|
 | Bøn
|
| | | |
| Hellige Gud, |
| Du, som gav den letbevingede Svale |
| En Viser i Brystet, |
| Der fører den sikkert |
| 5 | Selv i det dunkleste Natmulm |
| Over det ukjendte Hav |
| Til de fjerne Strande, |
| Hvortil dens Higen driver den, |
| Giv Du ogsaa mig, |
| 10 | Hvad Du ikke negtede |
| Den ringe huusvilde Fugl, |
| Giv mig en Magnet i mit Bryst, |
| Der, uden at svigte, |
| Kan føre mig gjennem Gravens Nat, |
| 15 | Over Dødens dæmrende ubekjendte Vande, |
| Til den evige Vaar, |
| Hvor intet Blad gnaves af Ormen, |
| Hvor en høiere Sol lyser |
| End den, der glimter i Støvets Verden; |
| 20 | Til det Land, hvor Freden boer, |
| Og hvortil en aldrig betvungen |
| Hellig Længsel drager mig. |
| |
| Og som jeg skuede klart, |
| Skjøndt langt borte, |
| 25 | Svævende i Aftenrødens Glands, |
| I mine bedste, |
| Stilleste Øieblik. |
|
|
