 | |
| |
| Ulykkelige Stad for alle dem, der findes |
| Paa noget Krønnik-Blad, saa vidt Europa mindes! |
| Du fordum beste Havn, hvor est du siunken hen, |
| Og lod os bar dit Navn, ja Skyggen kun, igien. |
| 5 | Du havde, Lissabon, en Glands som største Stierne, |
| En Vext som Libanon, en Grund som Mandel-Kierne, |
| Dit Land som Canaan med lifligst Frugt og Brød, |
| Saa nydelig som Mann, og beste Honning flød. |
| Syv Bierge var din Stavn, og vilden Hav din Lykke, |
| 10 | Du Freden sad i Favn, som Demant i sit Smykke, |
| Din Arm var Skib paa Fart, du fisked' med omkring, |
| Og fik saa drøy en Part af alle Verdens Ting. |
| Du laae som mit i Skiel af Jordens Landemerke, |
| Saa magelig og vel for baade Læg og Klerke, |
| 15 | Din Vold var Tajo Flod, hvorpaa dig Dag og Nat |
| To Porte aaben stod til heele Verdens Skat. |
| Saa blank, som Himlens Pool i Vinters klare Tider, |
| Gik Glandsen af din Stoel til Jordens begge Sider, |
| Det var din Lykkes Tegn, hvoraf ey mange veed, |
| 20 | I din Regierings Egn gik Solen aldrig ned. |
| Hvad giorte dig saa sort? du favrest Træ i Lunden, |
| Hvad tog dig Lyset bort, ja midt i Middags Stunden? |
| Hvor tabte du saa heel din Herlighed og Glands, |
| Du deyligste Juveel i din Europæ Krands? |
| 25 | Hvad dig har kiendt i Fryd paa Lykkens høyest Sæde, |
| Forfærdes for din Lyd, og hielper dig at græde, |
| Din beeske Jammer-Stand beklager Hav og Jord, |
| Dig ynker Mark og Strand fra yderst Lapp og Moor. |
| Løft op med Tusind Taar din beeske Enke-Tone, |
| 30 | Du fik den sorte Baar i steden for din Krone, |
| Den første Vinter-Dag har tæret ald din Høst, |
| Og kast dig som et Vrag paa Dødsens vilde Kyst. |
| Din Dag, hvad Dag? o ney din Trængsels Nat den sorte, |
| Da baade Lys og Vey om Morgenen blev borte, |
| 35 | Den Dag skal staae blant dem, som Babel overfaldt, |
| Og som Jerusalem forstyrret har og qvalt. |
| Ja! Hvad? i dette var den haardere end hine, |
| Som Pilen fløy, saa snar dig treffed Dødsens Pine, |
| Som Strikken Fugl paa Qvist, saa greb dig Fødsels Vee, |
| 40 | Hvor ey af Rednings Frist var Øyeblik at see. |
| |
| Knap var Guds Helgens Fest begyndt med alle Klokker, |
| Folk som de kunde best i Kirkerne sig flokker, |
| I samme Øyeblik de vakler som et Baad, |
| Og Sangens Lyd forgik i Bævelse og Graad. |
| 45 | Som tusind Stykkers Knald man hørte under Jorden, |
| Med Domren, Slag og Skrald af fæle Afgrunds Torden, |
| Hver Pille gik som Rør, og Sveden overalt, |
| Som Draaber naar det tøer, af hvert et Ansigt faldt. |
| Som Træets høye Top, naar den maae Vinden fire, |
| 50 | Saadan gik ned og op de sterk forgyldte Spire |
| Paa Sogne-Kirkerne, som siges at de skal |
| Just være tredive og syv dertil i Tal. |
| Hvad tænkte de som saae Palladser sank i Stave, |
| Og Slot og Taarne staae, som drukne naar de rave, |
| 55 | Her Lyd af Veg, der faldt nu et nu andet Sted! |
| Der Skraal af dem det galt, som gierne fulgtes med! |
| Den Nød, de fandt, var stor, men den, de frygted, større, |
| Her fløy de ud af Chor og alle Kirke-Dørre, |
| Men det var dog kun faa, som Livet fik forvart, |
| 60 | Da Huus og Kirker paa de fleste kom forsnart. |
| Thi da det store Stød i Jordens skiulte Render |
| Med Lynet giennembrød til alle Verdens Ender, |
| Saa giorde samme hist og her i Høyden Brud, |
