 | |
| |
| Man sætte Hjerte for, man sætte Hjerte bag, |
| En Tyv er dog en Tyv, det er en afgjort Sag. |
| Wessel |
| |
| Bekjendt er Amor jo; det slemme Skarn! |
| Man ham afmaler som et deiligt Barn |
| Med Piil og Bue, samt med store Vinger; |
| Men det jo næsten som en Fabel klinger, |
| 5 | Hvor kan man tro han saadan vilde gaae, |
| Nei, Gud bevares! han har Klæder paa; |
| Og for hver Gang han et Partie vil stifte, |
| Saa veed han snildt sin hele Dragt at skifte. |
| Den unge Pige allerhelst ham seer |
| 10 | Klædt, som Student, hvad eller Officeer; |
| Og disse, ja, det falder nu saa lige! |
| De see ham atter allerhelst som Pige. |
| I Grunden er han, ja, fra Taa til Top, |
| En Tyveknægt, der burde klynges op. |
| 15 | — Den første Gang jeg saae ham for mit Øie, |
| Var jeg endnu en Dreng og gik i Trøie; |
| Jeg leged' Skjul med nogle andre Børn, |
| Ved Plankeværket stod en Rosentjørn, |
| Der krøb jeg ind, man kunde mig ei finde, |
| 20 | Thi ganske stille sad jeg jo derinde; |
| Da kom vor Naboes Lise — og hvad meer? |
| Vor Indqvartering — han, den smukke Officeer! |
| Men hvad de talte om, det veed jeg ikke, |
| Kun saae jeg alle Roserne at nikke, |
| 25 | Og midt i een af dem, som hang |
| Ud over Plankeværket — tænk en Gang! |
| Der sad — ja ganske underligt det klinger! |
| Der sad en Officeer, knap som en Finger, |
| Med Knebelsbarter, Sabel og Kasket, |
| 30 | Der ligned' Officeren paa en Plet! |
| Jeg saae, hvor Rosen gyngede i Vinden, |
| Saa at den Lise slog paa Næsen og paa Kinden, |
| Derfor den store Officeer den brød, |
| Og Lise tog den, men var ganske rød. |
| 35 | Vips, fløi en Sommerfugl paa smukke Vinger, |
| Det Amor var — og med sin lille Finger |
| Han bød mig være taus med hvad jeg saae; |
| Thi der blev kysset, og jeg saae derpaa! |
| Jeg siden traf den lille Amor ofte, |
| 40 | Snart var han silkeklædt, snart i en Vadmels Kofte; |
| Men jeg, som ældre, mærkede nu snart, |
| At, hvad han gjorde, var just ei saa rart, |
| Thi lovede jeg høit, i hvor det vilde gaae, |
| Paa mig han skulde aldrig Fingre faae. |
| 45 | Det svoer jeg høit, den Tid jeg gik til Præsten, |
| Og nu — ja, vil I bare høre Resten! — |
| — Ved Bondebyen, hist hvor Præsten boer, |
| Er der en Hasselskov, den er ei stor, |
| Men Øiet taber sig i Jordbær-Vrimlen, |
| 50 | Der kom jeg just i Dag, — høit Solen stod paa Himlen, |
| Bag Buskene en Bondedreng jeg saae, |
| Der gik og samled' Jordbær paa et Straae, |
| Jeg samled' selv mig Haanden fuld og spiiste; |
| Den Lille mig sit fulde Græsstraae viiste, |
| 55 | Og som vi stod', kom vi i Passiar; |
| Da var det, som man mig i Hjertet skar, |
| Jeg blev saa løierlig — høit lo Krabaten, |
| Thi Bondedrengen var den lille Satan. |
| Det var ei Jordbær, nei! men Hjerter smaae, |
| 60 | Han alle havde trukket paa sit Straae; |
| Det mærkede jeg nu, og mellem disse, |
| Mit eget arme Hjerte var tilvisse! |
| Jeg skjændte, græd og bad, men høit han lo, |
| Og svarede mig kun et kort: „jo, jo! |
| 65 | See, disse Hjerter jeg i Dag har faaet, |
| Og dit, det er det sidste her paa Straaet.“ |
| Paa disse Ord især han lagde Vægt, |
| Og løb saa bort, den slemme Tyveknægt! |
| Jeg løb saa godt jeg kunde, strax bag efter, |
| 70 | Og skreg, og skreg igjen af alle Kræfter, |
| Men altfor snart han mig af Øie kom. |
| Nu kan jeg tænke, løber han vel om, |
| Fra Dør til Dør, med sine stjaalne Hjerter, |
| Og hvad især der allermeest mig smerter, |
| 75 | Faldbyder mit til baade den og den; |
| Nu maa jeg see at stjæle det igjen! |
| Hvis ingen kan og vil mig et forære? |
| Thi hjerteløs, det kan jeg ikke være! |
