 | |
| |
| Crispus Monsonius, en Skov- og Kammerjæger, |
| Udmattet udaf Sult i Daphne Skov sig lægger |
| Med lukte Øyen og med sammenkrymped Krop, |
| Som een, der Testament har giort, gir Aanden op. |
| 5 | Den ædle Løve, som paa Røsten Dyret kiender, |
| Forskrækkes, og sig mod den klynkend Jæger vender; |
| Han siger: kiære Søn, hvi er det med dig fat? |
| Det synes, denne Nat dig bliver sidste Nat. |
| Monsonius, opvakt ved dette Lyd, sig reyser, |
| 10 | I slige Klage-Ord frembryder: Skovens Keiser! |
| All Lyst til Liv forgaaer, mig tiener Døden best, |
| Min Velstand ude er, jam conclamatum est. |
| I Fior jeg trivend var, saa feed som en Forpagter, |
| Af Sult nu kryber ind, mig mindste Dyr foragter. |
| 15 | Hvad Lyst til Liver er, naar leves udi Nød, |
| Naar man ey haver det, som kaldes dagligt Brød? |
| Da Løven spurte: hvad kand Aarsag dertil være? |
| Ham Katten svarede: Høy- og Velbaarne Herre! |
| Jeg selv ey Aarsag er; men alting tager af, |
| 20 | Hver anden Jæger snart vil gaae med Bettelstav. |
| Ved Arbeyd andre Dyr kand Fattigdom bekrige; |
| Sligt uanstændigt er for mig og mine Lige: |
| Man veed vor Herkomst, at den prægtig er og stor; |
| At Katten stammer ned af Løvens Næseboer. |
| 25 | Han deri havde ret: thi Østerlandske Skrifter, |
| Hvorudi findes Dyrs Oprindels' og Bedrifter, |
| Bevidne, første Kat af Dyrenes Monarch |
| At være avled; thi, da udi Noæ Ark |
| En Løve engang nøs, strax af dens Næseboere |
| 30 | To spæde Katte og vel dannede udfore. |
| Saaledes Katternes Stamfader Løven er; |
| Derfore disse Dyr hos alle Mennesker |
| For Arbeyd skaanes, og som Frimænd stedse ere, |
| Der øve Ridderspil, med Jagt sig eene nære |
| 35 | Paa Fælled, Eenemærk, saa ingen Herremand |
| Af større Herlighed sig heri bryste kand. |
| Saa lidt anstændigt da for Adelsmænd kand være |
| Ved Hænders Arbeyd sig i Fattigdom at nære, |
| Saa lidt anstændigt er og Arbeyd for en Kat, |
| 40 | Som Byrd og Fødsel har i Adelstanden sat. |
| Sligt Løven vidste; men han sagde: hvo berøver |
| Dig nu din Adels Ret? Hvi Jagten du ey øver, |
| Som du tilforn har giort? mon Skov og Mark er tom |
| For Muus og Rotter? mon dig trykker Alderdom? |
| 45 | Moons svared': hver Mand veed, hver Jæger, hver Skovrider |
| Vor Alders Maverhed mod gamle gyldne Tider; |
| Hvert Dyr i Skoven nu politisk bleven er, |
| Dets List tiltager, det kand ey forraskes meer. |
| Paa Skiltvagt somme staae, for andre at advare; |
| 50 | Ved saadan Anstalt hver er uden Frygt og Fare. |
| En Muus nu overgaaer i List en Hannibal, |
| Hver Rotte være kand en Romersk Cardinal. |
| Forgangen Uge jeg vel fik to døde Rotter; |
| Men dem til Medgift jeg gav med min ældste Dotter. |
| 55 | Jeg selv med Frue, Børn med tomme Maver gaaer, |
| Og ingen anden Død end ud af Hunger faaer. |
| Jeg i min Velstand har, desvær! forsømt at sætte |
| I Enke-Cassen for min kiære Fru Allette. |
| Med naadig Pension hvis hun ei hielpes, maa |
| 60 | Hun selv med otte Børn af Armod undergaae. |
| Hvad Tilstand værre er, hvad større Ynk fortiener, |
| End naar Velbyrdighed med Armod sig foreener? |
| En hver bekiende maa, at den er ilde skaarn, |
| Som Armod trykker, og som derhos er Velbaarn. |
| 65 | Da Løven sagde: jeg beklager eders Skiebne; |
| Men man mod Musens List maa sig med List bevæbne. |
| Her bag ved denne Høy i liden Huule boer |