| Men Liss'bon fik forvist det rette Bane-Skud. |
| 65 | Det var, som Hekkenfeld brød ud med sine Strømme, |
| Og Afgrunds hele Veld sig vilde her udtømme; |
| Men hvad kand lignes mod den Bævelse, det gav, |
| Da Jorden først oplod sin Mund som bondløs Grav. |
| O Gud! den Banken af Samvittighedens Hammer! |
| 70 | Og hvilke Stød det gav, at see kun disse Flammer, |
| Da Jordens Strube sleed alt hvad der forekom, |
| Som Fisken Jonam, ned udi sin fæle Vom. |
| De Folk i Stole sad, og de som laae i Grave, |
| Sank ned og fulgtes ad i Jordens Bug og Mave; |
| 75 | Guld, Purpur, Steen og Træe, det var som Høe og Halm, |
| Ja baade Folk og Fæe, i denne Ild og Qvalm. |
| De beste Venner saae hverandre an som Døden, |
| Jo fleer dem rørte paa, jo svarere var Nøden. |
| Hver syndig Tiidsfordriv, Folk før tilhobe fik, |
| 80 | Nu giennem Siæl og Liv som tusind Pile gik. |
| |
| O Naadens Tiid, som her saa let gaaer over styre, |
| Hvad varstu nu saa kiær, hvert Øyeblik saa dyre, |
| Nu var det ikke som utidigt, at man før |
| Til Gud sig vendte om, end Siælen skal paa Dør. |
| 85 | Hvad veed vi lidet dog, vi Støv og Orme-Føde, |
| Hvad os, som arme Skrog, uventeligt kand møde, |
| Da Morgen var saa bliid, man tænkte lidt at see, |
| Hvad her for Aftens Tiid ja Middag skulle skee. |
| Hvem liden eller stor er kommen sligt i Sinde, |
| 90 | Sin Grav i Stuen, hvor han aad og drak, at finde, |
| Det dog saa stor en Part i Dødsens Angest saae, |
| Ja hvad end meer er svart som Død at tænke paa: |
| En Deel var midt udi den Fare meer forvoven, |
| End Folk i Barbarie, ja Ulvene i Skoven, |
| 95 | Hvad denne svare Ild og Jordskiælv ey har skiændt, |
| Har Folk som Ellevild og rasende forbrændt. |
| Ja naar der nogle laae med Demant Smykk' i Ørne |
| Og gyldne Ringe paa, da plyndred' disse Biørne |
| De arme Døde af, ja hver en Siug og Qvest, |
| 100 | Og giorte Byens Grav til grusomst Røver-Nest. |
| Det allerverste var, (som skiændigt er at sige) |
| Med Guld de Ører skar og Fingre af tillige, |
| Saa mangen nyligst riig, har ikke nu et Sted, |
| At ligge syg og Liig, som fattigst Folk, i Fred. |
| 105 | Her hørtes oven paa og under Jorden skrige, |
| De store og de smaae, de Arme og de Riige, |
| Dog der var ingen Trøst om mindste Hielp at see, |
| Men kun den fulde Høst af Jammer Ach og Vee. |
| Fløy Moder ud i Hast med nogle Børn paa Gaden, |
| 110 | Gud veed hvor de blev kast blandt Vand og Ild i Staden, |
| De andre hiemme vreed sig som en Aal paa Ryst, |
| Men nogle laae og sled paa døde Moders Bryst. |
| Ja! ja! man bliver ved og Naadens Aand bedrøver, |
| Mens Guds Langmodighed saa lenge lenge tøver, |
| 115 | Men inden man veed af, er Dommen der saa sort |
| Som Nat og Storm og Hav, og skyller Alting bort. |
| Gud er vel kommen før, og dog blev holdt tilbage, |
| Ham mødte da i Dør de spædes Børne-Klage, |
| Naar det ey hielper, saa er Syndens Maade fuld, |
| 120 | Da agtes aldrig paa Stand Alder Kiøn og Kuld. |
| Her var ey Lærd ey Læg, hinanden trøste kunde, |
| Men Himmel-Skrig de skreeg udi hverandres Munde, |
| En Ynk at see dem staae i Støv og Røg og Stank, |
| Men tænk, hvordan de saae, imidlertiid de sank. |
| 125 | I denne ene Nød var ald Ægyptens Plage, |
| Ja mange Slags af Død i hver Minut at smage, |
