 | |
| |
| Der dukker af Disen min Fædrenejord |
| med Aaser og Agre og Eng; |
| med Ryggen mod Syd og med Taaen mod Nord, |
| den redte bag Sander sin Seng; |
| 5 | dog ej for at sove Retfærdiges Søvn, |
| thi sjælden er Landet i Ro, |
| men Stormene gaar, |
| og Brændingen slaar |
| paa Kysten med djærveste Kno. |
| |
| 10 | Der ruller de Bække saa tungt gjennem Dal, |
| langmodigt ta'r Aaen imod |
| og skrider tilhavs i en bugtet Spiral, |
| forinden den drev det til Flod. |
| Men hvor den kan glitre en Sensommerkvæld, |
| 15 | naar Laxen gaar op mod dens Strøm, |
| naar Siv og naar Flæg, |
| faar Dugstænk i Skæg, |
| og Dagen gaar bort som en Drøm. |
| |
| De bredeste Enge, jeg nogentid saa, |
| 20 | her duger det mossede Svær; |
| blankhornede Høvder paa ravgullig Taa |
| gaar rundt i de knortede Kjær. |
| Her voxer sig Plagen saa trind om sin Lænd |
| i Højengens vældende Saft; |
| 25 | saa rød er dens Lød, |
| dens Mule saa blød, |
| dens Koder de fjedrer af Kraft. |
| |
| Og Ræven han slikker bag Diget sit Ben |
| og soler sin syndige Krop; |
| 30 | og Haren hun snuser til Agerens Sten |
| og gjør over Stubberne Hop; |
| og Odderen plumper i favnedybt Høl, |
| for Jæger og Hund i Behold, |
| men Hjejlernes Hær, |
| 35 | den flokker sig der, |
| hvor Hugormen lurer i Knold. |
| |
| Mørkt stiger en Høj over Kornhavet op, |
| med Blaabær og Lyng er den klædt; |
| blandt Risenes Ranker en Lærke med Top |
| 40 | sig gynger og kvidrer saa spædt. |
| Det bølger af Rug imod Kimingens Rand, |
| i Dale, paa Banker den staar, |
| faar Runding og Form |
| Godtvejr og Storm — |
| 45 | som Barnet, mens Gængerne gaar. |
| |
| Det lufter i Lyng, og det ringler i Rug, |
| det sprager i Agrenes Straa; |
| højt Skyerne drejer den dampspændte Bug |
| og skygger en Stund for det Blaa. |
| 50 | Vildt Bierne tørner om Husmandens Gavl |
| mod Kuben bag Grønkaal og Løg. |
| I Udflyttergaard |
| mod Porthjaldet slaar |
| et Ekko af rimmende Øg. |
| |
| 55 | Her laa der engang paa en spergelgrøn Toft |
| et Hjem med sin Skorsten paa Hæld. |
| Det havde en enkelt Rad Pølser paa Loft, |
| men ellers kun Armod og Gjæld. |
| Dog havde det Svaler bag Forstuedør |
| 60 | og Blomster om Sokkel og Syld |
| og Malurt paa Væg; |
| og Hønen la' Æg |
| i Skjul af den krogede Hyld. |
| |
| Her sad hun og spelted min bøjede Mor, |
| 65 | ind'under den Bjælke saa lang |
| og delte sit Bryst mellem mig og min Bror, |
| imens saa vemodigt hun sang. |
| Nu ligger hun hist under Stendigets Hæld |
| i Krogen, hvor Valmuer staar; |
| 70 | gjør Verden Fortræd, |
| tog Sorgen min Fred — |
| saa sagte med Laagen jeg gaar. |
| |
| Hvad var vel i Verden det fattige Liv |
| med alt dets fortærende Tant, |
| 75 | om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv |
| vort Hjærte i Skjælvinger bandt! |
| Om ikke vi drog fra det yderste Hav |
| for bøjet og rynket at staa |
| og høre de Kluk, |
| 80 | de Mindernes Suk |
| fra Bækken, vi kyssed som smaa! |
| |
| Velsignede Land, hvor i Stormvejret bor |
| et Folk, som er øvet i Savn, |
| jeg ejed vel aldrig et Gran af din Jord, |
| 85 | som hjemløs jeg kvitted min Stavn. |
| Du rakte mig ud fra dit stenede Krat |
| en Høstnat saa kroget en Stav; |
| naar Staven er brudt |
| og Livsgangen slut, |
| 90 | kanske du da skjænker en Grav. |
