 | |
| |
| Det var den aarle Morgen. |
| I Teltet stod Dragonen |
| Og vikled Purpurskjærfet |
| Om Livet paa Baronen. |
| |
| 5 | Og rakte ham hans Pallask, |
| Hans Hjelm med Hestehalen, |
| Saa blank, som var den nylig |
| Hentet i Vaabensalen. |
| |
| Og førte frem hans Ganger, |
| 10 | Den lysebrune, høie, |
| Der vendte mod sin Herre |
| Det melankolske Øie. |
| |
| Og i de brede Hylstre, |
| De guldbrodeerte, satte |
| 15 | Hans sorte Rytternæver |
| Pistolerne, skarpladte. |
| |
| Og langsomt steg i Sadlen |
| Den adelige Fændrik, |
| Og sagde til Dragonen |
| 20 | Med sagte stemme: Hendrik! |
| |
| Ifald jeg ikke kommer |
| Igjen — som nok kan være — |
| Besørg mig disse Breve, |
| Og siig, det gjaldt min Ære. |
| |
| 25 | Han gav sin Hest af Sporen, |
| Ildgnister fløj fra Hoven; |
| De sorte Krager svang sig |
| Med Skrig op over Skoven. |
| |
|
|
| |
| Der faldt et Skud langtborte — |
| 30 | Og et endnu — ei flere; |
| Men paa den lyse Hvelving |
| Steg Solen meer og mere. |
| |
|
|
| |
| Det blev den mørke Aften. |
| Fra Slottet ned i Dalen |
| 35 | De høie Vindver straalte |
| Og kasted Lys fra Salen. |
| |
| Orchestret lød. Mundskjænken |
| Igjennem gyldne Haller |
| Med Purpurviin sig trængte |
| 40 | I funklende Krystaller. |
| |
| Den unge Frøken, yndig, |
| Skjøn som en Bajadere, |
| Slap pludselig i Dandsen |
| Sin sorte Cavaliere. |
| |
| 45 | Hun lyttede, hun hørte — |
| Hun hørte det alene — |
| En sagte Lyd langtborte, |
| Et Trav paa Broens Stene. |
| |
| Hvor steg og sank de runde, |
| 50 | De liliehvide Skuldre — |
| Hun hørte ei Trompeten, |
| Ei Paukens Hvirvler buldre — |
| |
| Hun kikkede fra Ruden |
| Ud i det natlig Dunkle — |
| 55 | Hun saae i Slottets Gjenskin |
| En Hjelm, et Kyrads funkle. |
| |
| I hendes Løb paa Trappen |
| Guldkammen fløi af Haaret, |
| Den hele Blomsterfletning, |
| 60 | Hun nylig havde baaret. |
| |
| Det var ei ham, hun vented. |
| Med Sorgens Budskab skrevet |
| I sine mørke Miner |
| Dragonen bragte Brevet. |
| |
| 65 | Hun rev det fra hinanden — |
| Hun svimled — faldt som knuset — |
| Man finder intet Marmor |
| Deiligere strakt i Gruset. |
| |
|
|
| |
| Det er den aarle Morgen. |
| 70 | Det røde Skjær af Solen |
| Farver den gamle Frøken, |
| Som slumrer i Lænestolen. |
| |
| Ferskentræerne blomstre |
| Og Mandlerne i Haven; |
| 75 | Men hendes Hud er falmet |
| Som Alabast paa Graven. |
| |
| Der staaer et Liigvers skrevet |
| I Furerne paa Panden, |
| Og sine blege Hænder |
| 80 | Hun folder i hinanden. |
| |
| Medynksom Kakaduen |
| Sit gule Hoved bukker, |
| Betragter sin Veninde |
| Med store Blik og sukker. |
| |
| 85 | Paa Sovekamrets Damask |
| Et Malerie sig strækker, |
| Og Blomsterurnen yndigt |
| Mod det sit Indhold rækker. |
| |
| Der ses han, som han leved, |
| 90 | I ridderlige Fore. |
| Med Purpurskjærf om Livet, |
| Med Hjelmbusk og med Spore. |
| |
| Med Panden, tung og sænket, |
| I mørke Lokkers Skygge. |
| 95 | Med Læberne, som kløftes |
| Af Ungdom og af Lykke. |
| |
| Men med en Smertes Alvor |
| I sine Blik, som vidste |
| De selv forud, hvor tidligt, |
| 100 | Hvor snart de skulle briste. |
