 | |
| |
| Den vilde Stöi nu lyder ikke længer. |
| Den store Sværm fremtrænger ei i Stövet. |
| Ei længer under Lövet Kredsen sidder. |
| Kun sagte Fugleqvidder sine Toner |
| 5 | saa södt i Skovens Kroner sammensmelter. |
| Den tunge Bölge velter sig mod Sandet, |
| mens Purpurskier i Vandet venligt glimter |
| og medens Lyset skimter hist i Hytten. |
| I Skovens Dybde Skytten og hans Hunde |
| 10 | gaaer giennem dunkle Lunde; Maanen titter |
| bag Egers Stammegitter i sin Lue. |
| Ad blege Himmelbue Kragen svæver |
| og Harpelyd sig dybt i Lunden hæver. |
| |
|
|
| |
| Ludvig. |
| Mat og ene, bleg og ene |
| 15 | sidder jeg blandt Skovens Kroner. |
| Ene, paa de kolde Stene, |
| toner Harpen Veemodstoner. |
| |
| Dysses ikke hen i Slummer, |
| kielne Sangersker, som rörte |
| 20 | nys den blege Mand, hvis Kummer |
| dulmed da han Eder hörte. |
| |
| Kunde disse dunkle Lunde |
| lettere mit Hierte hæve, |
| o da skulde Harpen bæve |
| 25 | Glædeslyd som Eders Munde. |
| |
| Men det blöder og forsöder |
| i sin Smerte södt sin Smerte, |
| möder Anelser og föder |
| svage Haab, det arme Hierte! |
| |
| 30 | Hvad er Nattens Stiernehimmel, |
| naar ei Elskovs skiönne Stierne |
| blinker venligt i det Fierne, |
| fra den lyse Stiernevrimmel? |
| |
| Hvad er Livet, naar ei Livet |
| 35 | lifligt hen i Elskov rinder? |
| Hvad er Livet, naar ei Livet |
| södt i Favnetag forsvinder? |
| |
| Aftenvind! i Aftenröden, |
| du, som Nattens Taushed bryder, |
| 40 | for mit Öre tungt du lyder, |
| som det sidste Suk i Döden. |
| |
| Maria kommer. |
| Skyggerne voxe i Lunden, |
| den lyse Dag er forsvunden; |
| mildt skyller de mörke Vover. |
| 45 | Naturen blideligt sover. |
| |
| Mens Pigen hurtig heniler, |
| den bleggule Maane smiler; |
| bag sorte Stammer, i Taage, |
| de lumske Rövere vaage. |
| |
| 50 | Hvor underligt Espen skielver! |
| Som en Kirke sig Skoven hvælver! |
| som en Kirke ved Midnatstide. |
| Hist svæve Dödninger hvide! |
| |
| Hvi skielver ei frygtsomme Pige, |
| 55 | mens Morderne lumske sig snige? |
| Hvi springer hun kiek og forvoven, |
| gjennem sorteste Buske i Skoven? |
| |
| Hun frygter ei for de Döde, |
| hun gierne for Dolken vil blöde, |
| 60 | naar hun i sin sidste Smerte |
| kan synke til Ludvigs Hierte. |
| Hun synker til hans Bryst. |
| |
| Hymne. |
| Tryllende Harmonie! |
| i midnatsdunkle Jord. |
| Salige Sympathie! |
| 65 | Hellige Poesie! |
| uden Ord. |
| Samsmeltning af Lund og Söe |
| og Stierner og omslynget Yngling og Möe. |
| Favn mod Favn |
| 70 | tolker hele Naturen Kierligheds Navn. |
| |
| En gammel Eeg. |
| Her har jeg staaet i hundrede Aar; |
| om Vintren med Snee paa mit Bryst; |
| mellem Blomster i grönne Vaar, |
| mellem egne Löv i den brune Höst. |
| 75 | Min stolte Top har jeg reist |
| og kneist |
| ud over den vide Natur, |
| som omslynger Træernes tætte Muur. |
| Da blev jeg saa mod. |
| 80 | Jeg kunde ei flytte min Fod. |
| Stille maatte jeg staae |
| og vilde saa gierne, saa gierne gaae. |
