 | |
| |
| Nu springer Vaaren fra sin Seng, |
| slaar ud sit gyldne Solskinshaar, |
| nu drømmer Jorden Morgendrøm, |
| som Klokker de smaa Kilder gaar! |
| |
| 5 | Nu springer Livets Porte op, |
| de Porte paa den store Stad, |
| og den, som sad i armest Kaar, |
| gaar ud at le sig rig og glad. |
| |
| Der synger under Himlens Blaa |
| 10 | en Lærkehær, et Jubelkor; |
| der strømmer fra den store Stad |
| en Skare ud, hvor Solskin bor! |
| |
| Den kommer fra de lumre Rum, |
| hvor Hjul og Rem for Lærke sang, |
| 15 | hvor mødigt Slid og kunstigt Lys |
| fik gjort den skumle Dag saa lang. |
| |
| Der gaar de Mænd, hvis Mod blev spændt |
| i Sele for et Brød at faa, |
| de Kvinder, som sled Barmen gold |
| 20 | for Ild i Ovnen til de smaa; |
| |
| der gaar de Mænd nu, da hvert Straa, |
| som traadtes ned, staar rankt og rundt — |
| at kræve det Par Timers Fred, |
| der atter aander Blodet sundt; |
| |
| 25 | der gaar de Kvinder — nu, hver Blomst |
| kærtegnes af den milde Vind — |
| at kræve Hvile, at det Barn, |
| de føde skal, faar Rosenkind! |
| |
| Og over Stadens Skorstensskov, |
| 30 | hvor tusinde Maskiner sang, |
| der lyder for en enkelt Dag |
| de frie Markers Fuglesang. |
| |
| Se, det er Vaar, med Ret for hver |
| at fange Sol og sætte Frugt! |
| 35 | den Stund, da mindste Puppe faar |
| et Vingepar til Sommerflugt! |
| |
| Se, det er mer' end døgnkort Vaar! |
| det er den vide Fremtids Krav: |
| Ret til at nyde Livets Sol |
| 40 | for den, som Skæbnen Livet gav! |
