 | |
| |
| Lykkelig den Sanger, |
| Som Vaaren skienker |
| En Krands af Violer, |
| Giennemflettet med Crocus, |
| 5 | Med Anemonens flygtige Blomst, |
| Og den blaa Hyacint, |
| Hvis Lokker glindser i Duggen. |
| |
| End lykkeligere den, |
| Om hvis Harpe Sommeren slynger et Net |
| 10 | Af blussende Roser, |
| Fremavlet af den seirende Phoebus |
| Og den østlige Sky, |
| Der rødmer ved at see ham, |
| Liig den frygtsomme Jomfru, |
| 15 | Der aner sin Brudgoms Nærhed. |
| |
| Men jeg blev henviist |
| Til den dunkle Egn |
| I Skyggen af den sildige Høst, |
| Hvor jeg lytted til Jordens Stemme, |
| 20 | Naar den sukker ved Midnat |
| Over sine visnede Børn, |
| Og fylder Siælen med Veemod, |
| Medens Stiernerne blinker i Vinden. |
| |
| Derfor vendte sig Mange bort fra min Sang, |
| 25 | Som fra Vinterstormen og Høstens Blæst; |
| Og ikke har Folket |
| I tætte Klynger |
| Lyttet til min Harpe, |
| Der aldrig bekrandstes af Blomster. |
| |
| 30 | Har jeg fremlokket Taarer i Nogens Øie, |
| Eller bragt hans Barm til at svulme, |
| Eller lært ham fra det visnede Jordliv |
| At hæve Blikket mod Himlen, |
| Lidet hørte jeg derom. |
| |
| 35 | Thi sielden har et Haandtryk, |
| Et venligt Blik, |
| End sieldnere en smeltet Menneskesiæl |
| Betalt mig for min Sang. |
| |
| Et dog trøster mig: |
| 40 | Den ydre Glands har mig aldrig bedaaret; |
| Aldrig har Smiger lokket en Tone frem |
| Paa min Læbe. |
| Heller jeg taug — langt heller — |
| End jeg hæved min Røst, |
| 45 | Naar ei i min Siæls Dyb Sangen fødtes, |
| Og gierne kiøbte jeg min Musas Frihed |
| Med Verdens Glimmer; |
| Med dette Adelsbrev vil jeg smykke min Harpe, |
| Som ingen Blomster bekrandse. |
| |
| 50 | Et andet trøster mig end: |
| Thi jeg stirred paa Tidernes Løb, |
| Og skiøndt dybt mig smerted Menneskets Qval, |
| Saa følte jeg dog den høie Giengieldelses Ret, |
| Hvis hellige Finger, |
| 55 | I det den fælder sit Offer, |
| Over dets Grav |
| Henpeger mod Evigheden. |
| |
| Og tidt har Maanens vexlende Skive |
| Skinnet paa min Vei |
| 60 | I det falmede Løv; |
| Og tidt saae jeg Syvstiernen |
| Og den himmelske Svane |
| Blinke med dobbelt Glands |
| I den mørke Høstnat; |
| 65 | Da aned jeg, at der gives Tanker, der, |
| Stiernerne liig, |
| Ikke lyse for Jorden, men over den. |
