 | |
| |
| Oprigtige Veninder, |
| Som svige ei, naar Iis og Snee |
| Med Vintren sig indfinder, |
| Men da just kierligst mod mig lee! |
| 5 | I ægte Billeder |
| Paa Venskabs Trofasthed i Nødens kolde Dage, |
| Ved eders Syn Philanders Værd |
| Jeg kan med trefold Seier smage. |
| |
| Naar Skovens Krone tabes |
| 10 | Og ligger visnet ved dens Fod, |
| Naar øde Ørkner skabes |
| Hvor skiønne Paradiser stod'; |
| Naar umedlidende |
| Den barske Boreas Naturens Pragt udsletter, |
| 15 | Og lutter Ødelæggelse |
| Bedækker Bierg og Dal og Sletter; |
| |
| Da ad landflygtig Sommer |
| I vinke mildt udi hans Nød; |
| Og iilende han kommer |
| 20 | Og giemmer sig i eders Skiød. |
| Han løfter Hovedet, |
| Og gotter sig ved den erholdte Fristads Varme, |
| Og hører igiennem Vinduet |
| Sin udelukte Fiende larme. |
| |
| 25 | Her Hyachinthen smiler, |
| Hist brænder Gyldenlakkens Knop, |
| Der Tuliproden hviler |
| Som snart skal spire malet op. |
| Nu stiger blodbestænkt |
| 30 | En Nelik frem af sit lysgrønne Moderbæger, |
| Mens Rosmarinen uforkrænkt |
| Med Vaarens Farve Øiet qvæger. |
| |
| Jeg Gratier seer dandse |
| I min Indbildnings Urtegaard, |
| 35 | Og alle Floras Krandse |
| Er' fletted' ind i deres Haar. |
| Hvis derhos Fløitens Lyd |
| Ledsager Chloes Sang til mit henrykte Øre, |
| Da smelter jeg i stille Fryd, |
| 40 | Og Nattergalen troer at høre. |
| |
| Min Siel! du selv har Evne |
| At skabe dig en evig Vaar; |
| Hvad Lykke kan du nævne, |
| Som jo af dig sin Farve faaer? |
| 45 | Paa Hofmands stolte Bryst |
| Mon en broderet Soel kan Glædens Blomster drive? |
| Nei, neu, en sand og varig Lyst |
| Maa Hiertet selv forstaa at give. |
| |
| Tak skee dig, som mig lærte |
| 50 | Hvad der er sand Lyksalighed: |
| Viig aldrig af mit Hierte |
| Guddommelige Nøisomhed! |
| Dit Tempel skal min Barm |
| Og jeg din Offerpræst og Søn og Yndling være, |
| 55 | Og min Camoene froe og varm |
| Skal synge Hymner til din Ære. |
