 | |
| |
| Jeg siunger om en Krig, som en retfærdig Iver |
| I Norden tændte op, et Cimbrisk Had beskriver, |
| En tærend Lue, som af heele Limfiords Vand, |
| Af Norske Bierges Snee og Iis ey slukkes kand. |
| 5 | Krigs-Guden selv til Fred man bringe kand med Lempe, |
| Den største Ilde-Brand af Vand sig lader dempe; |
| Men her mod denne Ild jeg finder ingen Trøst, |
| Thi den har fæstet Rod i Philosophisk Bryst. |
| Siig mig, o Musa! hvad var Tønder til den Lue, |
| 10 | Som synes hele Land med blodig Krig at true? |
| Hvad Aarsag givet har til saadan Bitterhed, |
| Som planter Krigs-Standart, og bryder gyldne Fred? |
| Vor dyre Norden var med Fred og Velstand kronet, |
| Et Naboe-Rige med et andet var forsonet; |
| 15 | I ædle Cimberland alt smilede og loe, |
| Hver høsted Frugten af den Himmelsendte Roe. |
| See! da en stridbar Helt, beklædt med Levi Kiole, |
| Der blive vil et Lys paa Wiborgs høye Skole, |
| Sit lærde Fornavn fandt i Skue-Spil at staae |
| 20 | Blandt hundred Navne, som nødvendig bruges maa. |
| Sligt Syn i Geistligt Bryst optændte heftig Vrede, |
| Han sagde: jeg mig maa til ævig Krig berede; |
| Mit Magistralske Navn, som jeg i Romer-Dragt |
| Med Møye klædet har, ey skikker sig til Act |
| 25 | I skiemtsom Skuespil. Man heller burde flette |
| Ti Laurbær-Krandse og en Ære-Støtte sætte |
| For den, der kand sit Navn faae endt in us vel es, |
| Omstøbe Landsbye-Peêr til en Petreides. |
| Sligt Navn maa aldrig paa en Skueplads fremtrine, |
| 30 | I Spidsen af Postill det dannet er at skinne, |
| At staae med gylden Stil paa Bog af tvende Fag, |
| Som prægtig Smykke paa en Foliantes Bag. |
| Mit Blod ophidset er, af Bitterhed jeg revner, |
| Hvis inden stakket Tiid jeg saadan Spot ey hevner; |
| 35 | En Helt, med geistlig Dragt som tapissered er, |
| For det som mindre er, ey nogen gir Qvarteer. |
| Til Studii-Kammeret han derpaa ivrig haster, |
| Og der Concepter til et Feyde-Brev udkaster; |
| Da, som af Trojæ Hest, af Hiernen flyder ned |
| 40 | Alt hvad som i høylærd Rust-Kammer haver Sted. |
| Man paa Papiret seer i Hast stridbare Phraser, |
| Som til Slagt-Ordning han med spidse Pen afpasser. |
| Men see! hvad skeede? Da han Feyde-Brevet skrev |
| Musei janua heel sagte aabned blev. |
| 45 | En yndig Frue ind af Kammer-Dørren træder, |
| Med Olje-Green i Haand, og svøbt i hvide Klæder; |
| Af Ansigt Straaler gik som af en Middags-Sol. |
| Hun nærmede sig til den Magistralske Stol, |
| Og sagde: Cimbrers Lys og Jyllands klare Øye! |
| 50 | Jeg Freds Gudinde er, som dig til Fred vil bøye. |
| Hvad Orm, hvad Furie til Strid dig egget har, |
| At du saa løselig dit Sværd af Skeden târ? |
| Kand saadan ringe Sag en Mand til Krig forlede, |
| Hvis lærde Hierne er Philosophiens Sæde? |
| 55 | Hvis hellig Stemme nys en Freds-Basune var? |
| Der mod U-eenighed saa tidt prædiket har? |
| Du tordned nys mod Had, nu selv din Næste hader, |
| Fordømte Hevnen, men den selv nu Tømmen lader. |
| Du Freds Prædiker er, men Freden bryde vil, |
| 60 | Alene for dit Navn staaer i et Skue-Spil. |
| Slig Tale demped lidt den Philosophisk Heede; |
| Min Helt tvivlraadig stod imellem Skam og Vrede, |
| Tre gange kastede paa Bord sin lærde Pen, |
| Tre gange han den tog i ivrig Haand igien. |
| 65 | Ret som en voxen Eeg, den Øxen vil nedfælde, |
| Staaer som i Tvivlsmaal, til hvad Side den skal helde, |
| Saa vor høylærde Mand tvivlraadig noget stod, |
| Gudinden raabte Fred, Poeten raabte Blod. |
| Den Vankelmodighed dog ikke vared længe, |
| 70 | En nye Gudinde man blev vaer sig ind at trænge, |
| Hvis Gang afpasset var, saa hvert et Fode-Fied |
| Udtrykked Orden og Methodisk Zirlighed. |
| Pedanteria man den samme Frue kalder, |
| Hvis Alter offres paa af all slags Stand og Alder; |
| 75 | For Scepter fletted Riis i mavre Haand blev seed, |
| Som tegner Herredom og Eenvolds Myndighed. |
| Hun brugte Klæder ey, som denne Tids Matroner, |
| Alt sammenflikket var udaf Citationer, |
| Saae ud, som Bredden af en lærd Teutonisk Bog, |
