 | |
| |
| Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm, |
| Er ikke riig — ey heller alt for arm |
| Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig, |
| Og Væsenet, som den bør være lig! |
| 5 | Er Daarens Tilraab — Ærens tomme Skal, |
| Er Dynger af et glimrende Metal |
| Er gyldne Lænker — er en kronet Træl |
| Er Verden os saa vigtig, som vor Siæl? |
| Hvi sank din stærke Siæl afmægtig ned, |
| 10 | Du første Mand — dybt — til Ustadighed? |
| Hvi stodst du ikke stærk ved Almagts-Haand? |
| Hvi kom Adspredelser til Viisdoms-Aand? |
| Thi kun Adspredelser var Siælens Død, |
| Ved Vredens Røst blev Tankerne forstrød |
| 15 | Nu rave de forvildede omkring, |
| Blant gode og blant skadelige Ting. |
| Siel hold din Salighed! — nu har du den! |
| Men Støvet kalder dig fra Himmelen! |
| Chimæren sluger Støvet, som du saae! |
| 20 | Nu veedst du selv ey hvad du tænker paa! |
| Ak! — naar min Andagt — naar min Bøn er varm, |
| Naar jeg opløftet — høyt — i Naadens Arm, |
| Udbreder Gud — og føler himlisk Lyst, |
| Hvi kommer da Dorine til mit Bryst? |
| 25 | Og naar jeg fandt den rene Kierlighed |
| Den Ild, som ingen Viis tør rødme ved, |
| Hvi river da en Tanke af Homer |
| Min Siel fra den Helene, som jeg seer? |
| Ak! stadig var vor Tanke god og viis, |
| 30 | Og Sielen fandt — og blev i Paradiis! |
| Thi Eftertanken kiender Salighed |
| Den finder den men hæfter ey derved. |
| O Adams Barn! — o ulyksalige! |
| Hvi søger du da selv Adspredelse? |
| 35 | Hvi svimler du? — See Strudelen! — og skielv! |
| Betænk! — hvad er saa kostbart, som du selv? |
| Lyksalig den, som ey den vilde Klang, |
| Af fulde Glas — og ey Sireners Sang |
| Ey Guldets Troldoms Røst — ey Klirrende |
| 40 | Af Mordrisk Staal, og ey Herolderne |
| Ey falske Venners Hvislen — Usles Graad |
| Kiedsommeliges Gaben — Daarers Raad |
| Ey stærke Fienders Brøl — ey Svages Skrig, |
| Berøver Gud — og Lyst — og Sands — og Sig! |
| 45 | Velkommen Gift, som raser i mit Bryst! |
| Velkomne Harm, som reent fordrev min Lyst! |
| Og Mangel — du som togst min sidste Ven, |
| Velkommen! — thi du gavst mig, Mig igien. |
| Som Skaberen kun henter Fryd af sig, |
| 50 | Og uden andres Hielp er lykkelig; |
| Saa skal jeg ære Ham — og føle Mig |
| Og glemme Roes — og Guld — og Brøl — og Skrig! |
