 | |
| |
| Arrig slog Stærkodder Rynker på Næsen, |
| da han saae Ingils vellystige Bord. |
| "Kjeltringer ! hvad er det her for Væsen?" |
| (Saaledes løde hans truende Ord) |
| 5 | "Er det at leve paa nordisk Maneer ? |
| Ei Kjæmper, men kjælne Sydboer jeg seer." |
| |
| "Stammer Du ned fra de mægtige Froder, |
| Du, som har slig en ukongelig Sjel? |
| Du gjør en god Dag ! Din troløse Moder |
| 10 | lod sig vist krænke i Løn af en Træl. |
| Mens Sværdene ruste, Stegvenderne gaae, |
| en ærlig harsk Skinke Man neppe kan faae." |
| |
| "Med Leires Konning hvo ikke vil rage |
| i Fugles Indvold, bli'er her ikke mæt. |
| 15 | Helte fra Oldtids ukunstlede Dage |
| finde her neppe en spiselig Ret. |
| De Bløde i Sæder, de Feige i Krig, |
| Kong Ingild ! tiltaffels de helst gaae hos Dig." |
| |
| Saa taled' Visins haardknoklede Bane, |
| 20 | Kongers og Voldsmænds og Niddingers Skræk; |
| det var fra Ungdommen bleven hans Bane, |
| at være bitter, uhøflig og fræk. |
| Den pyntede Hofmand Benauelse fik, |
| af Angest hans Madlyst aldeles forgik. |
| |
| 25 | Hoffspillemanden tog Harpen i Hænder, |
| haabende dermed at stille hans Harm; |
| men ham Stærkodder et Stegebeen sender |
| midt i hans Pande med drabelig Arm. |
| En sørgelig Ende den Lystighed fik, |
| 30 | der vankede Hylen for Sang og Musik. |
| |
| Dronningen selv vil med Bægeret prøve, |
| om ei et Smiil var at lokke af ham, |
| om denne barske og fnysende Løve |
| skulde ei kunne ved Viin gjøres tam; |
| 35 | hun rækker ham Skaalen, han slænger den hen, |
| den Grobjan ! og spilder hver Draabe i den. |
| |
| Skjønt han nu syntes forhærdet at være, |
| mod al Fornøielse udenfor Krig, |
| Tør jeg dog vove min digterske Ære, |
| 40 | om Nogen af Jer vil vædde med mig, |
| at Punsch havde gjort ham saa mild som en Kat, |
| naar den i sin Pote en Muus griber fat. |
| |
| Synet af Klubbens fortrolige Bolle, |
| Lugten og Dampen, som stiger deraf, |
| 45 | det var alt meer, end han kunde udholde, |
| om han fik held til at bryde sin grav; |
| men nipped' han blot til det rygende Glas, |
| han bad os ved første Bacants om en Plads. |