| Engang de fældte min Broder her, |
| som hæved sig rank over Stubben der! |
| 85 | Han er lykkelig! |
| Som en Planke i Skibet tumler han sig, |
| som en Slange han sig giennem Bölgerne snoer |
| om den hele Jord. |
| Jeg staaer hvor jeg blev föd, |
| 90 | til min Död! |
| För var jeg for stolt til at klage, |
| man bliver blöd paa de gamle Dage. |
| Derfor suser |
| nu Vemod i mit Löv, naar Stormen bruser. |
| 95 | Denne Nat er söd! |
| Toner löd |
| ved min gamle Fod; |
| og paa min Rod |
| sidder Elskende to |
| 100 | i kierlig Roe. |
| Saadan en Vaar |
| har jeg ikke oplevet i hundrede Aar! |
| |
| Sanct Hans-Ormen under Egen. |
| Du er hundrede Aar! |
| Jeg kun en Dag. |
| 105 | Dit Liv er langsomt, |
| koldt, stærkt. |
| Mit er hurtigt, |
| brændende, begeistret! |
| Lutter Glöd, |
| 110 | levende, bevægelig Glöd! |
| Et Öieblik mellem Födsel og Död. |
| Jeg bytter ikke med dig! |
| |
| Döden |
| stiger over den fierne Kirkemuur og gaaer forbi Skoven, giennem Marken, til en Bondebye, med sin Lee paa Nakken, i det han synger: |
| Een, to, tree! |
| I ranglende Dands! |
| 115 | I danglende Dands! |
| Med skimtende Lee, |
| I Maaneglands! |
| |
| Een, to, tree! |
| Med ringlende Been, |
| 120 | med dinglende Been! |
| Jeg har hvæsset min Lee, |
| paa Gravens Steen. |
| |
| Een, to, tree! |
| Fra den sorte Grav! |
| 125 | Med blinkende Lee |
| maa jeg meie dem af, |
| mens Maanen leer. |
| Jeg kommer tilpas! |
| Du rinder ei meer, |
| 130 | mit Timeglas! |
| |
| Afsted, afsted, |
| med hurtige Fied, |
| i Taage mellem Snoge, |
| over Engen hen, |
| 135 | mellem Lygtemænd. |
| |
| Een, to, tree! |
| I ranglende Dands! |
| I danglende Dands! |
| Med skimtende Lee, |
| 140 | I Maaneglands! |
| |
| Sanct Kirsten |
| gaaer uformærkt forbi de Elskende, hen igiennem Skoven, til sin Kilde. Hun stirrer en tidlang i det klare Væld. Derpaa raaber hun: |
| Ellepige! Ellepige! |
| |
| Ellepigen stiger op af Vældet. |
| Hvad har du at sige? |
| |
| Sanct Kirsten. |
| Tag vare, tag vare |
| paa Bölgerne klare, |
| 145 | at ingen fordunkle |
| de Perler som funkle, |
| at aldrig de nöle |
| i bælmörke Gange, |
| at de fremspringe kiöle, |
| 150 | milde og mange! |
| |
| Ellepigen. |
| Jeg skal dem bevare; |
| men du maa dem klare! |
| |
| Sanct Kirsten |
| læser sit Paternoster, lader en Taare falde i Vældet og forsvinder. |
| |
| Bölgerne. |
| Dobbelt lyst vi nu rinde. |
| Farvel, vor Veninde! |
| Klokken slaaer tolv. |
| |
| Ludvig. |
| 155 | Hist i Taarnet alt Klokken slaaer. |
| Stiernen blinker! |
| Elskte Maria! du fra mig gaaer. |
| Himlen vinker! |
| |
| Maria. |
| Underligt bange mit Hierte slaaer. |
| 160 | Stiernen blinker! |
| O hvad dog Kierlighed formaaer! |
| Himlen vinker. |
| |
| Ludvig. |
| Deiligt bölger dit lange Haar. |
| Stiernen blinker! |
| 165 | Til Himlen dit klare Öie du slaaer. |
| Himlen vinker. |
| |
| Maria. |
| Pleieforældre med sölvgraae Haar — |
| Stiernen blinker! |