| Hvad den, der kunde ey i mange Dage døe, |
| Hvad den, der foer sin Vey til Afgrunds dumme Søe. |
| |
| Ach var mit Hierte, ach! mit Øye nu en Kilde, |
| 130 | Jeg bedre denne Sag med Graad forklare vilde, |
| Naar intet hielper meer, hvad er der da for Raad |
| For dem, som vidre seer? slet intet uden Graad. |
| Kand Liss'bon dine Hug, kand dine Angest-Sukke, |
| Kand dine Taarers Dug os Øyet ey oplukke, |
| 135 | Saa maa vi frygte, at Forhærdelsen er stor, |
| Og Dommen har os fat i Snaren før vi troer. |
| Ach skulde det i sær ey Siæl og Hierte røre, |
| Ja skierpe hos enhver i Kirken Sind og Øre, |
| At tænke grundelig paa denne Kirke-Gang, |
| 140 | Da Meenigheden sig hver selv i Graven sang. |
| Ja hvad at have seet, hvor smaae de store bliver |
| For HErrens Majestet i saadan siunlig Iver, |
| Hvor læt han med et Ord kand fælde dem som Høe, |
| Og dette Orme-Foer blant anden Aske strøe. |
| |
| 145 | Folk gaaer i Verden om saa sikker og forvoven, |
| Som var der ingen Dom og ingen Gud deroven, |
| Om der er ogsaa ret en Himmel eller ey, |
| Derom de lige let kand sige Ja og Ney. |
| Da kand den gode Gud ey komme dem i Tale, |
| 150 | De arme Mulvarp-Skud foragter Bierg og Dale, |
| De tage af Hans Ord ey mere end de vil, |
| Som hørte Hav og Jord dem selv allene til. |
| Naar denne Ørne-Art faaer voxen Kloe og Vinge, |
| Til Luftens Herre Fart, da trøste Gud de ringe, |
| 155 | Da kommer Straffen nær, men vee den stolte Bye |
| For Ondskabs og i sær de Armes Raab i Skye. |
| Da maa Gud fare ned og give sig tilkiende, |
| Og kaste Trodsighed, som Babel, over Ende, |
| At ey den Tidsel-Ax skal raade overalt, |
| 160 | Og Hveden blive strax og allevegne qvalt. |
| Det første Huus der faldt: (saa siger Postens Blade) |
| Der hedde det Gevalt, og Sagen Josephs Skade; |
| Just hvor Uskyldighed saa tidt har grædt sig blind, |
| Der brød paa dette Sted Guds Vredes Grumhed ind. |
| 165 | Det stod ey lenge paa med disse mange Huse |
| At bryde som et Straae, og ned i Jorden knuse, |
| Som Avnene for Vind saaledes gik det her, |
| Da HErrens Magt slog ind fra Verdens fire Vær. |
| Hvor HErrens Frygt er glad, Uskyldighed fornøyet, |
| 170 | Ja da er saadan Stad til Himlen selv ophøyet, |
| Ald Verdens Sverd og Brand, ald Helved Magt og Raad, |
| Ey saadan trykke kand, som undertryktes Graad. |
| Da Israel maatt' gaae i Babylon at græde, |
| Og hun de Taarer saae med en hovmodig Glæde, |
| 175 | Selv Balthasar hans Sind var overgiven frek, |
| See! da kom Haanden ind med Dødsens Pen og Blek. |
| O arme Støv og Muld! du glemte dig at bryste, |
| Og skulde pinefuld i Øyeblikket ryste, |
| Ja skielve som et Løv og daane for hans Fod, |
| 180 | Om kun det mindste Støv Gud sendte dig imod. |
| Hvad var det vel, som hist kom Liss'bon til at beve, |
| En Damp, en liden Gnist blev tændt i Jordens Reve, |
| Det var ey nødigt her, at faae for Tønder Guld |
| Folk, Skibe og Gevær, at kaste dig omkuld. |
| 185 | Her mynstres ey Armee, her tændes ingen Bommer, |
| Som Døden selv at see, naar de i Luften kommer, |
| En Gnist giør Vinden heed, strax ringler som i Rad |
| Castell og Kirker ned, Muur, Slot og hele Stad. |
| O hvor fortabte stod' da alle frekke Sinde, |
| 190 | Da bare Luften lod sig i sin Harnisk finde. |
| Hvert Huses Fald og Slag, ja mindste Vind der kom, |
