Ved Söen

 

— Og medens de Bölger fare afsted,

Mig synes at ogsaa jeg skulde med,

Og stirrende ned i billedfuld Söe,

I underlig Længsel vil jeg bortdöe.

 

5Mig vinker dybt i den stille Azur

En anden Himmel, en anden Natur,

Æteriskt og idealiskt er Alt,

Ligt Tingenes allerförste Gestalt.

 

Mit förste Jeg fra det reene Blaae,

10Mit reenere Selv tilhvidsker mig saa:

Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?

Og dog hvor elsker, hvor elsker jeg dig!

 

Da blir jeg saa underlig bange og öm,

Min Aand sig lösner til meere end Dröm:

15Mig synes at Guder og Mennesker gaae

Omfavnede, dybt i det reene Blaae.