 | |
| |
| Der var en Prins. Og der var en Gang |
| en Vise om Himperigimpe, |
| om en gammel Himpe, en gammel Gimpe, |
| en ældgammel Himperigimpe. |
| 5 | Men Ordet har ingen Klang, |
| og Visen er temmelig lang. |
| |
| De ypperste aander i Landet |
| skulde lære vor Prins et og andet, |
| som Kongesønner maa lære. |
| 10 | Snart kunde han skelne med Ære |
| i Rektanglet Hypotenus'en |
| og en Hest fra en Hestepære. |
| Han fægted, han pløjede Jus'en |
| og maatte hos Hofpræsten dyrke |
| 15 | sin sædelige Styrke ... |
| |
| Men Kongens Løjtnanter havde Forlov |
| at lære ham det, der er Sjov. |
| Og de lærte Prinsen en Vise, |
| hvis Omkvæd gjorde ham flov, |
| 20 | ja bragte ham rent til Forstening. |
| Han vidste jo ikke, at som der er Savn, |
| for hvilke man hverken har Ord eller Navn, |
| er der, omvendt, Ord uden Mening. |
| Han troede, de ansaa ham selv for en Himpe, |
| 25 | for en Gimpe, |
| for en Himperigimpe. |
| |
| |
| Det gik jo dog ikke, at Prinsen var dum. |
| Saa tog en Dame ved Dronningens Hof |
| sig for at lære ham alt i en Sum |
| 30 | — at tænde et Lys, i hvis Brydning |
| det hele fik en Betydning. |
| |
| Hun lærte ham Kyssenes Smærte |
| og Favntagets Balsam. Til sidst |
| (hun var et poetisk Hjærte) |
| 35 | skrev hun med Lune og List: |
| |
| „Min Prins er hvid og er rød, |
| hans aande er fin som Lavendler, |
| men Prinsen er nu til sin Død |
| fanget i Hofdamens Bændler“. |
| |
| 40 | Men Vers gjorde Prinsen koldblodig, |
| fordi hun jo ikke en Gang |
| havde tydet den tvivlsomme Sang. |
| |
| „Jeg lader dit Mundelæ'r rimpe, |
| jeg lader dit Mundelæ'r sy |
| 45 | og kysser i Morgen en ny, |
| du gamle Himpe, du gamle Gimpe, |
| du ældgamle Himperigimpe“. |
| |
| Hun svared ham uden en Klage: |
| „Min Prins vil komme tilbage |
| 50 | til den gamle Himperigimpe“. |
| |
| |
| Det hænder saa tit, at en Glose, |
| som egenlig mangled Forklaring, |
| blir stærk som en aabenbaring. |
| Da Livsproblemet er rasende tungt, |
| 55 | det gælder at finde et Udgangspunkt. |
| |
| Den klogeste tør ej bevise“ |
| at 2 Gange 3 giver 6, |
| og møder, hvorhen han sig vender, |
| det Ukendte, som kaldes X |
| 60 | — da hjælper en rask lille Vise, |
| som gør det til noget, man kender. |
| |
| Og da vor Prins havde lært den en Gang, |
| saa var nu den eneste Vise, han sang: |
| „en gammel Himpe, en gammel Gimpe, |
| 65 | en ældgammel Himperigimpe“. |
| Og vilde man komme og lære ham nyt, |
| saa sang han og indlod sig ej paa Dispyt. |
| Nu sagde han Gimpe om Jus'en |
| og Himpe om Hypotenus'en. |
| |
| 70 | Og Prinsen drog med Marinen paa Tog, |
| de sydlandske Skønheder gjorde ham glad. |
| Og Taler ham hilste paa fremmede Sprog |
| med Tidsrummets fineste Videnskab i |
| og Vers med al Nutidens ny Poesi. |
| 75 | Han takked for Blomster, han takked for Mad. |
| Men aldrig var han saa sejrrig og stor, |
| som naar han forklared de' Gutter om Bord ... |
| |
| „Det var jo bare en Himpe, |
| saadan en Gimpe, |
| 80 | en ældgammel Himperigimpe“. |
| |
| Og hvor han end var, i den stolteste Stad, |
| med Længsel i Sejlet tilbage han foer |
| til det ældgamle Hus, hvor en Hofdame sad, |
| der godt kunde været hans Moer. |
| 85 | Hvad sang for Viser? Han kvad: |
| „En gammel Himpe, en gammel Gimpe“ etc. |
| et cetera! |
| |
| Man saa med Bekymring, han arted sig vildt, |
| og alt, hvad man kostede paa ham, var spildt. |
| 90 | Han lærte den Sang til sin Broder, |
| til sin Søster, sin høje Moder. |
| Ja gift med en dejlig og sprænglærd Prinsesse |
| han ventede knapt, til et aar var ude, |
| saa kom han til Hofdamens Hovedpude |
| 95 | og sagde, at Hustruens Lærdom jo blot |
| var det Himperigimpe, han kendte saa godt. |
| |
| Og da han blev gammel, slog Vildskaben ud. |
| Han trodsed som Konge mod Grundlovens Bud. |
| Han spurgte sin Ven, sin Minister, |
| 100 | som stod ved Statens Ror, |
| hvad Grundloven var? — „Ak, Sire, |
| det er et usømmeligt Ord!“ |
| |
| Da lo Majestæten: — „En Himpe! |
| saa er det en gammel Gimpe, |
| 105 | en ældgammel Himperigimpe!“ |
| |
| * |
| |
| Hurra for Himpe og Gimpe, |
| Hurra for Himperigimpe! |
| Vi bryder os ikke Spor |
| 110 | om anden Visdom paa Jord. |
| Man lærte alle saa meget, |
| vi senere smed over Bord, |
| og mange synes, at Livet |
| er halvt et usømmeligt Ord. |
| 115 | Nu lad os da synge i Kor; |
| thi denne Prins, det er du, det er jeg, |
| som følger, trods bedre Belæring, |
| dæmonisk vor skæve Vej. |
| |
| Da Kongen laa paa sit sidste, |
| 120 | og Præsterne bad og besvor, |
| han røbed forbavset sin tilvante |
| Mening om Himmel og Jord: |
| „Det hele er bare en Himpe, |
| det hele er vel en Gimpe, |
| 125 | en ældgammel Himperigimpe ...“ |