| Var som den sidste Dag var ringet ind til Dom. |
| Dog bød Gud uden det, at alt Naturens Rige |
| Det skulde nu med et den arme Stad bekrige, |
| 195 | Hvert Creatur var vendt, som Bue, dem imod, |
| Og hvert et Element vild' drikke deres Blod. |
| Thi som han før dem lod med Velstand oversvømme, |
| Saa kom nu fulde Flod af alle Jammers Strømme, |
| Naar Varmen længe staaer i Tvillings blide Tegn, |
| 200 | Igien vi dobbelt faaer af baade Blæst og Regn. |
| |
| Ved slige Himlens Tolk man skulde jo formode, |
| At allehaande Folk paa heele Jordens Klode |
| Paa Timen satte sig i Bedrings Aske ned, |
| Med samlet Graad og Skriig mod Himlen Hænder vreed. |
| 205 | Man vented' det i sær af dem i Christenheden, |
| Da Plagen er saa nær, at efterjage Freden, |
| Med et beængstet Sind at søge Naadens Favn, |
| Og naae ved Troen ind i JEsu Vunders Havn. |
| De Folk i Nin've Stad ved faae Ord lod sig vække, |
| 210 | Laae strax for Gud og bad og græd og skreeg i Sekke, |
| Utallig meer vi har af Livsens Ord end de, |
| Og, ja ald Verden klar Guds grumme Riis kand see. |
| I denne sidste Tiid er Kundskab saare megen, |
| Ja baade Kunst og Fliid til ald Forundring stegen, |
| 215 | Alt got! saa sandt som vi velsigner Gud derfor, |
| Og kysser derudi hans milde Forsyns Spor. |
| Men kand vi ogsaa det om Christi Kundskab sige, |
| Det nødige er et, og bør for aldting stige, |
| Elendig Viisdom som vel voxer Nat og Dag, |
| 220 | Men agter lidet om den ene store Sag. |
| Naar Luften sort og suur et farligt Vær forkynder, |
| Umælend' Creatur sig strax til Hulen skynder, |
| At søge Sikkerhed, hvor Faren er at see, |
| De kloge Folk ey veed, men nok det dumme Kree. |
| 225 | Den Fliid som bliver brugt til Jorden at forbedre, |
| Og mere sammes Frugt, bør frilig hver at hædre, |
| Naar først Guds Rige og Retfærdighed er søgt, |
| Thi Huset ellers dog paa Sandet bliver bygt. |
| Hvad om vi Marken fik saa frugtbar som vi vilde, |
| 230 | Og den med Liss'bon gik, og skundsed' som en Kilde, |
| Hvad om og Jorden end, saa længe vi, bestaaer, |
| Vi falde dog i den, ey veed hvad Time naar. |
| Hvad heeder den Forstand, hvis høye Sigt og Sinde |
| Seer Gud i mindste Grand, og kand ham dog ey finde, |
| 235 | Som selv indbilder sig foruden Christi Troe |
| At nyde inderlig den rette Siæle-Roe. |
| Det heder Hedensk klog, ey meere end det samme; |
| Men Christne skulde dog sig ret i Hiertet skamme, |
| Som ey ved Naadens Glands og Ordets Himmel-Skin |
| 240 | Kand komme ret til Sands og Livets sande Trin. |
| Hvad er den Viisdom liig, som sig saa skiøn indbilder, |
| At den giør klog og riig, men Saligheden spilder? |
| At den er frie, dog Jord (dens glimre Lyst og Pragt) |
| Har over den saa stor ja ret tyrrannisk Magt. |
| 245 | Bort Verden med din Gud, som Rust og Møll opæder, |
| Og døer ved Dødens Bud med alle dine Glæder, |
| Ja da ey slipper dig alleene saa forladt, |
| Men piner ynkelig i Evighedens Nat. |
| |
| O Lissabon! hvo var paa Verdens Jord din Lige? |
| 250 | Du havde gyldne Kar og Sølv som Sal'mons Riige, |
| Ja før du fløy din Vey, og sad endnu i Fred, |
| Hvor mangen ønskte ey at være i dit Sted. |
| Din Lykkes Morgenskiær fra fordum Tiid begyndte, |
| To heele Verdener de stræbte dig at pynte, |
| 255 | Du derfor kunde nok med Demant smykke ud |
