|
 | Guldhornene
|
| | | |
| De higer og söger |
| i gamle Böger, |
| i oplukte Höie |
| med speidende Öie, |
| 5 | paa Sværd og Skiolde |
| i muldne Volde, |
| paa Runestene |
| blandt smuldnede Bene. |
| |
| Oltids Bedrifter |
| 10 | anede trylle; |
| men i Mulm de sig hylle, |
| de gamle Skrifter. |
| Blikket stirrer, |
| sig Tanken forvirrer. |
| 15 | I Taage de famle. |
| „I gamle gamle |
| hensvundne Dage! |
| da det straalte i Norden, |
| da Himlen var paa Jorden, |
| 20 | giv et Glimt tilbage!“ |
| |
| Skyen suser, |
| Natten bruser, |
| Gravhöien sukker, |
| Rosen sig lukker. |
| 25 | De övre Regioner |
| toner! |
| De sig möde, de sig möde, |
| de forklarede Höie, |
| kampfarvede, röde, |
| 30 | med Stierneglands i Öie. |
| |
| „I som raver i blinde, |
| skal finde |
| et ældgammelt Minde, |
| der skal komme og svinde! |
| 35 | Dets gyldne Sider |
| skal Præget bære |
| af de ældste Tider. |
| Af det kan I lære. |
| Med andagtsfuld Ære |
| 40 | I vor Gave belönne. |
| Det skiönneste Skiönne, |
| en Möe |
| skal Helligdommen finde!“ |
| Saa synge de og svinde. |
| 45 | Lufttonerne döe! |
| |
| Hrymfaxe den sorte |
| puster og dukker |
| og i Havet sig begraver. |
| Morgenens Porte |
| 50 | Delling oplukker, |
| og Skinfaxe traver |
| i straalende Lue |
| paa Himlens Bue. |
| |
| Og Fuglene synge. |
| 55 | Dugperler bade |
| Blomsterblade, |
| som Vindene gynge. |
| Og med svævende Fied |
| en Möe hendandser |
| 60 | til Marken afsted. |
| Violer hende krandser. |
| Hendes Rosenkind brænder, |
| hun har Lilliehænder. |
| Let som en Hind |
| 65 | med muntert Sind, |
| hun svæver og smiler; |
| og som hun iler |
| og paa Elskov grubler — |
| hun snubler! |
| 70 | og stirrer og skuer |
| gyldne Luer, |
| og rödmer og bæver |
| og zittrende hæver |
| med undrende Aand, |
| 75 | af sorten Muld, |
| med sneehvide Haand, |
| det röde Guld. |
| |
| En sagte Torden |
| dundrer! |
| 80 | Hele Norden |
| undrer! |
| |
| Og hen de stimle |
| i store Vrimle, |
| og grave og söge |
| 85 | Skatten at foröge. |
| Men intet Guld! |
| Deres Haab har bedraget. |
| De see kun det Muld, |
| hvoraf de er taget. |
| |
| 90 | Et Sekel svinder!! |
| |
| Over Klippetinder |
| det atter bruser. |
| Stormenes Sluser |
| bryde med Vælde. |
| 95 | Over Norges Fielde |
| til Danmarks Dale |
| i Skyernes Sale, |
| de forklarede Gamle |
| sig atter samle. |
| |
| 100 | „For de sieldne Faae |
| som vor Gave forstaae, |
| som ei Jordlænker binde, |
| men hvis Siele sig hæve |
| til det Eviges Tinde, |
| 105 | som ane det Höie |
| i Naturens Öie, |
| som tilbedende bæve |
| for Guddommens Straaler, |
| i Sole, i Violer, |
| 110 | i det Mindste, i det Störste, |
| som brændende törste |
| efter Livets Liv, |
| som — o store Aand |
| for de svundne Tider! |
| 115 | see dit Guddomsblik |
| paa Helligdommens Sider, |
| for dem lyder atter vort Bliv! |
| Naturens Sön, |
| ukiendt i Lön, |
| 120 | men som sine Fædre, |
| kraftig og stor, |
| dyrkende sin Jord, |
| ham vil vi hædre, |
| han skal atter finde!“ |
| 125 | Saa synge de og svinde. |
| |
| Hrymfaxe den sorte |
| puster og dukker, |
| og i Havet sig begraver. |
| Morgenens Porte |
| 130 | Delling oplukker, |
| og Skinfaxe traver |
| i straalende Lue, |
| paa Himlens Bue. |
| |
| Ved lune Skov |
| 135 | Öxnene trække |
| den tunge Plov, |
| over sorten Dække. |
| |
| Da standser Ploven, |
| og en Gysen farer |
| 140 | igiennem Skoven. |
| Fugleskarer |
| pludselig tier. |
| Hellig Taushed |
| alt indvier. |
| |
| 145 | Da klinger i Muld |
| det gamle Guld. |
| |
| Tvende Glimt fra Oldtidsdage |
| funkler i de nye Tider. |
| Selsomt vendte de tilbage, |
| 150 | gaadefyldt paa röde Sider. |
| |
| Mystisk Helligdom omsvæver |
| deres gamle Tegn og Mærker. |
| Guddomsglorien ombæver |
| Evighedens Underværker. |
| |
| 155 | Hædrer dem, thi Skiebnen skalter! |
| snart maaskee de er forsvunden. |
| Jesu Blod paa Herrens Alter |
| fylde dem, som Blod i Lunden. |
| |
| Men I see kun deres Lue, |
| 160 | ikke det ærværdigt Höie! |
| Sætte dem som Pragt tilskue |
| for et mat nysgierrigt Öie. |
| |
| Himlen sortner, Storme brage! |
| Visse Time du er kommen. |
| 165 | Hvad de gav de tog tilbage. |
| Evig bortsvandt Helligdommen. |
|
Guldhornene som det tager sig ud i førsteudgaven fra 1803 (side 1/8).
Side 2/8
Side 3/8
Side 4/8
Side 5/8
Side 6/8
Side 7/8
Side 8/8
Teksten følger Digte (1803), s. 75-82.
Nøgleord: RomanceFodnoter 9 „Oltids“ er ikke en fejl for „Oldtids“, men en alternativ stavemåde; tre af de tolv gange ordet „Oldtid[-]“ forekommer i Digte er det stavet sådan.
20 tilbage!“] tilbage!
|
