 | |
| |
| Tanker i vingede Flugt, jeg skimter liig svømmende Lande, |
| Og som de svæve forbi, tegner jeg dristig dem ned! |
| C. Hauch |
| |
| Et Syn jeg saae paa Tankens stærke Strøm, |
| Det var saa klart, det var ei nogen Drøm! |
| Det var et Syn, der males ei ved Ord. |
| Jeg saae vor Jord |
| 5 | Fra Tidens første Pulse-Slag, |
| Til Dommens sidste, store Dag. |
| — Alt var en giftig Dunst, der var ei Liv at haabe, |
| Men Kraften bød, og Taagen blev en Draabe, |
| Een Draabe kun, men dog en Verden stor, |
| 10 | En Verdens Kugle, hvor |
| Sig Liv udvikled', og igjen de faste Former brast |
| Og blev en Grundvold fast, |
| I Bølgen dybt begravet; |
| Da steeg, som nøgent Skjær, det første Bjerg af Havet. |
| 15 | Det nøgne Skjær blev til en Ø, med Græs og Krat, |
| Og Øen blev et Fjeld i Bølgen sat, |
| Der rundt om sig saae atter Øer stige; |
| Saa steeg fra Bølgen frem det første Verdens Rige. |
| Og Alt var Liv og Blomst og Frugt; |
| 20 | Gud saae det selv og fandt det viist og smukt, |
| Og skabte Mennesket. — Jeg saae den første Mand, |
| Og Alt var Duft og Sang paa Bølge, Luft og Land; |
| Men hvad han følte, alle Hjertets Drømme, |
| Mens ene han gik over Tidens Strømme, |
| 25 | Steeg, som en Verden, fuld af Aandens Glæder, |
| Høit mod hiint Land, hvor intet Øie græder. |
| — Det er ei godt at Mennesket er ene, |
| Det vidste Gud, og som fra Bøgens Grene |
| Udvoxer Green, og atter Blad ved Blad, |
| 30 | Saa samled' sig et Folk, — og Folket skiltes ad; |
| Og der blev Krig og Fred, |
| Og der var Haab og Sorg og Kjærlighed. — |
| Jeg saae min Nutid komme og forgaae, |
| Og mangen Gaade opløst for mig laae; |
| 35 | Men Verdens Lande kjendte Øiet neppe, |
| Thi mangen Stad blev nu en øde Steppe, |
| Og manget Land blev Sø, og Søer atter Land, |
| Og Byer reiste sig fra Strand til Strand; |
| Kunst blev Natur; |
| 40 | Og Aanden kjendte ingen jordisk Muur; — |
| Alt var udviklet, Alt var moden Frugt. |
| Her til, og ikke meer, gik Støvets Flugt! |
| Alt Jordisk ældes maa, hver Sol, hver Stjerne, |
| Det Nære og det Fjerne; |
| 45 | Alt sagtne vil sin Gang, dets Kraft vil standse! |
| Jeg saae det visne hen som Blomsterkrandse. |
| Ei længer svulmede det stolte Hav, |
| Der kom ei Blomst, ei Græs — Alt var en Grav, |
| Hvor ingen Luftning steeg og svandt igjen; |
| 50 | Selv Solen blev en Kugle, uden Glands; |
| Som Taage hang den stolte Stjernekrands; |
| Alt smuldrede hen. |
| Og Mennesket — hvert Øie maatte briste! |
| Jeg saae den sidste, |
| 55 | Det sidste Menneske paa Jordens store Grav, — |
| Og da nu han tillukkede sit Øie, |
| Fløi ingen Tanke mere mod det Høie, |
| Men Alt var Chaos i det store Himmel-Hav. |
| Men Chaos svandt, som Støv-Gran, for mit Blik, |
| 60 | Og hver en salig Aand til Gud indgik, |
| Og Alt var Gud, og Salighed — og Myriader, |
| Og Himlen sang: „Halleluja, vor Fader!“ |
