Guldhornene

 

De higer og söger

i gamle Böger,

i oplukte Höie

med speidende Öie,

5paa Sværd og Skiolde

i muldne Volde,

paa Runestene

blandt smuldnede Bene.

 

Oltids Bedrifter

10anede trylle;

men i Mulm de sig hylle,

de gamle Skrifter.

Blikket stirrer,

sig Tanken forvirrer.

15I Taage de famle.

„I gamle gamle

hensvundne Dage!

da det straalte i Norden,

da Himlen var paa Jorden,

20giv et Glimt tilbage!

 

Skyen suser,

Natten bruser,

Gravhöien sukker,

Rosen sig lukker.

25De övre Regioner

toner!

De sig möde, de sig möde,

de forklarede Höie,

kampfarvede, röde,

30med Stierneglands i Öie.

 

„I som raver i blinde,

skal finde

et ældgammelt Minde,

der skal komme og svinde!

35Dets gyldne Sider

skal Præget bære

af de ældste Tider.

Af det kan I lære.

Med andagtsfuld Ære

40I vor Gave belönne.

Det skiönneste Skiönne,

en Möe

skal Helligdommen finde!“

Saa synge de og svinde.

45Lufttonerne döe!

 

Hrymfaxe den sorte

puster og dukker

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

50Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue

paa Himlens Bue.

 

Og Fuglene synge.

55Dugperler bade

Blomsterblade,

som Vindene gynge.

Og med svævende Fied

en Möe hendandser

60til Marken afsted.

Violer hende krandser.

Hendes Rosenkind brænder,

hun har Lilliehænder.

Let som en Hind

65med muntert Sind,

hun svæver og smiler;

og som hun iler

og paa Elskov grubler -

hun snubler!

70og stirrer og skuer

gyldne Luer,

og rödmer og bæver

og zittrende hæver

med undrende Aand,

75af sorten Muld,

med sneehvide Haand,

det röde Guld.

 

En sagte Torden

dundrer!

80Hele Norden

undrer!

 

Og hen de stimle

i store Vrimle,

og grave og söge

85Skatten at foröge.

Men intet Guld!

Deres Haab har bedraget.

De see kun det Muld,

hvoraf de er taget.

 

90Et Sekel svinder!!

 

Over Klippetinder

det atter bruser.

Stormenes Sluser

bryde med Vælde.

95Over Norges Fielde

til Danmarks Dale

i Skyernes Sale,

de forklarede Gamle

sig atter samle.

 

100„For de sieldne Faae

som vor Gave forstaae,

som ei Jordlænker binde,

men hvis Siele sig hæve

til det Eviges Tinde,

105som ane det Höie

i Naturens Öie,

som tilbedende bæve

for Guddommens Straaler,

i Sole, i Violer,

110i det Mindste, i det Störste,

som brændende törste

efter Livets Liv,

som — o store Aand

for de svundne Tider!

115see dit Guddomsblik

paa Helligdommens Sider,

for dem lyder atter vort Bliv!

Naturens Sön,

ukiendt i Lön,

120men som sine Fædre,

kraftig og stor,

dyrkende sin Jord,

ham vil vi hædre,

han skal atter finde!“

125Saa synge de og svinde.

 

Hrymfaxe den sorte

puster og dukker,

og i Havet sig begraver.

Morgenens Porte

130Delling oplukker,

og Skinfaxe traver

i straalende Lue,

paa Himlens Bue.

 

Ved lune Skov

135Öxnene trække

den tunge Plov,

over sorten Dække.

 

Da standser Ploven,

og en Gysen farer

140igiennem Skoven.

Fugleskarer

pludselig tier.

Hellig Taushed

alt indvier.

 

145Da klinger i Muld

det gamle Guld.

 

Tvende Glimt fra Oldtidsdage

funkler i de nye Tider.

Selsomt vendte de tilbage,

150gaadefyldt paa röde Sider.

 

Mystisk Helligdom omsvæver

deres gamle Tegn og Mærker.

Guddomsglorien ombæver

Evighedens Underværker.

 

155Hædrer dem, thi Skiebnen skalter!

snart maaskee de er forsvunden.

Jesu Blod paa Herrens Alter

fylde dem, som Blod i Lunden.

 

Men I see kun deres Lue,

160ikke det ærværdigt Höie!

Sætte dem som Pragt tilskue

for et mat nysgierrigt Öie.

 

Himlen sortner, Storme brage!

Visse Time du er kommen.

165Hvad de gav de tog tilbage.

Evig bortsvandt Helligdommen.





Har Første korrekturlæsningHar Anden korrekturlæsningHar Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseHar Sidehenvisninger
Fodnoter
9 „Oltids“ er ikke en fejl for „Oldtids“, men en alternativ stavemåde; tre af de tolv gange ordet „Oldtid[-]“ forekommer i Digte er det stavet sådan.
20 tilbage!“] tilbage!
Henvisninger hertil
B.S. Ingemann: »Troldmanden og Lærlingen« - Digte. Anden Deel (1812)

H.C. Andersen: »† † † Tanker ved en ituslagen Jydepotte« - Andre digte