| I ledende nu i Skoven gaaer. |
| 170 | Skiebnen vinker. |
| |
| Ludvig. |
| Jeg forbittrer dine Ungdoms Aar! |
| Stiernen blinker. |
| Gid jeg laae paa den sorte Baar. |
| Himlen vinker. |
| |
| Maria. |
| 175 | Hisset tælle vi ingen Aar, |
| hvor Stiernen blinker. |
| Hist vi evig paa Roser gaaer, |
| naar Himlen vinker! |
| De vil skilles ad. |
| |
| Kierligheds Genie |
| triner pludselig ud af Buskene med en Glorie om sit Hoved. |
| Hvor Bölgen ruller hvidslende, fortrolig, |
| 180 | ved Stranden hist, hvor Svanen hvid sig dukker, |
| der staaer i höie Siv, ukiendt og rolig, |
| en lille Baad, som Sölverbölgen vugger. |
| Den bringer Eder til en fiernet Bolig, |
| hvis Eier kun af hellig Længsel sukker. |
| 185 | Jeg saae fra Himlen Eders Taare rinde |
| og ilte hid paa Nattens Blomstervinde. |
| |
| Den Gamle Eders Hierter skal forbinde |
| og dele froe med jer sin lille Hytte. |
| En Mark, en Have dyrket I skal finde, |
| 190 | som for al jordisk Trang vil huldt beskytte. |
| I Elskovs Fryd skal Eders Dage svinde. |
| Med ingen her paa Jorden vil I bytte. |
| Lad Eders Frænder angre, lad dem græde. |
| De dræbte længe nok den söde Glæde. |
| |
| 195 | See Natten vinker! Aldrig skal I savne |
| mit Venskab, jeg usynlig Eder fölger. |
| Uskyldig Kierlighed, til fierne Havne, |
| beskyttende skal mildne Havets Bölger. |
| Glem fordums Kummer ved hinandens Favne, |
| 200 | den er forbi, ei længer den forfölger. |
| Fat Mod Maria! Jeg har dræbt din Smerte. |
| Du vinkte mig fra Himlen med dit Hierte. |
| Hun forsvinder. De Elskende fölge hendes Vink. |
| |
|
|
| |
| En Jæger |
| kommer gaaende giennem Skoven med sin Hund. |
| Det er mig kiert de stöier ei meer. |
| Den brogede Sværm ei gierne jeg seer. |
| 205 | Det giör mig ondt for min gode Skov |
| at til det Væsen de skal have Lov. |
| Jeg vanker helst mellem tause Stammer; |
| sigter og skyder og Hiorten rammer. |
| Jeg gider kun levet med mig selv. |
| 210 | Naar i Natten suser den kolde Elv |
| sætter jeg mig ved Træets Rod, |
| med min Trofast liggende ved min Fod, |
| og stirrer hen i den blege Stierne, |
| som glimter saa underligt i det Fierne. |
| 215 | Og naar da ligesom den luer i mit Bryst, |
| saa faaer jeg til at blæse Lyst, |
| saa griber jeg om den krumme Luur |
| og blæser ud i den vilde Natur! |
| Og naar da Skraldet runger over Jord og Hav |
| 220 | tænker jeg paa min Död og min Grav. |
| Her sad nylig forelskede To. |
| Jeg lider ei Kierlighedens kielne Roe. |
| Den hele Natur er min Elskerinde. |
| Gid jeg som de hvinende Vinde |
| 225 | kunde styrte höit fra Skyerne ned |
| og favne alt! Det var Kierlighed! |
| Blæser i sit Horn og gaaer bort. |
| |
|
|
| |
| Slutnings-Chor. |
| I Maaneskin titter |
| vi Fugle saa smaae, |
| bag Grenenes Gitter |
| 230 | til hinanden og slaae. |
| Gudskelov vi er ene, |
| paa vore smaa Grene. |
| Naar kun vi har Roe |
| til at hoppe frit, |
| 235 | o da er vi saa froe! |
| saa froe! saa froe! |
| Qvirilit! Qvirilit! |