| 80 | Der intet siger, men i Øyne stikker dog. |
| En lang Parenthesis, med Skole-Støv brodered, |
| Bar Fruens Kiole-Svantz, paa samme Viis staffered. |
| I Luften svævede Latinske, Græske Ord, |
| Som raabte Knald og Fald, Død, Nederlag og Mord. |
| 85 | Fru Contumacia bedekked høyre Side; |
| For hende alting veeg, hun kand ey Modstand lide. |
| Ved venstre Side gik Hr. Fastus fræk og suur |
| Med Castellanske Trin som efter Tablatur. |
| Gudindens Guarde var en Skok Distinctioner, |
| 90 | Som stedse mumlede udi adskilte Toner. |
| Til sidst Idea gik heel liden som en Dverg, |
| Og Troppen sluttede Poeten Phoenixberg. |
| I slig Procession Gudinden sig henlister |
| Til Blek-broderet Bord, og siger: Hr. Magister! |
| 95 | (Om gradueret Navn og Titel gives maa |
| Til den, fra ædle Æt der har vanslægtet saa!) |
| Du skinned nys som Sol blant frække Skole-Kiemper, |
| Men nu blir lunken, og din ædle Iver dæmper. |
| Uværdig Undersaat! vanarted Phoebi Æt! |
| 100 | Er sligt Philosophie anstændigt? er det ret |
| At eftergive Feyl, at lade Vrede falde? |
| Frisk op, tag Sværdet fat, lad virke lærde Galde, |
| Lad see, Parnassi Søn du est, som du var før, |
| Lad klinge Krigs-Basun, og Hiernens Tromme rør, |
| 105 | Bring udi Felten frem en Skok af Syllogismer, |
| Lad falde ned som Hagl stridbareste Sophismer: |
| Celarent, Barbara, Darii, Ferio, |
| Og tusind slige Ting, som i din Pande boe. |
| Grib an med samled Magt den Spotte-Fugl, Misdæder, |
| 110 | Sæt i Baroco den Apollinis Forræder, |
| Der haver drevet Spill med Philosophisk Navn. |
| Spar ikke Liv; det er Philosophiens Gavn. |
| Jeg siger med et Ord, føer Krig, bliv ved at hade, |
| Med mindre du blant os vil Borgerskab forlade; |
| 115 | I vore Tider jo mod Skole-Lov det er |
| For en Philosopho at plante strax Gevær. |
| Stem op! Calliope! Umag dig at afmale, |
| Hvad Virkning giordes af Gudindens zirlig Tale. |
| Til inderste Kallun i Øyeblik den drev, |
| 120 | Det hele lærde Blod bevæget, oprørsk blev. |
| Han paa sin Concordantz ærværdig Fingre lagde, |
| Og disse hellig Ord med Torden-Røst udsagde: |
| Jeg sværger, at jeg ey beqvemmer mig til Fred; |
| Men jeg mig hevne skal i tredje, fierde Led. |
| 125 | Thi før man fede Sild i Vester-Hav skal savne, |
| Før store Skibe skal ved Wiborgs Porte stavne, |
| Før Vand skal blive Ild, før Nat skal blive Dag, |
| Før Procurator skal forlige mindste Sag, |
| Ja før skal Kræmere og Kiøbmænd Told-Svig lade, |
| 130 | Før jeg skal slutte Fred, og holde op at hade. |
| Han satt' for vreden Mund Hiert-styrkende Pocal, |
| Den tømmed, slog i tu, som til et Krigs-Signal. |
| En slig Begyndelse tog denne store Feyde, |
| Som ingen kand min Helt mod Folke-Ret bebreyde, |
| 135 | Thi den paa Snapsting blev raabt ud høytidelig, |
| Da man skrev * * Aar fra store Pølse-Krig. |
| |
| |
| Betænkning over Krigen. |
| |
| Hvad Udfald denne Krig vil i vor Norden vinde, |
| Det os Erfarenhed, den store Lærerinde, |
| Allene vise vil. Her ellers tvistes om |
| 140 | Blant Lærde, Læge, hvad man fælde skal for Dom, |
| Hvo udaf Parterne bør kaldes Freds Forstyrrer, |
| Hvo udaf disse to retfærdig Orlog fører. |
| Endeel vil holde for, Poeten uret skeer, |
| Som ingen udi sær, men heele Jord beleer. |
| 145 | De sige: man vil snart blant os Poeter savne, |
| Hvis man i Skue-Spil ey bruge maa Fornavne. |
| I mine Tanker dog bør een, der skrive vil, |
| Ey tegne noget Navn i skiemtsom Skue-Spil, |
| Som bruges i det Land, hvor Autor haver hiemme; |
| 150 | Thi sligt indbyrdes Krig kun tiener til at fremme. |
| Paa Landets Navne han en Liste have maa, |
| Saa kand han sikker frem og uden Fare gaae. |
| Men som vor Autor kun har agtet saadant føye, |
| Og disse Regler ey har stedse havt for Øye, |
| 155 | Saa synes, at han ey af Ret har mindste Skin, |
| Og derfor til Tractat bør giøre første Trin. |
| Hvis ikke, bør man ham all Skyld og Aarsag give |
| Til alt det sorte Blod, som kand udøset blive. |
| Jeg taler upartisk. Jeg ellers er en Ven |
| 160 | Og redebon Client udaf Hans Mikkelsen. |
