Ode til mine Urtepotter

 

Oprigtige Veninder,

Som svige ei, naar Iis og Snee

Med Vintren sig indfinder,

Men da just kierligst mod mig lee!

5I ægte Billeder

Paa Venskabs Trofasthed i Nødens kolde Dage,

Ved eders Syn Philanders Værd

Jeg kan med trefold Seier smage.

 

Naar Skovens Krone tabes

10Og ligger visnet ved dens Fod,

Naar øde Ørkner skabes

Hvor skiønne Paradiser stod';

Naar umedlidende

Den barske Boreas Naturens Pragt udsletter,

15Og lutter Ødelæggelse

Bedækker Bierg og Dal og Sletter;

 

Da ad landflygtig Sommer

I vinke mildt udi hans Nød;

Og iilende han kommer

20Og giemmer sig i eders Skiød.

Han løfter Hovedet,

Og gotter sig ved den erholdte Fristads Varme,

Og hører igiennem Vinduet

Sin udelukte Fiende larme.

 

25Her Hyachinthen smiler,

Hist brænder Gyldenlakkens Knop,

Der Tuliproden hviler

Som snart skal spire malet op.

Nu stiger blodbestænkt

30En Nelik frem af sit lysgrønne Moderbæger,

Mens Rosmarinen uforkrænkt

Med Vaarens Farve Øiet qvæger.

 

Jeg Gratier seer dandse

I min Indbildnings Urtegaard,

35Og alle Floras Krandse

Er' fletted' ind i deres Haar.

Hvis derhos Fløitens Lyd

Ledsager Chloes Sang til mit henrykte Øre,

Da smelter jeg i stille Fryd,

40Og Nattergalen troer at høre.

 

Min Siel! du selv har Evne

At skabe dig en evig Vaar;

Hvad Lykke kan du nævne,

Som jo af dig sin Farve faaer?

45Paa Hofmands stolte Bryst

Mon en broderet Soel kan Glædens Blomster drive?

Nei, neu, en sand og varig Lyst

Maa Hiertet selv forstaa at give.

 

Tak skee dig, som mig lærte

50Hvad der er sand Lyksalighed:

Viig aldrig af mit Hierte

Guddommelige Nøisomhed!

Dit Tempel skal min Barm

Og jeg din Offerpræst og Søn og Yndling være,

55Og min Camoene froe og varm

Skal synge Hymner til din Ære.