|
 | Da jeg var syg
|
| | | |
| Naar Nattens Børn sig hæve |
| Og kue Livets Mod, |
| Naar Sot og Sygdom kræve |
| At lædskes i vort Blod; |
| |
| 5 | Naar hver en Dag i Qvaler |
| Sig sænker til os ned, |
| Mon Himlen hist betaler, |
| Hvad jeg i Støvet led? |
| |
| — Forlad mig, hvis mit Hjerte |
| 10 | Har fristet Dig, min Gud! |
| Jeg veed, at Sorg og Smerte |
| Henveires paa Dit Bud. |
| |
| Men naar engang Din Stemme |
| Mig kalder af Gravens Skjød, |
| 15 | O, lad mig da forglemme |
| Den bittre Livets Nød! |
| |
| Og alle de falske Glæder, |
| Og Mængdens Had og Gunst, |
| Og Verdens Spot og Hæder, |
| 20 | Og Rygtets Qvalm og Dunst! |
| |
| Lad mig som Barnet glide |
| Mod Evighedens Bo! |
| Jeg ønsker ei at vide, |
| Jeg ønsker kun at troe. |
| |
| 25 | Vug mig i Digterdrømme |
| Høit over Tid og Grav, |
| Hvor Lysets Aander svømme |
| Paa Evighedens Hav. |
|
|
