 | |
| |
| I Skoven synger den vilde Fugl |
| Saa langt fra den banede Sti, |
| Dog Mængden kjender den ikke, |
| Den kommer ei der forbi. |
| |
| 5 | — »Og kjender end Mængden mig ikke, |
| Det skal ei forstyrre min Fred, |
| Saa høit vil jeg hæve min Stemme, |
| At Vaaren skal smile derved. |
| |
| Saa høit vil jeg hæve min Stemme, |
| 10 | At den kan til Himlen naae, |
| Og høres af Skovens Alfer |
| Og alle de Fugle smaa. |
| |
| Og høre mig Skovens Alfer, |
| Da svigte mig Tonerne ei, |
| 15 | Og naar jeg har endt mine Sange, |
| Da kan jeg jo flyve min Vei. |
| |
| Og naar jeg har endt mine Sange, |
| Og naar mine Unger har Fjer, |
| Da flyver jeg til et bedre Land, |
| 20 | Da synger ei her jeg meer. |
| |
| Da flyver jeg til et bedre Land |
| Ved Stjernernes natlige Glands, |
| Hvor Vaaren evindelig fletter |
| En aldrig visnende Krands.« |
