 | |
| |
| Du danske Sommer, jeg elsker dig, |
| skønt du saa ofte har sveget mig. |
| Snart kolde Farver i Sky og Vand, |
| snart nøgne Piger ved hver en Strand. |
| 5 | Mer, mer, mer |
| jeg dog dig elsker, hver Gang du ler. |
| |
| Du er i Sindet jo lunefuld, |
| dog Hjertet inderst er pure Guld, |
| et Eventyr er dit glade Navn, |
| 10 | og Blomster lyser ud af din Favn. |
| Korn, Korn, Korn |
| i Drømme gror under Maanens Horn. |
| |
| Naar dine Bølger mod Bredden gik, |
| beruset blaa som Gudinders Blik, |
| 15 | en Ungdom jubled din Lovsang ud, |
| kun klædt i Solskin og brunet Hud. |
| Ned, ned, ned |
| til Daab i Glemsel og Evighed! |
| |
| Og naar du strakte med aabent Sind |
| 20 | de lyse Nætter i Himlen ind, |
| imens det dufted af Hyld og Hø, |
| vi bad: Lad Drømmen dog aldrig dø! |
| Ak, ak, ak! |
| Vort Hjerte svulmed af Tro og Tak. |
| |
| 25 | Og stundom ud af din fulde Glød |
| sprang Lyn fra Skyen i Jordens Skød, |
| og Tordenlatter og Tordenregn |
| din Trolddom spændte fra Egn til Egn. |
| Vild, vild, vild |
| 30 | er, skønne Sommer, din Kraft og Ild. |
| |
| Du danske Sommer, min Hilsen tag, |
| du lyse Nat og du lyse Dag! |
| Gaar tit du kold over Landet hen, |
| jeg ved, du kommer dog hed igen! |
| 35 | Ja, ja, ja, |
| jeg ved, dit Hjerte er Guld endda. |