| Hver Konge-Ring og Stok, Sverd, Krone, Spiir og Brud. |
| Din Circul gik omkring paa heele Jordens Klode, |
| Du vandt saa store Ting med din Brasilisk Flode, |
| Hvad under, du blev kiendt, saa meget vel i Stand, |
| 260 | Da Kiernen dig blev sendt af Verdens beste Land. |
| Din Havn var dyb og viid paa mange Miil' og Favne, |
| Dog trang som Markets Tiid, hvor alle vilde havne, |
| Her gik din' Anker-Tov bestandig ned og op, |
| Og for dig laae en Skov af Masters Seyl og Top. |
| 265 | Du varst saa fiin og glat, som Guld og Perle-Smykke, |
| Saa deylig sammensat af Kunst og Fliid og Lykke, |
| Som i din Eye gik til allerstørste Flor, |
| Men i et Øyeblik herfra som Skyggen foer. |
| Gaaer Skibet, Noah Ark, med spendte Seyle-Vinger, |
| 270 | Som Bierne i Mark blant Blomsterne sig svinger, |
| De sanker flittig, men dog tidt til andres Tand |
| Og har til sidst igien kun Stank og Røg og Brand. |
| Ald Verden med dig snart har samlet til din Kage, |
| Og ligesom havt Part i dine gode Dage, |
| 275 | Snart blev din Bie-Stok fuld, du skiønne store Bye, |
| Af Perler Sølv og Guld, snart og en Røg i Skye. |
| Hvad maatte nok dit Land Extrema dura hede, |
| Hvis Frugtbarhed din Stand har kundet ret udbrede, |
| Men mindte dig og dem, som gaaer saa høyt i Vær, |
| 280 | Til Modenheden frem, at Seglen den er nær. |
| Ja! Ja! det har den Art med Velstands fulde Maane, |
| Tit Lyset meest er klart, naar det vil til at daane; |
| Naar deyligst Sommer Dag er usædvanlig heed, |
| Da har vi Torden-Slag fra Himlen, før vi veed. |
| 285 | Thi bør vi her at gaae, som de der Afskeed tage, |
| Det kommer hastig paa med Høstens knappe Dage, |
| Som Solens Straaler stod paa Liss'bons Taarne blank, |
| Kort før de faldt fra Rod, og ned i Graven sank. |
| Tre gang ti tusind sank af Huuse, af Pallatzer, |
| 290 | Og resten var en Stank af sorte øde Pladser, |
| I nie Minutters Tiid man saae den store Stad |
| Først som en Brud, saa bliid, og siden som et Rad. |
| De fleste fore hen som Ild i Krud saa fage, |
| Der blev en Deel igien de andre at beklage, |
| 295 | Og sige Folk, som gaaer i Tiden sikkre fort, |
| Hvorledes Hiertet slaaer for Evighedens Port. |
| |
| Men hvad er det for Art af Folk vi her maae høre, |
| Som nøder Gud saa hart en fremmed Ting at giøre, |
| I steden for at faae hans søde Kierlighed, |
| 300 | Ham tvinger til at slaae ja ret i Afgrund ned. |
| De arme Folk, som gaaer i Hedenskabet blinde, |
| Sit ogsaa fik og faaer af disse Stød at finde, |
| Dog bør at merkes, hvor hun aabned' først sin Mund |
| Saa høyt den vrede Jord, det var jo Christen Grund. |
| 305 | Ved saa uhørlig haard og pludselig en Plage, |
| Vi nok en Vending faaer i Verdens sidste Dage, |
| Fra Noah Jord blev tør og Plov paa hende ført, |
| Ey slige Jordskiælv' før er under Himlen hørt. |
| Saa gaaer vel fleer' i Grund, hun har vel mangen Syster; |
| 310 | Det er med Plagens Stund, som naar man Træet ryster, |
| Som naar Propheten saae først Babylon i Bad, |
| Saa fulgte Moab paa og andre fleer i Rad. |
| Saa seer, I høye Træer! Guds Øxe lagt ved Roden, |
| Gid ikke fiern og nær, var meer til Straffen moden, |
| 315 | End bæver Jorden! Vee! hans mange Piles Maal, |
| Og hvo der faaer at se hans Vredes store Skaal. |
| I store Stæder, som med hende før har handlet, |
