 | |
| |
| Da jeg fik dem |
| Skiønne, kielne Roser! visner ikke! |
| Blomstrer trygge her hos eders Ven! |
| Eders spæde Torne frit ham stikke, |
| Eders Duft helbreder ham igien! |
| 5 | Eders kielne Spyd omsonst ham true; |
| Gierne lider han, hvad Amor leed, |
| For i eders Purpursmil at skue |
| Billedet paa skiøn Uskyldighed. |
| |
| Skiønne, kielne Roser! visner ikke! |
| 10 | Dufter indtil Dagens Ende sødt! |
| Dufter end i Nattens Øieblikke, |
| Naar Naturens sidste Smil er dødt! |
| Solen atter frem i Morgen iler, |
| Og opvarmer mildt den kolde Luft; |
| 15 | Naar dens første Blik til Jorden smiler, |
| Lad det vække mig i eders Duft! |
| |
| Da de visnede |
| Røde Roser! Eders Purpur blegner; |
| Hvide Roser! Eders Snee blev graa. |
| Ak! saa falmer, svinder, mattes, segner |
| 20 | Al den Skiønhed, Solen blomstre saae. |
| Roser! Eders sidste Smil mig minder |
| Hendes Smil, hvis Haand I blomstred' i; |
| Ogsaa dette Smil engang forsvinder! |
| Grumme Roser! ak! hvi visned I? |
| |
| 25 | O! vi haabede den stolte Lykke, |
| Tryllet sødt i hendes Haand af Lyst, |
| Hendes skiønne, skyldfrie Barm at smykke, |
| Og engang at døe paa hendes Bryst! |
| Ak! vi maatte hendes Smil forlade; |
| 30 | Og af hendes Haand modtog os du; |
| Grumme! derfor falme vore Blade. |
| Grumme Sanger! derfor døe vi nu. |
