 | |
| |
| 1. |
| O deilige Land, |
| Hvor Haaret ei graaner og Tid har ei Tand, |
| Hvor Solen ei brænder og Bølgen ei slaaer, |
| Hvor Høsten omfavner den blomstrende Vaar, |
| 5 | Hvor Aften og Morgen gaae altid i Dands |
| Med Middagens Glands! |
| |
| 2. |
| Livsalige Land |
| Hvor Glasset ei rinder med Graad eller Gran, |
| Hvor Intet man savner, som Ønske er værd, |
| 10 | Hvor det ikkun fattes, som smertede her, |
| Hvert Menneske søger med Længsel i Bryst |
| Din smilende Kyst! |
| |
| 3. |
| Forjættede Land! |
| Du hilses i Morgenens speilklare Strand, |
| 15 | Naar Barnet mon skue din Lignelse skiøn |
| Og drømmer, du findes, hvor Skoven er grøn, |
| Hvor Barnet kan dele med Blomster og Siv |
| Sit Smil og sit Liv! |
| |
| 4. |
| O, flygtige Drøm |
| 20 | Om Evigheds-Øen i Tidernes Strøm, |
| Om Templet for Glæden i Taarernes Dal |
| Om Halvgude-Livet i Dødninge-Sal, |
| Med dig fra de Fleste henfarer paa Stand |
| De Levendes Land! |
| |
| 5. |
| 25 | O, skuffende Drøm! |
| Du skinnende Boble paa Tidernes Strøm! |
| Forgiæves dig Skjalden, med Mund og med Pen |
| Af glimrende Skygger vil skabe igien, |
| Naar Skyggen er ligest, da hulke de Smaa |
| 30 | Som stirre derpaa! |
| |
| 6. |
| Fortryllende Drøm |
| Om Evigheds-Perlen i Tidernes Strøm, |
| Du giækker de Arme, der søge omsonst, |
| Hvad Hjertet begiærer, i Billed og Konst, |
| 35 | Saa varigst de kalde hvad sikkert forgaaer |
| Som Timer og Aar! |
| |
| 7. |
| O, Kiærligheds Aand! |
| Lad barnlig mig kysse din straalende Haand, |
| Som rækker fra Himlen til Jorderigs Muld, |
| 40 | Og rører vort Øie med Fingre som Guld, |
| Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand |
| Det deilige Land! |
| |
| 8. |
| O, himmelske Navn! |
| Som aabner for vores din hellige Favn, |
| 45 | Saa Aanden, usmittet, kan røre ved Støv, |
| Og levendegiøre det visnede Løv, |
| O, lad mig nedknæle saa dybt i mit Leer, |
| At Gud mig kun seer! |
| |
| 9. |
| O, Vidunder-Tro, |
| 50 | Som slaaer over Dybet den hvælvede Bro, |
| Der Iis-Gangen trodser i buldrende Strand, |
| Fra Dødninge-Hjem til de Levendes Land, |
| Sid lavere hos mig, du høibaarne Giæst! |
| Det huger dig bedst! |
| |
| 10. |
| 55 | Letvingede Haab! |
| Gud-Broder! gienfødt i den hellige Daab! |
| For Reiserne mange til Landet bag Hav, |
| For Tidender gode, for Trøsten du gav, |
| Lad saa mig dig takke, at Glæde jeg seer, |
| 60 | Naar Haab er ei meer! |
| |
| 11. |
| O, Kiærlighed selv! |
| Du rolige Kilde for Kræfternes Elv! |
| Han kalder Dig Fader, som løser vort Baand, |
| Al Livs-Kraft i Sjælen er Gnist af din Aand; |
| 65 | Dit Rige er dér, hvor Man Død byder Trods, |
| Det komme til os! |
| |
| 12. |
| Vor Fader saa huld! |
| Du giærne vil throne i Templet af Muld, |
| Som Aanden opbygger i Midlerens Navn, |
| 70 | Med rygende Alter i Menneske-Favn, |
| Med Himmellys-Bolig af Gnisten i Løn |
| Til Dig og din Søn! |
| |
| 13. |
| O, Christelighed! |
| Du skiænker vort Hjerte hvad Verden ei veed; |
| 75 | Hvad svagt vi kun skimte, mens Øiet er blaat, |
| Det lever dog i os, det føle vi godt, |
| Mit Land, siger Livet, er Himmel og Jord, |
| Hvor Kiærlighed boer! |