| En huul Politicus. I heele Skov, jeg troer, |
| Er ey hans lige. Man ham Mester Mikkel kalder. |
| 70 | Han underviiser Dyr af all slags Kiøn og Alder. |
| Forklar for ham din Tarv, bekiend for ham din Nød, |
| Han Raad vil give til at vinde Dagligt Brød. |
| Monsonius da strax til Huulen sig begiver, |
| Hvor han ved Dørren af en Rev begegned bliver. |
| 75 | Han spørger, om han selv er Herren af det Huus? |
| Ney, svared Reven, jeg er kun hans Famelus. |
| Magisteren er vel, men ey for alle, inde; |
| Men tøv et Øyeblik, saa kand I hannem finde. |
| Nu holder han for Fugl og Dyr Collegium, |
| 80 | Som just paa denne Tid er privatissimum. |
| Han haver nu kun 5 Skolarer, som betale |
| For Underviisning i Stats-Konster og Morale; |
| Paa denne Time han har sat den største Priis, |
| Thi han forklarer da hver Løverdags Avis. |
| 85 | Da Timen ude var, den heele lærde Skare |
| Magisteren forlod; de ni i Tallet vare. |
| Strax Famelus gik ind, tilkiende give lod, |
| At en Sollicitant ved Huulens Indgang stod, |
| Da Mesteren kom frem, og spurdte: hvi saa silde |
| 90 | Paa Aftenen han kom, hvad han paa den Tid vilde? |
| Monsonius til ham sig nærmed' gandske krum, |
| Tilbad med Ydmyghed sig et Consilium. |
| Han Ordet førte saa: Clarissime Magister! |
| Mig Nøden driver, at jeg ydmygst mig fordrister |
| 95 | At foruroelige jêr Velærværdighed, |
| Et Raad at høre, som min Tarv kand hielpes med. |
| I mig I seer en Mand, der stedse har med Ære |
| I Daphne Skov sit Liv frembragt; men nu desværre |
| Den vanskelige Tid mig har bragt i en Stand, |
| 100 | Som meere usel er, end den beskrives kand. |
| Mit Legem svindes, som jeg plaget var af Tæring. |
| Jeg er dog ikke syg: jeg Mangel har paa Næring; |
| Slig Mangel giør, at jeg aftager, svinder hen, |
| Saa ingen kiender meer Monsonium igien. |
| 105 | Ved denne Tale Hr. Michael spidsed Øre, |
| Han studsed, da han fik Personens Navn at høre. |
| Han raabte overlydt: er det den ædle Kat |
| Den store Jæger og vor Daphne Skovs Zirat, |
| Men nu i usel Stand, til Jagten meer ey Nytte? |
| 110 | Jeg tænkte i en Hast, det var Svend Nielsen Skytte; |
| Thi Skabning, Skikkelse alt saa forandret er, |
| At af Monsonio fast intet meer jeg seer. |
| En saadan usel Stand til Medynk mig bevæger, |
| Skiønt vi Politici paa Hiertet intet lægger; |
| 115 | Vi som Pedanterie anseer Medlidenhed, |
| En slig Affect hos os ey haver mindste Sted. |
| Men aabenbar mig frit din Tarv, og siig mig kiære! |
| Til Nærings Mangel hvad kand rette Aarsag være? |
| Hvad Uheld driver dig at gaae med Bettelstav? |
| 120 | I Skoven jeg ey hør at Jagten tager af. |
| Da svared Katten: jo; thi alle gamle Stræger |
| Nu intet gielde meer. En Muus den beste Jæger |
| Nu veed at dreye, og at bruge Svig mod Svig, |
| Ja den er udi List fast Menneskene liig. |
| 125 | Da Reven derpaa holdt en heel merkværdig Tale, |
| Som jeg ey Kræfter har og Evne at afmale. |
| Han sagde: I kand see paa eder selv i Speyl, |
| Hvorledes man i List og Renker tager feyl, |
| Hvorledes Statsmænd selv ved Statsgreb sig fixere, |
| 130 | Hvorledes Konsten kand sin Mester selv besnære. |
| Een, der vil naae sit Maal ved List, ved Konst, ved Svig, |
| Maa øve Konsten, at den ey er kiendelig. |
| Sligt tages ey i agt i Statsgreb; Konsten hinker, |
| De største Statsmænd er de allerstørste Sinker; |
