Aldrig skal Dit Navn forgjettes i det høie Nord
Andre troe, det er nok
De Bølger de skylle, de skylle mod Land
De hvideste Perler i Havet er spredt
Deilige Slot med de glimtende Fløie
Det dæmred alt i Skoven, jeg treen i Hallen ind
Det er paa Tiden, bort jeg vandre maa
Det sidste Dagslys taber sig i Nat
Du kastede dit Blik paa mig, og jeg forfærdedes
En Elv bag tvende Klipper
Farvel du gamle Qvinde, nu gaaer jeg, mens jeg kan
Festlig bredte sig Faklernes Glands fra kneisende Høisal
Hellige Gud
Her saae jeg Lyset først bag Fjeldets Tinde
Her voxe grønne Myrter bag Laurbær i Skjul
Herr Magnus han stirrer i Vinternatten ud
Hvergang sig Solen sænker
Hvi staaer du saa eensom, o Birketræ
Hvor dunkle Fiorde giennem Landet trænger
Høit imod Norden i en stille Dal
I Skoven synger den vilde Fugl
Intet Blad sig i Skoven rører
Ja Stjernerne var Skyld deri
Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igien
Kun en eneste Gang, mens de lethenglidende Timer
Lykkelig den Sanger
Med Andagt knæler jeg
Med Seier krandset stod den svenske Hær
Morgendug, der sagte bæver i den lune Vind
Maane, mit Blik forhadt, stat still' og hør paa min Biæffen!
Naturens ædle Dyrker begjerer ei den Krands
Nei! jeg den holder ei ud den piinlige Vaklen og Strid, der
Nu Natten længes og Dagen er kort
Naar Nattens Børn sig hæve
Naar Skytten udsender den hvasse Piil
Naar Sneens Lilier dække Marken ene
Naar Svanen drømmende paa Strømmen bølger
Om Dagen jeg søger dig fiern og nær
Paa Vossevangen der vil jeg boe
Reen uskyldig kun Du leved for dit ædle Digterkald
Sangrige Danmark, Du Moder til Helte
Sig Maanen langsomt hæver
Slægter fødes, Slægter svinde, Tiden kommer, Tiden gaaer
Stirrer ei i Graven ned
Storken er flygtet længst, og Sangerfuglens Qviddren
Titan af de blege Vover
Taagen splittes, Isen brister, Solen høit paa Himlen staaer
Vender sig Lykken fra Dig
Vi ere de natlige Væversker
Vilde forfra Du begynde Dit forsvundne Liv igjen
