 | |
| |
| Bøgernes Verden er som stille Gemmer, |
| rummer tit Undre, Øjeblikket glemmer; |
| mangen en Skat, maaske fra Dragen vunden, |
| ligger paa Bunden. |
| |
| 5 | O — der er gamle Bind med blanke Spænder, |
| fra deres Blade gamle Luer brænder, |
| Hænder, som skrev dem og blev Støv i Graven, |
| rækker dig Gaven. |
| |
| Blomster fra Tider, langvejs ladt tilbage, |
| 10 | dufter endnu af døde Sommerdage. |
| Al deres Sødme, hvis du Seglet bryder, |
| løfter og fryder. |
| |
| Nutidens Duft af Glæden og af Sorgen |
| ligger og bier til en Fremtids Morgen, |
| 15 | altid i Stand at slynge af sin Dvale |
| Toner og Tale. |
| |
| Mangen en Evne, mangen kostbar Viden |
| bæres af Bogens Tavshed ud i Tiden, |
| maaske din Søn, din Sønnesøn den bringer |
| 20 | løftende Vinger. |
| |
| Lad os da vogte Skatte, vi har arvet, |
| vogte paa andre, af vor Samtid farvet, |
| Aandslivets Høst paa Bøgers fulde Blade |
| sanke i Lade. |