| 135 | De ved at lægge Svig til Svig og Konst til Konst |
| Tit foraarsage, at all Arbeyd blîr omsonst. |
| Ved aabenbare List de ligesom advare, |
| At man skal vogte sig for satte Garn og Snare. |
| Det i saa Maade dem, som fordum Manden, gaaer, |
| 140 | Der raabte: vogt dig vel; thi jeg dig ellers slaaer. |
| En Richelieu tilsidst ey kunde meer bedrage, |
| En Mazarin sig lod ved Næsen ofte tage; |
| Just efterdi en hver af dem var stedse Rev, |
| Just derfor deres List ey meere farlig blev. |
| 145 | I mine Tanker ret Politicus den heeder, |
| Som Navnet ikke har, som udi Faare-Klæder |
| Veed at iføre sig, og synes i en Stand |
| At være, at han ey bedrage nogen kand. |
| Her udi Daphne Skov jeg kunde nogle nævne, |
| 150 | Som synes hverken Lyst og Villje eller Evne |
| Til Svig at have; men jeg for Eksempel troer, |
| At i min Famulo ti Mazariner boer. |
| I heele Reve-Æt man ham eenfoldigst holder. |
| Han Navn har af et Faar; men just det Navn forvolder, |
| 155 | At han blant vore Folk kand øve Konsten best, |
| Og at han alle Dyr kand trække paa een Læst. |
| Hvis du ey derfor vil, at Armod dig skal trykke, |
| Hvis du paa Muuse-Jagt vil vente Held og Lykke, |
| Hvis Renker, Svig og List skal være dig til Gavn, |
| 160 | Da udaf Snildhed maa du skilles først ved Navn. |
| Du enten stille maa dig an, som Sindets Kræfter |
| Forsvindes, eller at du føre vil herefter |
| Et helligt Levnet som alvorlig Poenitent, |
| Saa at din Andagt blir i heele Skov bekiendt. |
| 165 | Jeg viidere dig vil i Konsten underviise, |
| Og haaber, at i mig du Mesteren skal priise, |
| Naar Frugterne du af min grundig Lærdom seer. |
| Kom, lader os gaae ind, saa skal du høre meer. |
| Saa Katten en Skolar af Mester Mikkel bliver, |
| 170 | Som blant Disciple ham i Lectie-Bog indskriver. |
| Med Information en Uge man bortdrev, |
| Da udaf Skolegang han dimittered blev. |
| Hvad kand dog Videnskab i Verden ikke giøre! |
| Af Mikkels Lære man strax Frugten fik at høre, |
| 175 | Et Mesterstykke man i Stats-Konst øvet seer, |
| I Skovens Krønik som med Flid antegned er; |
| Thi derom Skovens Dyr end med Forundring tale; |
| Det ført er udi Sang af Lærker, Nattergale. |
| Endskiønt Monsonius selv Gierningen bedrev, |
| 180 | Saa dog den heele Priis tilegned Reven blev. |
| Af Nattergalen blev en Æres Sang forfatted, |
| Som for dens Ziirlighed i Skoven høyt er skattet; |
| Den paa hans Ligsteen og er til Erindring sat, |
| Og derpaa endnu staaer som Smykke og Zirat. |
| 185 | Gravskriftet lyder saa: Her under Mikkel hviler. |
| See til, O Vandringsmand! du ey for meget iiler, |
| Naar du til dette Sted er kommen; men stat stil, |
| Og med Forundring læs et listigt Skuespil. |
| Derpaa Historien er ziirligen forklared; |
| 190 | Thi Skovpoeten har ey Flid, ey Hierne sparet. |
| Det i Heroisk Vers er udført, endes saa: |
| Af Konsten Mesteren du see og priise maa. |
| Om Mester-Stykket selv Skov-Krøniken saa taler: |
| Monsonius begav sig iilend til en Maler, |
| 195 | Og der sig sort som Ravn med Sværte tegne lod, |
| Skiønt Damon Maler dets Betydning ey forstod. |
| Strax allevegne lod Monsonius udspreede, |
| Til Poenitentze at han vilde sig bereede, |
| At verdslig Tanke han til Side havde sat, |
| 200 | Traad udi hellig Stand, antaget Munke-Dragt. |