| Der nu er reent vendt om og i et Speyl forvandlet, |
| Ach speyler Eder da i Lissabons Gestalt, |
| 320 | Og henter nu derfra den sande Viisdoms Salt. |
| Lad Lissabon! din Soed den gandske Verden lugte, |
| Og hvad vort høye Mod og korte Lyst kand frugte, |
| Ja hvo dit Sølv og Guld har blindet med sin Glands, |
| Maatt' komme i din Muld og Røg igien til Sands. |
| |
| 325 | Vi grue maa saa tidt vi høre Posten blæse, |
| Af got han har saa lidt fra Landene at læse; |
| Her flyder man i Graad for HErrens Vredes Riis! |
| Der er man Vild og Kaad paa første Verdens Viis! |
| Imidlertid man seer forfærdelige Domme |
| 330 | I Verden meer og meer at true, ja at komme, |
| Saa voxer Syndens Straf, men Synden ligesaa, |
| Paa baade Jord og Hav, hvad der vil følge paa? |
| Det er en suur Comet i vores Tiid oprunden, |
| Som aldrig bliver seet, før Riset alt er bunden, |
| 335 | Men saa skal denne Jord selv være Vidne til, |
| Ja alle Himle, hvor Gud nødig straffe vil. |
| I Bierge agter paa og hører HErrens Trætte, |
| Hvorledes han maae gaae med Christne Folk i Rette! |
| Da han saa gierne vil dem unde Himle-Stand, |
| 340 | Saa nøder de ham til at sette dem i Band. |
| Saa staalehærdet mod saa meget got at nyde, |
| Vel maatte Christen Blod, ja Stok og Steen fortryde, |
| En Oxe kiender jo sin Herre, ja en Hund, |
| Hvad er han den dog troe, som fylder ham hans Mund. |
| 345 | Hvad fik Gud for saa rar og stor en Gave: Livet, |
| Og hvad han dertil har saa overflødig givet, |
| Hvad, for han os har fried af saa utallig Nød, |
| Og saadan deylig Tiid lod regne os i Skiød. |
| Var det for lidet til et kræsent Barn at degge, |
| 350 | Han vilde, ja han vil end saa og saa tillegge |
| Af Glæde, ja af alt hans rige Huus og Bord, |
| Om vi til Fode faldt, og kyssed' Livsens Ord. |
| Men setter vi saa frit vor Salighed til Side, |
| Og falder Døden midt i Struben før vi vide, |
| 355 | (O Vee! de vide Spor ey anden Ende faaer) |
| Hvad fik da JEsus for hans mange mange Saar? |
| Folk har fortørnet Gud, fortient en evig Vrede, |
| Saa sender han sit Bud, som skal saa flittig bede, |
| De jo maae komme snart i JEsu søde Navn, |
| 360 | Han har giort alting klart, og løbe ham i Favn, |
| Gud byder frem sin Søn, sin Aand, sin Fred, sit Rige, |
| Hvo kand den Naade-Løn i Evighed udsige, |
| Naar Gud nu faaer kun Stank og ingen lyde vil, |
| Hvad Under: Jorden sank, ja hele Himlen til! |
| 365 | Jo! sandelig den Dom maae nok, som de har prøvet, |
| Der var i Lissabon, os kaste ned i Støvet, |
| At vente større, end som disse, Syndsens Straf, |
| Ja! eller bede den i JEsu Vunder af. |
| Den Regning den er snart, ja meget læt at giøre, |
| 370 | Guds Ord, som vi, saa klart de aldrig fik at høre. |
| Merk dette og bliv klog du Christen Folk i Nord! |
| De fik, dem HErren slog, knap Smuler af dit Bord. |
| Den Svend, som ey har tient saaledes, som han skulde, |
| Skiønt han har aldrig kiendt sin Herres Sind til fulde, |
| 375 | Naar han faaer Slag paa Kind den anden dette seer, |
| Som veed sin Herres Sind, dog agter det ey meer. |
| Hvad naar han griber Skaft til denne Knegt i Harme |
| Af ald sin Næves Kraft ham Lænderne at varme; |
| Gik det med Sodoma og med Gomorra saa, |
| 380 | Hvor vil Coratzin, ja Capernaum bestaae? |
| |
| (1755) |
