 | |
| |
| Agnete hun ganger paa Højelands Bro, |
| da kom der en Havmand fra Bunden op, |
| — haa haa haa - |
| da kom der en Havmand fra Bunden op. |
| |
| 5 | »Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig: |
| Og vil du nu være Allerkæresten min?« |
| |
| »O ja saamænd, det vil jeg saa, |
| naar du ta'r mig med paa Havsens Bund.« |
| |
| Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund, |
| 10 | saa førte han hende til Havsens Bund. |
| |
| Der var de tilsammen i otte Aar, |
| syv Sønner hun da ved den Havmand faar. |
| |
| Agnete hun sad ved Vuggen og sang, |
| da hørte hun de engelandske Klokkers Klang. |
| |
| 15 | Agnete hun ganger sig for Havmand at staa: |
| »Og maa jeg mig udi Kirken gaa?« |
| |
| »O ja saamænd, det maa du saa, |
| naar du kun kommer igen til Børnene smaa. |
| |
| Men naar du kommer paa Kirkegaard, |
| 20 | saa maa du ej slaa ud dit favre Guldhaar. |
| |
| Og naar du kommer paa Kirkegulv, |
| saa maa du ej gaa med din kær Moder i Stol. |
| |
| Naar Præsten nævner den høje, |
| da maa du dig ikke nedbøje.« |
| |
| 25 | Han stopped hendes Øren, han stopped hendes Mund, |
| saa førte han hende paa den engelandske Grund. |
| |
| Da hun kom paa den Kirkegaard, |
| da slog hun ud sit favre gule Haar. |
| |
| Den Tid hun kom paa Kirkegulv, |
| 30 | saa gik hun med sin kær Moder i Stol. |
| |
| Der Præsten nævned den høje, |
| hun monne sig dybt nedbøje. |
| |
| »Og hør du, Agnete, hvad jeg vil sige dig: |
| og hvor har du været i otte Aar fra mig?« |
| |
| 35 | »I Havet har jeg været i otte Aar, |
| syv Sønner har jeg ved den Havmand faa't.« |
| |
| »Og hør du, Agnete, kær Datter min: |
| og hvad gav han dig for Æren din?« |
| |
| »Han gav mig det røde Guldbaand, |
| 40 | der findes ikke bedre om Dronningens Haand. |
| |
| Han gav mig et Par guldspændte Sko, |
| der findes ikke bedre paa Dronningens Fod. |
| |
| Og han gav mig en Harpe af Guld, |
| at jeg skulde spille paa, naar jeg var sorrigfuld.« |
| |
| 45 | Den Havmand han gjorde en Vej saa bred, |
| fra Stranden op til Kirkegaardens Sten. |
| |
| Den Havmand han ind ad Kirkedøren tren, |
| og alle de smaa Billeder de vendte sig omkring. |
| |
| Hans Haar det var som det pureste Guld, |
| 50 | hans Øjne de vare saa sorrigfuld. |
| |
| »Og hør du, Agnete, hvad jeg siger dig: |
| og dine smaa Børn de længes efter dig.« |
| |
| »Lad længes, lad længes, saa saare de vil, |
| slet aldrig saa kommer jeg mere dertil.« |
| |
| 55 | »O tænk paa de store og tænk paa de smaa, |
| ja tænk paa det lille, som i Vuggen laa.« |
| |
| »Ret aldrig tænker jeg paa de store eller smaa, |
| langt mindre paa det lille, som i Vuggen laa, |
| — haa haa haa - |
| 60 | langt mindre paa det lille, som i Vuggen laa,« |
