Jean de La Fontaine (1621–95)

La Fontaine [la-få’tæn], Jean de, Frankrigs berømteste Fabeldigter, født 8. Juli 1621 i Château-Thierry i Champagne, død 13. Apr. 1695 i Paris. Som Søn af en Forstembedsmand voksede han forsømt op ude paa Landet, lad og skulkesyg, fik kun nødtørftig Skolelærdom, forsøgte en kort Tid at studere Teologi, men opgav det og valgte Faderens Gerning for at kunne drive og sværme i ubunden Natur. Han levede nu et lystigt og stærkt erotisk Liv, men fik samtidig Tid til at dyrke Studiet af de franske Klassikere (Villon, Rabelais, Marot), ogsaa nyere Skribenter som Voiture og Malherbe, endvidere italienske Digtere og Oldtidsforfatterne, blandt hvilke særlig Horats tiltalte ham. Hans første Værk var en Oversættelse af Terents’ Komedie Eunuchus (1654). For at sætte en Stopper for hans uregelmæssige Liv giftede Faderen ham 1657 med en ganske ung Pige og lod ham overtage sit Forstembede. Men La Fontaine lod dette skøtte sig selv; letsindig og sorgløs, upraktisk og vagabonderende lod han Fiolen sørge. Et galant Eventyr med en Abbedisse skilte ham fra hans unge Hustru. La Fontaine gav alting op og rejste til Paris for der at føre den samme genialt uskyldige Galgentilværelse, svingende mellem Knejpen og den fornemme Salon. Hans uforstyrrelige Sindsligevægt og naive Hjertensgodmodighed vandt ham talrige Venner og Beskyttere, bl. a. Finansministeren Foucquet, for hvem han 1658 forfattede en poetisk Fortælling Adonis. Ved Foucquet’s Fald mistede han sit Udkomme og maatte igen søge til sin Hjemstavn, hvor han stiftede Bekendtskab med den unge Hertuginde af Bouillon. Paa hendes Slot blev han en daglig Gæst, og for hende skrev han sine frivole, men sprudlende friske og livlige Contes et nouvelles, der i Aarenes Løb forøgedes til 5 Bd (1665–85), en Hovedkilde for Datidens slibrige Behov. Enkehertuginden af Orléans udnævnte ham 1664 til sin Kammerjunker; af andre Beskytterinder vandt han ogsaa Mazarin’s Niece, Marie Mancini, Henriette af England, Mme. de la Sablière; ogsaa Hertugerne af Vendôme og Bourgogne, Prinserne af Condé og Conti viste ham Bevaagenhed; derimod holdt han sig fjernt fra Hoffet i Versailles, da Ludvig XIV aldrig ret kunde forsone sig med hans skødesløse Væsen og Poesi. Til Gengæld vandt han svorne Venner bl. Aandens Fyrster: Molière, Racine og Boileau, som elskede denne bonhomme ude fra Naturens Verden, der djærvt turde spille al Etikettetvang paa Næsen og leve som en af den tidlige Renaissancelitteraturs fri Fugle. I Begyndelsen af sin Roman Les amours de Psyché har han skildret denne Vennekreds. 1668 offentliggjorde han de første 6 Bøger Fables, der har grundlagt hans Verdensry, fortsat 1678–79 med 5 Bøger og 1694 med en sidste og 12. Bog. Desuden har han skrevet 11 Teaterstykker og en Mængde mindre Digte, Ballader, Epistler o. s. v., der for største Delen er forældede, skønt hans Geni heller ikke fornægter sig i dem. Han vedblev sit hele Liv at leve paa andres Bekostning. Fru de la Sablière tog sig af ham som af et umyndigt Barn og sørgede ogsaa for hans Søn. 1684 blev han imod Kongens Vilje optagen i Akademiet. Han fortsatte nu sit lystige Liv, lige til han blev gammel. En haard Sygdom 1692 og Gejstlighedens paatrængende Forestillinger fik til sidst Bugt med hans Livsglæde. Han skiftede Sind og blev from og hellig, fornægtede sine letfærdige Skrifter, læste i Bibelen og oversatte enkelte Salmer. I sine sidste Dage underholdtes han af Mme. de Hervart. La Fontaine’s Fabler er Digterens uforgængelige Mindesmærke. Sit Stof tog han fra Klassikerne Æsop og Phædrus, fra alle mulige, indiske, arabiske og italienske Samlinger, ikke mindst fra de oldfranske Dyrefabler; nogle skyldes ogsaa hans egen Opfindelse. I vidunderlig elegante og smidige Vers, der frit bugter sig ud og ind under den aandfuldeste Improvisations Luner (vers libres), fortæller han de gamle Dyrehistorier med et uforligneligt Smil i Mundvigen og en Pliren i Øjekrogen, der minder om selve Dyrerigets allerfiffigste Skælme. Hele Fablens udvortes Form og Farve er gennemført med den fineste og friskeste Naturiagttagelse, og dog har hver af de smaa Historier sin dobbelte Bund, og paa den dybeste vil man finde den allerkaadeste og allerklogeste Hentydning til selve Menneskelivet, hvoraf Digteren i al sin Naivitet var en saa skarp og dybsindig Iagttager. Voldsmandsvælde, Hykleri, Bedrag, Narretant og Uretfærdighed regerer i disse smaa og smaalige Menneskedyrs Verden. Hele Digterens egen Tid og Menneskehavets almene Gang er skildrede i disse smaa Mesterværker af henrivende naturlig Gratie.

Den bedste Udgave af La Fontaine’s Œuvres complètes er af Regnier i Coll. des grands écrivains de la France (11 Bd, 1883–93). Paa Dansk har Samuel Prahl udgivet »La Fontaines Fabler i fri Gengivelse« (1916) og »Fabler, udvalgte og genfortalte« (1918), begge med Illustrationer af Viggo Jastrau.

Walkenaër, Hist. de la vie et des ouvrages de La Fontaine [1820]; Taine, La Fontaine et ses fables [1870, 16. Opl. 1903]; Saint-Marc Girardin, La Fontaine et les fabulistes [2 Bd, 1876]; Lafenestre, La Fontaine [1895]; P. Lacroix, Bibliogr. Lafontainienne [1875]).