|
 | Digtets Aand
|
| | | |
| Hvad ei med Ord kan nævnes |
| I det rigeste Sprog, |
| Det Uudsigelige, |
| Skal Digtet røbe dog. |
| |
| 5 | Af Sprogets strenge Bygning, |
| Af Tankeformers Baand, |
| Stiger en frigjort Tanke, |
| Og den er Digtets Aand. |
| |
| Den boede i Sjelen, |
| 10 | Før Strofens Liv blev til, |
| Og Sprogets Malm er blevet |
| Flydende ved dens Ild. |
| |
| Den gjennemtrænger Ordet |
| Lig Duft, der stiger op |
| 15 | Af Rosentræets Indre |
| I den aabnede Knop. |
| |
| Og skjønt den ei kan præges |
| I Digtets Tankerad, |
| Den er dog der tilstede |
| 20 | Som Duft i Rosenblad. |
| |
| Glem da den gamle Klage, |
| At ingen Kunst formaar |
| At male Tankefunken, |
| Hvoraf et Digt fremstaar. |
| |
| 25 | Thi hvis den kunde bindes, |
| Og sløres af paa Prent, |
| Da var i denne Skranke |
| Dens Liv og Virken endt. |
| |
| Den vil med Aandens Frihed |
| 30 | Svæve paa Ordets Klang; |
| Den har i Digtets Rytmer |
| En stakket Gjennemgang; — |
| |
| En Gjennemgang til Livet |
| I Læserens Bryst; |
| 35 | Der vil den vaagne atter |
| I Sorrig eller Lyst, |
| |
| Og næres og bevæges, |
| Og blive lig den Ild, |
| Der laa i Digter-Sjelen, |
| 40 | Før Strofens Liv blev til. |
| |
| Kun da bevarer Digtet |
| Sin rette Tryllemagt; |
| Det Uudsigelige |
| Er da i Ordet lagt. |
| |
| 45 | Betragt den stille Lykke, |
| Der gjør en Digter varm, |
| Mens Aanden i hans Sange |
| Svæver fra Barm til Barm. |
| |
| Lad kun hans Rygte hæves |
| 50 | Mod Sky af Døgnets Vind, — |
| Det er dog ei den sande |
| Kvægelse for hans Sind. |
| |
| Men naar hans Tankebilled, |
| Med eller uden Ry, |
| 55 | Finder et lutret Indre, |
| Og fødes der paa Ny, — |
| |
| O, bring ham da et Budskab |
| Om dette Aandens Bliv; |
| Thi dermed er det lovet |
| 60 | Hans Verk et evigt Liv. |
|
|