| Da Muus og Rotter sligt i Skoven kom for Øre, |
| De frydedes ved hans Omvendelse at høre. |
| Hver raabte overlydt: Nu er ey meere Nød! |
| En sorte Broder Munk maa ikke æde Kiød. |
| 205 | I Dalen Koilas strax sig samlede en Skare; |
| De overlagde til Erindring om all Fare, |
| Som nu forsvunden var, en hellig Dag i Fryd |
| Med Sang at holde og med Instrumenters Lyd. |
| Da alles Hierter nu opfyldte var med Glæde, |
| 210 | Saae man en gammel Muus i Dalen at fremtræde. |
| Hans ærbar Mine nok tilkiendegive lod, |
| At saadan Sikkerhed ham meget lidt anstod. |
| Han sagde: tøver lidt, og eder vel betænker; |
| I kiender Katten jo, hans store List og Renker. |
| 215 | Af Muus og Rotter vi ført nogle skikke maa, |
| Af hvilke man kand vis og grundig Kundskab faae. |
| Ved slig Erindring strax enhver sin Glæde skiulte; |
| Thi man den gamles Raad i alting stedse fuldte. |
| Hans Navn i største Agt end udi Skoven staaer; |
| 220 | Thi han var Herredsfogd for Muus i mange Aar, |
| Sit Embed forestoed med største Priis og Ære; |
| Man hørte i hans Tid ey nogen appellere, |
| Men hver det blive lod ved Herreds Tingets Dom, |
| Og ingen Sag derfra til Lands Tings Retten kom. |
| 225 | Landsdommer Glirius, en stor juridisk Rotte, |
| Skiønt han var ey hans Ven, han dog bekiende maatte, |
| At ingen Dommer var at ligne mod Harad, |
| Og at han værdig var til Doctor-Hat og Grad. |
| De andre Muus derfor, bevæged' af hans Tale |
| 230 | Beslutted Tiden lidt og Glæden at forhale. |
| De strax som Speidere udskikte fire Muus; |
| Med dem i Følge gik og Rotten Glirius. |
| Af Hendelse de kom forbi Michaels Hule; |
| Han dem i møde gik, og sagde: jeg ey skiule |
| 235 | For eder, kiære Børn! en sælsom Tidend kand: |
| Monsonius er traad i hellig Munkestand. |
| Hvad kand for eder nu vel være større Glæde? |
| Thi Folk af Munkestand forbydes Kiød at æde. |
| At det forholdes saa, jeg gandske sikkert veed. |
| 240 | Og derpaa denne Løgn beseglede med Eed. |
| Paa slig Forsikkring strax den deputerte Skare |
| Tilbage gik. Dem da i møde kom en Hare, |
| Som vidnede, at han vor Jæger nyelig saae |
| Med ærbar Mine og i Munke-Dragt at gaae. |
| 245 | Da raabtes overlydt: Nu Fred er udi Landet; |
| Men Harad troed ey det eene med det andet. |
| En Hares Vidnesbyrd, han sagde, Statsmands Eed |
| Kand ey forsikkre os om Sikkerhed og Fred. |
| Vi maa for Kattens Huus to døde Rotter kaste; |
| 250 | Hvis han dem rører ey, da til en Munke-Faste |
| Vi merke kand at han opoffret haver sig, |
| Og at herunder er ey skiuled List og Svig. |
| Sligt efterlevet blev: Man døde Rotter lagde |
| For Kattens Boelig; han det merkede, og sagde: |
| 255 | Nu gielder det; han dog sig tvang, holdt stedse Stand, |
| Endskiønt ved saadant Syn ham Tænder løb i Vand. |
| Da ingen tvivled meer om Tingen; Men af Glæde |
| Den viise Harad selv man Øynene saae væde. |
| De sagde alle: nu skinbarligen man seer, |
| 260 | At han en Poenitent og ret Conversus er. |
| I disse Tanker dem vor Jæger styrked meere; |
| Thi han sig foretog strax at catechisere, |
| Mod Synd at præke, som blant Dyr gik udi Svang |
| Og trued Daphne Skov med hastig Undergang. |
| 265 | Han aarle, sildig kun om Poenitentze talte, |
| Forandrede sit Navn, sig Pater Kispus kaldte. |
| Han og blant Rotter, Muus med Flid udsprede lod, |
| At deres Velfærd meest for Øynene ham stod; |
