 | |
| |
| (Følgende Tillæg ville Læserne uden Tvivl troe, at Forfatteren uden Skade enten for dem eller ham anger- løs kunde have udeladet, og saa troede Forfatteren, som af ingen anden Aarsag udgiver dette, end blot af Frygt for at see det trykt med flere Feil end hans egne). |
| |
| Mercurius (kommer ned fra Olympen under Basuners Lyd, og siger:) |
| Jeg er Mercurius, og gid jeg var det ikke! |
| Man mig i Sinde faaer hvert Øieblik at skikke |
| Snart hid, snart did. Det Fad, som just paa Bordet stod, |
| 5 | Da jeg min Ordre fik, jeg nødigen forlod; |
| Det var min egen Ret, det var boeuf à la mode; |
| Nu skal du, tænkte jeg, ret giøre dig til gode, |
| Da Jupiter, (thi hvad kan han ei falde paa, |
| Naar han beskiænket er, og han er ofte saa) |
| 10 | Mig den Befaling gav: løb ned til dem paa Jorden. |
| Spørg, om de har forglemt al gammel Skik og Orden. |
| Spørg, hvad Formastelse dem kunde bringe til |
| At udelukke os af høie Synge-Spil, |
| Og spørg Forfattere, som binde faste Knuder, |
| 15 | Hvordan de løse dem foruden Hielp af Guder. |
| Den Jupiter har og Spioner overalt; |
| Jeg gad nok engang vidst, hvem der har ham fortalt, |
| At man nu skulde her et Syngestykke spille; |
| Det værste er endnu, jeg kommen er for silde; |
| 20 | Jeg seer den hele Troup har faaet Banesaar. |
| Om med den Tidende til Jupiter jeg gaaer, |
| Han som en rasende da vist afsted vil tage, |
| Og vidste jeg endda, der var lidt Mad tilbage, |
| Saa reiste jeg dog strax; men kiender jeg Vulcan, |
| 25 | Saa er alt Bordet reent; Mars ogsaa som en Mand |
| Fortære kan sit Foer, det faaer jeg nok fornemme. |
| (Meget ynkeligen til Orchestret.) |
| O! vidste I hvor jeg maa lide Sult der hiemme, |
| I ei fortænkte mig, ifald jeg Eder bad, |
| 30 | Jeg maatte nyde lidt i dette Erte-Fad. |
| (Han spiser Erter og snakker som følger:) |
| Tyvs Privilegium jeg har blant Guder ene; |
| Men derved er der nu ei meget at fortiene, |
| Man nu ei finder meer, hvorvidt man søge vil, |
| 35 | Et Skriin, en Kiste, Skab, som jo er lukket til; |
| Man lukte ei for Guld udi den gyldne Alder, |
| Nu alting giemmes skal. Hvor sielden forefalder, |
| At man kan treffe paa en Trøie, et par Skoe. |
| Naar sligt skal feies ud, saa blir en Mark, høit to |
| 40 | Den hele Stads. |
| (I det han seer paa Ligene.) |
| Men hvad? er jeg afsindig bleven? |
| Jeg, som saa lang en Tid min Profession har dreven, |
| Fordyber mig i Fias, naar Lykken byder mig |
| 45 | En skiønne Leilighed at plyndre disse Liig. |
| (Han setter Skaalen fra sig.) |
| Jeg her begynde vil. |
| (Han begynder paa Jesper.) |
| |
| Jesper (som troer det er Johan, som vil plyndre ham:) |
| 50 | Johan, i Dødens Rige |
| Jeg seer du ei engang fra din Natur kan vige; |
| Hvad nytter, saadant nu ? |
| |
| Mercurius |
| Du tager feil min Ven. |
| 55 | Jeg er Mercurius. |
| |
| Johan, (som endnu ligger og pines, igientager af sine sidste Ord:) |
| En Tyveknægt. |
| |
| Mercurius (troer, det er Jesper.) |
| Igien? |
| 60 | Forvovne! |
| |
| Jesper. |
| Straf ei mig; det Echo er, som græder; |
