 | |
| |
| Med Seier krandset stod den svenske Hær, |
| For første Gang var Tilly overvunden, |
| Ved Leipzig traf ham Gustav med sit Spær, |
| Hans Mod er brudt, hans bedste Kraft er svunden; |
| 5 | Sit høie Maal nu stander Kongen nær, |
| Hans Kæmper alt har Vei bag Elben funden, |
| Der, liig en Vandsnog, i sin Barndom ranet, |
| Med Hvislen flyer igien til Oceanet. |
| |
| I Skoven høres ei den mindste Vind, |
| 10 | Kun fiern og eensom Klosterklokken bæver, |
| Da standser Kongen, tankefuld i Sind, |
| Af sine bedste Kæmper Raad han kræver; |
| Han vier dem i sine Planer ind, |
| En dunkel Skygge paa hans Pande svæver, |
| 15 | Og Heltens Tale klang i Aftenrøden |
| Liig Sværdets Tunge, naar den bringer Døden. |
| |
| Hans Herskerblik, hans Ord, hans Læbes Smiil |
| Henriver pludselig de raske Kæmper, |
| Og hver en Helt, han være nok saa vild, |
| 20 | Sig efter Kongens Mening gierne læmper. |
| Kun En alene tvinger ei sin Ild, |
| Og intet Vink hans Dristighed neddæmper; |
| Han Seaton hed, og var i Skotland baaren, |
| Og Kongen havde ham til Ven udkaaren. |
| |
| 25 | Og høi og kraftig hæver sig hans Barm, |
| Sin Hu at dølge han ei eftertragter, |
| Men Heltens Tale vækker Kongens Harm, |
| Han Taushed bød, men Seaton ei det agter; |
| Da hæver Gustav pludselig sin Arm, |
| 30 | Og Vreden ei at tæmme meer han magter, |
| Men Seaton blegner, som et Liig, og svinder, |
| Thi Kongens Haand har rammet Heltens Kinder. |
| |
| — Men hver en Dag, naar Mørket stander nær, |
| Naar Faklen tændes og naar Solen viger, |
| 35 | Paa Sletten snart og snart bag dunkle Træer |
| Forsamles Kongen og den mindste Kriger, |
| Og knæler ned i Aftnens Rosenskiær, |
| Mens Nattens Fugl i Østen langsomt stiger, |
| Og mens den breder sine sorte Vinger, |
| 40 | En deilig Psalme giennem Leiren klinger. |
| |
| Did ogsaa denne Dag mon Gustav gaae, |
| Da toner en af Luthers gamle Sange: |
| »Ved egne Kræfter lidt vi kun formaae, |
| Dog er der En, der aldrig vorder bange, |
| 45 | Og Ordet urørt skal de lade staae, |
| Og liden Tak dertil de skulle fange, |
| Vi have lært det troligt at bevare, |
| Det er vort Skiold mod Synd og Død og Fare!« |
| |
| Men da nu længst den høie Melodie |
| 50 | Var i den dunkle Natteluft forsvunden, |
| Da vandrer Kongen hvert et Telt forbi, |
| En enlig Vei han har i Krattet funden; |
| Og fremad skrider han paa Nattens Sti, |
| Og tænker paa den Dag, der er udrunden, |
| 55 | Og paa den Skiald, der havde Psalmen skreven, |
| Og paa den Ild, hvoraf han frem blev dreven. |
| |
| »En anden Ild har dreven dig i Dag,« |
| Saa tænkte han, og mon paa Maanen skue, |
| Der stod i Luften, som en Lampe svag, |
| 60 | En brukken Ring da syntes ham dens Lue, |
| Hvis bedste Deel var truffen af et Slag, |
| Et gyldent Troskabspant, hvis halve Bue |
| Var reven bort af Tidens dunkle Vande, |
| Hvori sig Fortids Lys med Taager blande. |
| |
| 65 | »Ak,« sagde Kongen, »hvo er den, hvis Fod |
| Ei snuble kan, mens end han er i Live? |
| For heftig blussed stundom vel mit Mod, |
| Paa Vredens Tiørne kan man let sig rive, |
| Og Ærens Træ maa giødes tidt med Blod, |
| 70 | Hvis friske Frugter det skal atter give, |
| Men ærlig Anger kan forsone Brøden, |
| Og jeg vil kæmpe for min Tro til Døden.« |
| |
| Da svinder Maanens Ring bag Skyen bort, |
| En enkelt Stierne blinker kun foroven, |
| 75 | Og Nattens Drage vorder mere sort, |
| Og Gustav hører nære Trin i Skoven; |
| »Nu,« tænker han, »det er en eensom Hiort, |
| Det feige Dyr blier tidt ved Nat forvoven.« |
| Da Skyen atter bort fra Maanen viger, |
| 80 | Og Kongen standses af en enlig Kriger. |
| |
| Det Seaton er, han ligner fast en Aand, |
