 | |
| |
| At være glad er det en Kunst, |
| naar Viin i Glasset blinker, |
| naar Næsen lugter Punschens Dunst, |
| og Venne-Samqvem klinker? |
| 5 | Jeg blæser ad den Lystighed, |
| som ikkun har i Panden Sted, |
| og kommer ei fra Hjertet! |
| |
| See Cleon med en Perial, |
| hvor han er fuld af Løier! |
| 10 | Han bær sig ad som han var gal, |
| og synger, leer og støier. |
| Men see ham hjemme i hans Hus, |
| foruden Selskab, uden Ruus, |
| og see hvor surt han griner. |
| |
| 15 | Han er saa gnaven og saa tvær, |
| at han ei nogen lider; |
| hans Kone ham i Veien er, |
| af Børnene han bider. |
| Det er hans sande Karakteer, |
| 20 | naar du ham anderledes seer, |
| besjeles han af Druen. |
| |
| Gud hjelpe den, som bruge skal |
| Proptrækker til sin Glæde, |
| og hente Fryd i Flasketal |
| 25 | hos Plum i Høibrostræde! |
| End om en lille Podagra |
| kom og forbød ham Viin? hvad da? |
| saa var han jo en Stymper. |
| |
| Den sande Munterhed, som staaer |
| 30 | urokket selv i Smerte, |
| den har sin Grundvold indenfor, |
| i et fornøiet Hjerte. |
| Det lyse Smiil, som Dydens Søn |
| i Øiet bærer, er hans Løn |
| 35 | for vel udførte Pligter. |
| |
| Ham skikker ingen lønlig Braad, |
| hans Sjel er Fredens Bolig, |
| fornøiet med sin egen Lod, |
| ved Næstens Lykke rolig. |
| 40 | Om hver en Ranke Æbler bar |
| for Viin, han lige lystig var. |
| det Fortrin har den Vise. |
| |
| Men derfor skal Man ikke troe, |
| den Vise Viin fordømmer. |
| 45 | Nei! nei! een Flaske eller to |
| han selv ret gjerne tømmer. |
| Hvor glad Man er, saa bør man see |
| at blive endnu gladere, |
| det kan jo aldrig skade. |
