Republikanerne

 

Ved Barrière de la Santé

ligger en ydmyg liden Kafé.

En gammeldags Stue er al dens Plads;

der er ei Forgyldning, der bruges ei Gas.

5Den har en Søgning, der sjelden brister,

af Etudianter og smaa Artister;

og kommer ei disse, da eier den dog

en stillere Gjest i sin dunkle Krog.

Der vandrer omkring i den straalende Stad

10en skibbruden Flok, der aldrig er glad.

Der møder dem Ingen med Smil eller Nik;

de færdes i Sværmen med slukkede Blik.

Pauvres honteux! De søge et Hjem;

en ringe Kafé er det bedste for dem.

15Nu er det Midnat; der sidder en Gjest

endnu ved sit Bord med en Sukkervands-Rest.

Hans Ansigt er falmet, hans Dragt er grov,

hans Linned er rent, og hans Hænder er smukke.

Han støtter sit Hoved, som om han sov.

20Der er saa tyst; man kan høre ham sukke.

 

Dog, mens han sidder i dette Ly,

aabner man Døren med Bulder og Gny.

Det er en Skare af Ungersvende

med stærke Moustacher, med Øine, der brænde.

25De fløite og nynne en smuk Melodi,

en Sang af Den Stumme fra Portici.

Nourrit har iaften fra Scenen vakt

de fyrige Toners koglende Magt.

De rulle den jublende Flok gjennem Blodet;

30nu har den igjen Republiken i Ho'det.

 

De sætte sig matte; men atter fra Stolen

springer der En og bestiger et Bord.

Han siger med rungende, vingede Ord:

„Forsamling, giv Agt, jeg vil tale om Polen!“

 

35Det var en Tale som flammende Krudt;

o, der blev stormet og spiddet og skudt!

De Franskes Konge og Raad og Kammer

gik op med Kreml i de samme Flammer.

Men frem af de kolde russiske Grave

40steg atter en Hær af Napoleons Brave;

de kæmpede med, de rystede Jorden,

med Faner som Storm, med Ørne som Torden.

Paa Varschaus Mure stod atter Fama

og læste for Verden et fransk Proklama,

45at nu var Historiens sidste Knude

løsnet for evigt, og Stykket ude.

Den frie Mand og den frie Kvinde

blev proklameret i alle Vinde.

Europas Kongres forsamled sig bedst

50i Polens Skjød, mellem Øst og Vest;

i Varschau reistes Kongressens Salon,

og dertil en Støtte for Saint Simon.

 

Da jublede Flokke, og atter det lød:

„Champagne, Garçon, paa Tyrannernes Død!“

55Men just da de løste den skummende Drik,

saa de en Fremmed med studsende Blik;

thi Proppen fløi mod den selsomme Mand,

der sad i en Krog med sit Sukkervand.

„Drik,“ raabte de Alle, „Champagnen er god,

60vort Bæger er helligt; drik, har Du Mod!“

 

„Jeg drikker ei Vin, om stærk eller mild;

dens Sødme er vammel, jeg hader dens Ild.

Jeg sidder med Gru paa mit Livs Ruin.

Mit Bæger er tømt; jeg drikker ei Vin.“

 

65Da blev der et Gny; de kaldte ham Træl,

de raabte paa Skjændsel, paa Hevn og Duel. -

Han viste sit Bryst, — hvor det var skrammet,

af streifende Kugler, af Klinger rammet!

— „I Daarer! Det er Ostrolenkas Mærke.

70Har I vel fattet, hvor det kan værke?

Der er ingen Lise for denne Kval;

den kan ikke blunde for Sladder og Pral.

Der er ingen Gjæk saa vindig og svag,

han sminker sig jo med mit dybeste Nag;

75min hedeste Bøn, mit eneste Gode,

er kommen paa lallende Tunger i Mode.

Tilside, Drenge, giver mig Rum!

Himlen har Stjerner, — Natten er stum.“

 

De saa paa hverandre. Han vandred sin Vei.

80De havde Champagne, men rørte den ei.