| Der alt med Nattens Rædsler er fortrolig, |
| Der ikke fængsles meer af hine Baand, |
| Der binde Siælen fast til Lysets Bolig, |
| 85 | Paa Sværdets Hefte lægger han sin Haand, |
| Kong Gustav ham betragter taus og rolig, |
| Da træder Seaton pludselig tilbage, |
| Og Haanden sank, der vilde Sværdet drage. |
| |
| »Forvovne! vil du kæmpe nu med mig?« |
| 90 | Saa taler Kongen, »det dig lidet nytter.« |
| — »Nei, kun min Afsked fordrer jeg af dig, |
| Da til et bedre Land jeg Foden flytter, |
| Thi Gustavs Arm er nu en Tidsel liig, |
| Der saarer Mænd, og Krybet kun beskytter.« |
| 95 | — »Din Afsked skal jeg dig i Teltet skikke.« |
| Da iler Seaton bort med mørke Blikke. |
| |
| Og førend Morgenbønnen end er læst, |
| Et Bud fra Kongen ham hans Afsked bringer, |
| Og rask bestiger han sin skotske Hest, |
| 100 | Med skarpen Spore han den fremad tvinger, |
| Hvor Heden strækker sig mod Nord og Vest, |
| Hvor Lyngen sparsom giennem Sand fremspringer. |
| Da seer en Rytter han, hvis Kaabe bølger |
| I Morgnens Vind, og der ham hurtig følger. |
| |
| 105 | Stærkt hvirvler Stormen mellem Sand og Steen, |
| Og ryster Lyngen og dens blege Klokker, |
| Dog findes her ei nogen Qvist og Green, |
| Hvoraf den rive kan de grønne Lokker, |
| Kun Støvet jager den, som letten Reen |
| 110 | Paa Nordens Field opjager Sneens Flokker, |
| Der, Seaton liig, nu mangle Grund og Kierne, |
| Og drives uden Rast imod det Fierne. |
| |
| Tilsidst han kommer til et deiligt Land, |
| Der skiermes rundt af Dannerkongens Øie, |
| 115 | Der hersker Freden længst, og ingen Mand |
| Kan der med Spær og Landse Retten bøie, |
| Der ender sig den lysegule Sand, |
| Der hviler Seaton mellem Blomsterhøie, |
| Da seer en Rytter han paa kulsort Ganger, |
| 120 | Og ikke meer at hvile han forlanger. |
| |
| — »Hvi har Kong Gustav giennem Storm og Blæst,« |
| Saa taler Seaton, »fulgt mig over Heden?« |
| — »Jeg var din Konge nys, nu er jeg Giest |
| I dette Land, der skiermes rundt af Freden.« |
| 125 | — »Hvi kommer væbnet du paa kulsort Hest, |
| Som Dødens Engel, midt i Livets Eden?« |
| — »Her er jo Fred, her ender sig mit Rige, |
| Og, som i Døden er jeg her din Lige.« |
| |
| — »Hvi binder du din Hest bag disse Træer, |
| 130 | Og drager Sværdet fra din venstre Side?« |
| — »Jeg er ei Konge meer paa Sletten her, |
| Som Ligemand, vil jeg med dig nu stride.« |
| — »Jeg veed, at Tvekamp var dig aldrig kiær, |
| Hvor kan jeg da paa denne Høimod lide?« |
| 135 | — »Et uretfærdigt Slag din Kraft har fældet, |
| Det skal med Sværdet vorde nu giengieldet.« |
| |
| Da styrter Seaton pludselig til Jord, |
| Paa Gustavs Haand hans hede Taare rinder. |
| »Nei, hvor du staaer, est du en Konge stor, |
| 140 | I intet Land det Herskertegn forsvinder, |
| Som trykket blev ved et almægtigt Ord, |
| Da du blev til, paa dine Heltekinder, |
| Og aldrig kan jeg voxe til din Lige, |
| Paa Jorden ei, og ei i Himlens Rige.« |
| |
| 145 | — »Vil,« spurgte Gustav, »tro mig tiene du, |
| Da skal ei meer jeg vredes ved din Tale?« |
| — »Ja, jeg vil tiene dig med ærlig Hu, |
| Thi du mit Mod har vakt igien af Dvale.« |
| — »Vel,« svared Kongen, »du er adlet nu, |
| 150 | Et draget Sværd skal i dit Skiold du male.« |
| — Saa red de lystig bort i Morgenrøden, |
| Og snart ved Lützen fandt de begge Døden. |
| |
| En Gravsteen ligger paa den vilde Sti, |
| Der sank Kong Gustav midt i Kampens Lue, |
| 155 | Og ingen Vandrer kommer der forbi, |
| Som ikke dvæler ved den siunkne Tue, |
| Ved Siden af er Marken ganske fri, |
| Og intet Mindetegn er her at skue, |
| Der lagdes Seaton ned med Kinder hvide, |
| 160 | Han sank i Døden ved Kong Gustavs Side. |
