Natur-Temperamenter

 

PHLEGMA. 

 

Östens lange, blege Strimmel

breder ud sin hvide Fold.

Stiernen döer paa matte Himmel,

Luften er saa vaad og kold.

5Perleduggens tætte Vrimmel

glindser fra den grönne Vold.

Langsomt fölger Bonden Ploven,

velter fugtigtunge Jord.

Taus og sort sig hvælver Skoven,

10uden Sange, uden Ord!

Fieldet staaer saa stump i Taagen.

Hisset Valmuebusken groer.

Nattens höitidsfulde Time

hen i Evigheden foer.

15Ingen Kirkeklokker kime

Dödninger af dunkle Jord.

Træt af store Midnatscene

sover mystiske Natur.

Roligt muldne gamle Bene,

20hisset bag den gamle Muur.

Mat og kold kun Vinden bölger

hen i Dammens vaade Siv.

Morgentaagefloret dölger

hyllende Naturens Liv.

 


 

SANGVINITET. 

 

25Milde Saphirer paa Himmelens Bue

hæve den prægtige Hvælving med Ynde.

Östkanten brænder med Rosernes Lue.

Skovenes qviddrende Sange begynde.

Tusind Karfunkler i Solen vi skue.

30Guldgule Bölger i Floden sig skynde.

Blomsten udfolder forföriske Blade,

boler med Solen i kiölige Bade.

 

         Elskov! Elskov!

         Venus Cypria!

35         Dit Altar staaer

         i de svale Dale,

         i de skiönne, grönne

         duftende Hvælvinger,

         hvor Philomela slaaer,

40         hvor den rislende Sölvbölge gaaer.

 

Vellysten blusser paa svulmende Læber,

Faunerne smile og Uskyld forsager.

Lokkende Skiersild! som pirrende dræber!

Helvedes Lue! som Æthren forjager!

45Sielen forsvinder, den höiere Sands.

Dyret og Mennesket, Blomsten og Lövet

törres, forstokkes og nærmer sig Stövet,

svungen i Straalens ophidsende Dands!

 

         Elskov! Elskov!

50         Venus Cypria!

         Hvor den rislende Sölvbölge gaaer,

         hvor Philomela slaaer,

         i de duftende Hvælvinger,

         i de skiönne, grönne

55         svale Dale

         dit Altar staaer!

 


 

COLOR. 

 

Hvad sortner?

Det er Himlens Bue!

Hvad lysner?

60Det er Heklas Lue!

Den stærkeste Kiempe i Nor,

den gamle Thor!

Der staaer han, forvandlet til et Field.

Hedder Hekla!

65Med Iispandser om sit Bryst,

med Torden i sin Röst,

med gloende Tunge!

Harniskpladerne runge!

Paa hiin Side af det vilde Ocean

70staaer hans Fostbroder Vulkan!

Hedder Etna!

Luende Blod paa den skielvende Jord

har de stænket i hinandens Spor.

Da det gamle Rige svandt

75grumt de sig forbandt,

for pludselig eengang med Kiempevægt

at knuse den nyere Slægt,

som myldrer mellem begge

deres Flintevægge.

80Nu raadslaae de sammen i den mörke Gang

saa lang,

under Europa.

Frels os Jesus af Nazareth!

Paa Engen hist to Roser stod,

85Fod ved Fod,

i Ungdomsblod.

See hvor de skilles ad ved en Klöft!

ved en bundlös Gröft.

Den evige Vrede

90har draget det flammende Sværd af sin Skede!

Hvi bliver I alle saa blege?

 


 

MELANCHOLIE. 

 

Tordnen meer ei lyder.

Maanen giennembryder

Nattens brustne Skye.

95Spredt er Jordens Dampe.

Himlens hvide Lampe

brænder klart paa nye.

Intet Skrald

og Klippefald.

100Allevegne Taushed ruger,

Græsset Regnen suger.

 

Venligt Nattergalen

synger hist i Dalen

mellem Blomsterbed,

105paa den Klippetinde

som for barske Vinde

nylig styrted ned.

Dybt til Krat

i dunkle Nat

110böd et Öieblik den reise.

Secler saae den kneise!

 

Hist i Blomsterdække

Jordens lange Sprække

gaber sort og stor.

115Mildt ved Maanens Straaler

duftende Violer

sig ad Randen snoer.

Snart en Broe

med freidig Roe,

120Dalens Hyrder her vil bygge,

over Döden trygge!

 

Sorglöst Kildevældet

risler nu fra Fieldet,

i sin gamle Dands.

125Klippens Roser vinke,

Himlens Stierner blinke

med fornyet Glands.

Skiönne Jord,

i Nattens Flor!

130Dobbelt skiön er Midnatslunden

efter Rædselstunden.

 

Naar den sidste kommer!

Naar den store Dommer

knuser eget Værk;

135naar han Havet velter,

naar han Jorden ælter,

med sin Arm saa stærk,

skal en Nat

blandt Blomsterkrat,

140mere klar, hvor ingen famle,

blidelig os samle!





Har Første korrekturlæsningHar Anden korrekturlæsningHar Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseHar Sidehenvisninger
Fodnoter
56 I Liebenbergs udgivelse af Oehlenschlägers samlede skrifter (18 bd., 1857-62) kaldes digtet „Det choleriske“ (og ligeledes „Det sangvinske“, „Det phlegmatiske“ og „Det melancholske“). Men i Samlede Digte. Første[-tredie] Deel (1823) anføres titlen som „Det Choleriske“ etc. Derfor kan det nok undre, at i Digte (1803) er titlen „Color“. Der er imidlertid tale om en fejl, for umiddelbart efter udgivelsen af Digte, fulgte en liste med tretten rettelser, hvilken findes foruden den almindelige på fire rettelser bag i Prof. A.P. Berggreens eksemplar af Digte, hvor iblandt „Color“ rettes til „Cholera“.