Vores første poetiske geni Johannes Ewald skabte noget af det mest sublime digtning Danmark overhovedet har. Udover Ewalds drama på vers, kender vi omkring 90 enestående digte fra Ewalds hånd, hvor hovedparten er skrevet i perioden 1767-1775. Digtene er fortrinsvist lejlighedsdigtning som fordeler sig med ca. 20 til kongehuset og ca. 50 til borgerlige og adel. De resterende digte er personlige lejlighedsdigte f.eks. til venners stambøger, klassiske digte - især oder og reflektionslyrik, samt religiøs lyrik - som han primært skrev i slutningen af sit liv.

Med Ewald indføres for første gang den subjektive digtning i den danske litteratur. Denne digtning, med et centralt digter-jeg, bærer kimen til den senere romantiske digtning, og vi finder således Ewald i spændingsfeltet mellem klassicismen og hvad der senere skulle omfavnes af romantikerne. Denne spænding ses tydeligt i lejlighedsdigtet »Taarer ved Herr Frederik von Arnsbachs Grav« fra 1772. Digtet er skrevet som et klassisk lejlighedsdigt, men i sidste strofe nedbrydes distancen, hvormed hele digtet og genren brydes på grund af subjektiviteten. Digtet handler ikke længere om Arnbachs fortræffenligheder i levende live, men pludselig om digterens sorg og digtets utilstrækkelighed: "Men ak! - men Angst har qvalt min Aand! - / Død er Han - død ... dog vil jeg ikke græde - [...] / Og Harpen falder af den svage Haand! -". Netop denne "svage Haand" bidrog til at gøre Ewald unik.

Ewalds vel nok mest kendte digt er »Rungsteds Lyksaligheder. En Ode.« fra 1775. Det klassiske ideallandskab vi kender fra Virgil og Horats subjektiveres, og digtet munder i et spørgsmål om de klassiske former og temaers gyldighed. Ideallandskabet bliver hans drøm, og ikke et klassisk retorisk landskab.

I dette antydes mødet med det ophøjede sublime hvor Ewald henter sin inspiration fra det måske vigtigste digt i slutningen af 1700-tallet, Edward Youngs melankolske The Complaints, or Night Thoughts of Life, Death and Immortality (1742-1745). Endnu tydeligere er inspirationen fra Young i Ewalds digt »Natte-Tanker«, som er et selvportræt af en genial digter. Digteren ophøjes til han omspænder hele kosmos.

Ewald bidrager således med digteriske værker som ikke falder indenfor den klassiske regelæstetiks grænser. Hvor kunstneren tidligere blot var en håndværker som nøje fulgte nogle fra antikken fastlagte regler eller hvad der var god fransk smag, fødes med Ewald det subjektive og individuelt ophøjede digteriske udtryk. Med Ewald fødtes geniet i dansk digtning.

Historical events
1743 Johannes Ewald born
1746 Frederik V (1723-1766) udråbes til konge.
1748 Det Kongelige Teater åbner på Kongens Nytorv.
1754 Sendes til domskolen i Slesvig.
1755 Et jordskælv i Lissabon dræber 60,000.
1758 Opnår studentereksamen.
1759 Flygter med broderen til Hamburg for at melde sig til den preussiske hær. Eventyret går over Magdeburg, Dresden og Prag hvorfra den dødeligt syge Ewald vender hjem oktober året efter.
1762 Bliver teologisk kandidat fra Kbh. Universitet.
1764 Jens Schielderup Sneedorff død.
1766 Ewald: Sørgesange.
 Aalborg Stifttidende udkommer første gang.
 Christian VII (1749-1808) udråbt til konge.
1767 August Wilhelm Schlegel født i Hannover.
1769 Ewald: Adam og Ewa eller Den ulykkelige Prøve.
 Rammes af en gigt, som han havde pådraget sig i soldatertiden.
1770 Ewald: Philet.
1771 Ewald: Hedningernes Frelse.
 Struense ved magten.
1772 Ewald: Harlequin Patriot.
 Friedrich Schlegel født i Hannover.
1773 I efteråret flytter Ewald til kroen i Rungsted, det nuværende Rungstedlund, hvor han opholder sig indtil foråret 1775.
1775 Ewald tager i efteråret ophold i Søbækshuset ved Humlebæk. Her bliver han indtil 1777.
1777 Får frimandsasyl en stue i Skindergade hos en Madam Schou, hvor han opholder sig til sin død.
1778 Tildeles af Den danske Litteraturselskab en årlig understøttelse.
1779 Ewald: Fiskerne.
1780 Ewald: Fortale til Læseren.
1781 Johannes Ewald dead

Navn: Johannes Ewald
Født: 1743-11-18, København
Død: 1781-03-17, København