| Den falder, som du seer, lidt plump paa disse Steder. |
| |
| Mercurius. |
| 65 | At tale uden Liv, det lader meget slet, |
| Og røber en Poltron, som ei har dræbt sig ret; |
| Dog dette var en Feil, som kun angik Parterre; |
| Men naar du snaksom vil paa min Bekostning være, |
| Jeg Publicum og mig paa eengang hævne bør; |
| 70 | Nu skal du døe tilgavns og ei paa skrømt som før. |
| |
| (Han slaaer ham med sin Stok.) |
| |
| Jesper. |
| Jeg lever op. |
| |
| Mercurius. |
| 75 | Just, da en fræk Forræders Brøde |
| Jeg give vil sin Løn, jeg vækker ham af Døde, |
| Og glemmer, hvad et Slag af denne Stok formaaer. |
| |
| Jesper. |
| Saa jeg behøver, ei at takke dig derfor; |
| 80 | Fortryd da ikke paa, at Jesper holder inde |
| Med den Taksigelse, han havde just, i Sinde |
| At giøre dig. Men hør, fortæl mig dog engang: |
| Gaaer Tyverie, som her, hos Guderne i Svang? |
| En Livløs alle Ting vel skiælner ei saa nøie, |
| 85 | Men, om jeg turde troe mit Øre og mit Øie, |
| Du i vort Erte-Fad først bød dig selv til Giest, |
| Og siden, syntes mig, min Kalemankes Vest |
| I Fare var. |
| |
| Mercurius. |
| 90 | Saavidt jeg seer af denne Sludder, |
| Du tænker Tyverie saavel vanærer Guder |
| Som Mennesker, men viid, du tænker som en Nar. |
| Viid, Skiæbnen hver en Gud sit Væsen givet har; |
| At stiele blev nu mit, jeg Skiæbnens Love følger, |
| 95 | Og at du ei skal troe, at jeg mit Haandværk dølger, |
| Jeg strax vil øve det, og du maa see derpaa. |
| |
| Jesper. |
| Antag mit ringe Raad; du siden skal tilstaae, |
| At det dig gavnlig var: i Steden for at stiele |
| 100 | De døde Heltes Tøi, saa giv dem nye Siæle; |
| Hvor høit du ogsaa vil vurdere hver en Pialt, |
| Galdt deres Klæder knap 5 Daler alt i alt; |
| Men naar du derimod dem Livet gav tilbage, |
| Saa glemte de vist ei at lønne din Umage. |
| 105 | De vist nok bragte da af skiulte Giemmer frem |
| En tung Taksigelse til den, som vækked' dem. |
| |
| Mercurius. |
| En tung Taksigelse? din Bøn skal opfyldt blive. |
| (Han rorer dem med sin Stok, og de lever op under Musiqve.) |
| 110 | Det er Mercurius, som bragte jer til Live. |
| Jeg veed, I tænke høit, og at I ei omsunst, |
| Som den gemene Hob, modtage nogen Gunst. |
| Jeg ved Anmodninger ei vil fornærme Eder, |
| Nei Eders ædle Mod mig vist en Løn bereder, |
| 115 | Som langt Mercurii Forventning overgaaer; |
| (De slaaer op en stor Latter.) |
| Jeg for Velgierninger Spot til Belønning faaer? |
| |
| Grethe. |
| Den liden Villighed, som du Velgierning kalder; |
| 120 | Den vises os omsonst, saasnart Forhænget falder, |
| Vi bruge ei eengang at sige Tak derfor. |
| |
| Mercurius. |
| Med bittre Klagemaal til Jupiter jeg gaaer; |
| Jeg skal fortælle ham, hvordan I Guder drille. |
| |
| 125 | Mette. |
| Men først fortæl, hvad har en Hedning at bestille |
| Blant gode Christne Folk? og kan en Hedensk Gud |
| Her andet vente sig, end at han pibes ud ? |
| |
| Mercurius. |
| 130 | Jeg dig besvare vil udi en Vaudeville; |
| De Herrer Musici behage nu at spille. |
