak;

Det skaffer mig kun liden Tak.

Er denne Snor naturligt giort,

100Da vil den ikke sige stort;

Men er den lavet saa med Svig,

Hvi vil du da forraade mig?

 

Heimdal blev rød; men Asatyr

Den Ungersvend, som intet skyer,

105Og Heimdal skamfuld rødme saae,

Fik Læben fast af Harme blaa:

Det ærgred ham, at slig en Gud,

En Heimdal saae forlegen ud,

Og skiulte sig bag Tausheds Læ,

110Til Ære for et lumpent Fæ!

 

Ydmyge vilde han den Klods,

Opveie Skamfuldhed med Trods,

Og raabte høit: Kom Ulv! min Haand

Skal være Borgen for dit Baand!

115Jeg lægger Haanden dig i Munden,

Imens du vorder lænkebunden,

Og mærker du da Svigen her,

Saa har du jo en Gidsel der.

 

Forundret alle Guder saae

120Paa Tyr, som monne roligt staae;

Selv Asathor gik til ham hen,

Og hvisked: Hør, min unge Ven,

Det skulde du dog ikke vove!

Jeg maa dit bolde Forsæt love,

125Men Helten trænger til sin Haand.

Da svarde Tyr med opbragt Aand:

Du Kloge der, lad mig i Ro!

Vel muligt du behøver To,

Men Asatyr er mindre seen,

130Og han kan nøies blot med Een.

 

Derpaa han stak, med Blus paa Kind,

Sin høire Haand til Leddet ind

I Ulvens hede røde Strube,

Der gabed som en Mordergrube.

135Da Ulven nu var bundet ret,

Og prøved med afmægtigt Spræt

At sønderslide Dværges Lænke -

Da paa de bløde Hyndebænke

Hver Gud beloe det bundne Dyr;

140Hver loe, undtagen Asatyr,

Thi han betalte Ulvens Baand,

Med Tabet af sin høire Haand.

Men kraftigt stak den unge Mand

Armstumpen i en Bunke Sand,

145Og strakte Armen høit i Væ'r,

Og raabte: Ved mit gode Sværd,

Nu føler jeg først ret mit Mod.

Stærk Prøven var, men den var god.

Jeg gaaer til Vaulunds Esse fiern,

150Og han skal smedde mig af Jern

En Handskehaand, som klemme kan

Det lange Slagsværd med Forstand.

Naar Haand og Sværd slaae ligegodt,

Da frygter man først Kampens Drot.

 

155Dermed han ud af Salen gik,

Fulgt af Gudinders ømme Blik.

De tænkte: Hvilken Helt, hvor stor!

Han vil fordunkle Asathor.

Kun Gerda paa sin Freier saae.

160De monne hen i Lunden gaae,

Hvor Kiærlighedens søde Lyst

Han nød ved sin Gudindes Bryst.

 

Asodin saae paa Asathor,

Der fæsted Blikket dybt til Jord,

165Og mæled: Det har ingen Art!

Nu vorder Aser Jetter snart:

I Vildskab, ubesindigt Mod,

Kun spilder sig det frækne Blod.

Du kasted bort, min Søn, din Hammer!

170Ei længer Freiers Glavind flammer,

Som, naar det droges, raabte: Skiælv!

Og dræbte Kæmper af sig selv.

I Morgengaven han det gav,

Nu giemmes det i Biergets Grav!

175Vel Fenris nu er lagt i Baand,

Men Tyr har tabt sin høire Haand;

Ran hersker alt i Ægirs Fiord,

Og Skade deler Magt med Niord.

 

Saa talt, stod Odin langsomt op,

180Med Brynien om sin Heltekrop,

Og gik fra Vingolf, mørk i Sind. -

Da sad med Haanden under Kind

Og saae paa Ulven Asathor,

Og begge mæled ei et Ord.

185De Tærner slukte Fakler ud;

I Mørke sad den vrede Gud,

Og stirred hen paa Ulven hist,

Hvis Øine gav i Mørket Gnist.

 

Da slog Gud Thor en Latter op,

190Hvorved fast skiælved Hlidskialfs Top;

Foer ud af Sal, slog Døren i,

Rev Hielmen af, gav Lokken fri,

Tog frem sin Karm af lune Stald

Og agede med Tordenskrald.

195Den hele Nat med Lyn han skiød,

Det slog paa Jorden Mangen død.

Da brændte hist en herlig By;

Eegskoven flammed høit i Sky;

Da græd de Mødre, spæde Børn,

200Mens Thor kun skummed som en Biørn.

Han var af Harm som Graven stum,

Det kildred ham, at han var grum.

Først da det gryede hen ad Dag,

Han kiørte mod Thrudvangers Tag.

205Der trykte Sif i stærken Arm

Sin Thor, og mildned Gudens Harm.

Hun frygted ei hans Raserie,

Hun vidste det var snart forbi.

Da smilte Jorden mildt, men græd

210Sin klare Dug, som Drengen spæd,

Naar Faderen var altfor stræng,

Og slog for haardt sin lille Dreng.

Da rørtes Thor, det ham fortrød,

Af Kæmpens Øine Taarer flød;

215Thi rolig var han god af Sind.

Da sendte han paa Morgenvind

Tialfe med Roska ned, den Mø,

Til faste Land og Gefions Øe,

At skiænke Guld og Sølverkruus,

220Til dem som misted deres Huus.

De Døde bragtes til Valhal;

De spæde Børn i Flokketal

Som indebrændte denne Nat,

Dem kaared Frei til Alfer brat.

225Da glemte Smerten de for Glæde,

Af Skuldre voxte Vinger spæde.

De fløi omkring i Freyas Skov,

Forældrene fik daglig Lov

De kiære Glutter der at øde.

230Da glemte de at de var døde!





Har Første korrekturlæsningMangler Anden korrekturlæsningMangler Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseMangler Sidehenvisninger