##
Johannes Ewald
Da jeg var syg
Beatus ille, qui procul negotiis — Horat:

 
Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm,
Er ikke riig — ey heller alt for arm
Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig,
Og Væsenet, som den bør være lig!
5Er Daarens Tilraab — Ærens tomme Skal,
Er Dynger af et glimrende Metal
Er gyldne Lænker — er en kronet Træl
Er Verden os saa vigtig, som vor Siæl?
Hvi sank din stærke Siæl afmægtig ned,
10Du første Mand — dybt — til Ustadighed?
Hvi stodst du ikke stærk ved Almagts-Haand?
Hvi kom Adspredelser til Viisdoms-Aand?
Thi kun Adspredelser var Siælens Død,
Ved Vredens Røst blev Tankerne forstrød
15Nu rave de forvildede omkring,
Blant gode og blant skadelige Ting.
Siel hold din Salighed! — nu har du den!
Men Støvet kalder dig fra Himmelen!
Chimæren sluger Støvet, som du saae!
20Nu veedst du selv ey hvad du tænker paa!
Ak! — naar min Andagt — naar min Bøn er varm,
Naar jeg opløftet — høyt — i Naadens Arm,
Udbreder Gud — og føler himlisk Lyst,
Hvi kommer da Dorine til mit Bryst?
25Og naar jeg fandt den rene Kierlighed
Den Ild, som ingen Viis tør rødme ved,
Hvi river da en Tanke af Homer
Min Siel fra den Helene, som jeg seer?
Ak! stadig var vor Tanke god og viis,
30Og Sielen fandt — og blev i Paradiis!
Thi Eftertanken kiender Salighed
Den finder den men hæfter ey derved.
O Adams Barn! — o ulyksalige!
Hvi søger du da selv Adspredelse?
35Hvi svimler du? — See Strudelen! — og skielv!
Betænk! — hvad er saa kostbart, som du selv?
Lyksalig den, som ey den vilde Klang,
Af fulde Glas — og ey Sireners Sang
Ey Guldets Troldoms Røst — ey Klirrende
40Af Mordrisk Staal, og ey Herolderne
Ey falske Venners Hvislen — Usles Graad
Kiedsommeliges Gaben — Daarers Raad
Ey stærke Fienders Brøl — ey Svages Skrig,
Berøver Gud — og Lyst — og Sands — og Sig!
45Velkommen Gift, som raser i mit Bryst!
Velkomne Harm, som reent fordrev min Lyst!
Og Mangel — du som togst min sidste Ven,
Velkommen! — thi du gavst mig, Mig igien.
Som Skaberen kun henter Fryd af sig,
50Og uden andres Hielp er lykkelig;
Saa skal jeg ære Ham — og føle Mig
Og glemme Roes — og Guld — og Brøl — og Skrig!




Trykt 25. september i Adresseavisen, nr. 157, 1771.
• • •
Mottoet er den første linie af Horats ode om landlivets lyksaligheder, som siger „Lyksalig den, der fjernt fra døgnets værk.“




Har første korrekturlæsningHar anden korrekturlæsningHar tredie korrekturlæsningMangler kildeangivelseMangler sidehenvisninger






π