I Høst

En stille, høstlig Brusen

igjennem Bøgeskoven gaar,

og som en Vinges Susen

gjør Leen Skaar i Skaar;

5og Luftens Bølger kløves,

thi Storkens Unger prøves

højt over Bondens Gaard.

Det høje Havedige,

hvor Hyld og Rose blomstred nys,

10har ødt sit Blomster-Rige,

og slukt sit Kongelys;

men Bærret har sin Sødme,

og Æblets Kind faaer Rødme

fra Solens sidste Kys.

15Og Tidseltoppen dunes,

som om det var til Bomuldshøst;

og Hasselnødden brunes,

til alle Smaafolks Lyst.

Med Blomster faaer det være,

20thi nu vil Alting bære,

og række frem til Høst!

Jeg elsker, hvad der trives

og sætter Frugter i sin Art,

selv om det ikke drives

25til Modenhed i Fart!

Jeg hader, hvad der gjærer,

naar kun det sætter Blærer,

og aldrig bliver klart!

Men, nu er Frugtens Time:

30den kjerner sig fra Dag til Dag;

med hver en Solestrime

faaer Farve den og Smag;

og om end Regn kun skyller,

med Safter den sig fylder

35i dybe Aandedrag.

Du skjønne Livets Orden,

at der paa Foraar følger Høst,

at der er meer end Vorden,

og meer end Ungdomslyst:

40Bring Korn i Lo og Lade!

bring Frugt bag dunkle Blade!

bring Hjertet Fred og Trøst!