Indvielsen

 

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,

        Himlene smilte,

Og saae med Længsel i Dybet ned,

        Bölgerne hvilte,

5Da hælded' Solen til Havets Bryst

Og rundtom rödnede Luft og Kyst.

 

Og brat fra Skyerne Strengeleeg

        Anelsen vakte,

I Aftenröde Musen nedsteeg,

10        Harpen mig rakte,

Og raskt et brændende Kys mig gav,

Nedsynkende i det luende Hav.

 

Da rundt en anden Natur der blev,

        Vindene talte;

15Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,

        Aanderne kaldte,

Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,

I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

 

Dog blev fra nu for Tanke og Trang

20        Jorden et Fængsel;

Vel lindrer ved Anelse, Dröm og Sang

        Hiertet sin Længsel,

Dog brænder mig Kysset, jeg kiender ei Fred

Förend jeg drager Himlene ned!





Har Første korrekturlæsningHar Anden korrekturlæsningHar Tredje korrekturlæsningHar KildeangivelseHar Sidehenvisninger
Fodnoter
7 Skyerne] tidligt trykte eksemplarer af 1804 har Skyen en