 | |
| |
| 1. |
| Som Solen oprinder morgenrød, |
| Hvor Himmelens Fugle de sjunge, |
| Saa Israel steg af Havets Skiød, |
| Med himmelske Toner paa Tunge: |
| 5 | De sang om Hjelpen i Nødens Stund, |
| De sang om Veien paa Havets Bund; |
| Om Konge-Hæren, der sank som Bly, |
| De kvad i Sky. |
| |
| 2. |
| Da, blegnende for det røde Hav, |
| 10 | Dem rystede Pharaos Lure, |
| Paa Almagtens Ord for Moses Stav |
| Sig Bølgerne rejste som Mure, |
| I Dybet der blev en Kongevei, |
| Ægyptens Konge det hjalp dog ei, |
| 15 | For ham kun aabned det røde Hav |
| En bundløs Grav. |
| |
| 3. |
| Da midtveis i Hav var Kongens Hær, |
| Som Ørne hans Bannere svæved, |
| For Torden og Lyn i Morgenskiær |
| 20 | Dog Kæmperne dirred og bæved, |
| Da vendtes Vogne, da vakdes Gny, |
| Da kiendtes Herren, da skreges: flye! |
| Da lukde brat sig for Moses Stav |
| Det røde Hav. |
| |
| 4. |
| 25 | Da tabde sig Hyl i Bølge-Brag, |
| Det gik med Hærskarer tilgrunde; |
| Da hilste med Sang den unge Dag |
| Tihundredetusinde Munde; |
| Og aldrig glemmes det Morgengry, |
| 30 | Da Folkesangen lød høit i Sky |
| Til Himmel-Kongen, den Helt saa prud, |
| Den Guders Gud. |
| |
| 5. |
| Fra Kammer og Kor i Lys og Løn, |
| Det høres nu klart udsjunget, |
| 35 | At Christus er Guds og Davids Søn, |
| Af Abrahams Sæd udsprunget, |
| Hans Folk det var, som ved Moses Stav |
| Gik tørsko't over det røde Hav, |
| Hans Fædre var det, som sang i Kor: |
| 40 | Vor Gud er stor! |