| Til hvilken Ende han tilbød ved daglig Tale |
| 270 | Privatim, publice Religion, Morale |
| At lægge ud for Dyr; I Dalens vestre Krog |
| Opreyste Cathedra, og Theses der opslog. |
| O Musa! gammel Blod lad nu I Aarer rinde, |
| Opvæk min matte Geist, at jeg maa denne finde |
| 275 | Med Fynd beskrive, og min Læser til Behag |
| Afmale den for Muus og Rotter sorte Dag. |
| I Crocodilens Aar, og i den Maaned Spletter, |
| Mod Solens Opgang, som Skov-Krøniken beretter, |
| En Mængde Rotter, Muus man udi Dalen saae, |
| 280 | I Haab Oplysning af Magisteren at faae. |
| Af Katten holdtes da en fyndig, ziirlig Tale, |
| Som fuld af Lærdom var og grundigste Morale; |
| Da Talen endet var, blev givet Tegn ved Nik, |
| Og da den store Jagt og Blodbad for sig gik. |
| 285 | Hans Frue, Børn og to vel øved andre Katte |
| Bag ved en liden Høy paa Skildtvagt vare satte; |
| Da af Monsonio dem givet blev Signal, |
| De løbe til, med Mord opfyldte Koilas Dal. |
| Jeg intet Nederlag i Krøniker har fundet, |
| 290 | Som jeg med dette Drab og Mord har ligne kundet; |
| Paa store Vesper blev ey spildt saa meget Blod, |
| Parisisk Bryllup ey kand lignes derimod: |
| Antallet der var stort paa myrded' Huguenoter, |
| Men her var større paa uskyldig Muus og Rotter. |
| 295 | Eksempel viises ey, at sige med et Ord, |
| Paa større List og Svig, paa meere ynksomt Mord. |
| Jeg paa de Dødes Tall Optegnelse ey giver; |
| Om Stands-Personers Mord jeg kortelig kun skriver, |
| Om prima plana, og om Dyr af Byrd og Rang; |
| 300 | Almuen faaer ey Sted i denne Klage-Sang. |
| Personers Navne, som ved Byrd og Sindets Gaver |
| Da Skovens Hæder var, jeg eene samlet haver. |
| Blant dem jeg allerførst paa Dødes Liste seer |
| Den store Herredsfogd, som før omtalet er; |
| 305 | Dernæst Fogdinden Miau; Den yndige Misene, |
| Som Titel førte af Musindernes Helene, |
| Med trende Sønner Rac, Spitac og Gebrian; |
| Næst efter følger Glis, samt stolte Almaran, |
| Den modige Guban, som Rotters Hovedbanner |
| 310 | I Krig betroed var, og regned fleeste Ahner, |
| Den sindige Chirass, den snedige Glipus, |
| Amtmanden Peripom, Lands-Dommer Glirius. |
| Den dydige Philix med Skovfogdinden Harsel, |
| Som den Tid lavede heel fremmelig til Barsel, |
| 315 | Tergusus Advocat, Pinapus Land-Fiscal |
| Med Børn og Fruer var og blant de Dødes Tal. |
| Land-Medicus Spitac og omkom udi Slaget, |
| Af alle slagne man hans Død har meest beklaget; |
| Thi han ophitted først blant Dyr i dette Land |
| 320 | Den store Lægedom, som skeer ved Tiærevand. |
| Lehnsmanden Mirakol med hans Fuldmægtig Thivet, |
| Samt Herreds-Provsten Ras og her tilsatte Livet. |
| Poëten Timian gik ogsaa samme Gang, |
| Hans Søn har dette Mord ført ud i ziirlig Sang. |
| 325 | Man Kattens Døttre saae sig mest at distinguere, |
| De tvende Frøikener indlagde største Ære, |
| Hvers Tapperhed i sær fast ey beskrives kand, |
| Thi ingen frelset blev fra deres Morder-Tand. |
| Saa endtes denne Jagt. Vi deraf see og lære, |
| 330 | At den, der andre vil med Svig og Konst besnære, |
| Maa ligesom sit Pund i Jorden grave ned, |
| Og sig forhverve Navn af simpel Ærlighed. |
| Hvis han i Konsten vil den mindste Fremgang haabe, |
| Han sig anstille maa som Helgen eller Taabe. |
| 335 | Her man Eksempel seer paa ægte Politic; |
| Monsonius da Navn af Oberjæger fik. |
