|
Sonetten på pletten
Hvor er det smukt, naar tvende Sjæle bygge
I Haab og Tro et fælles Hjem hernede,
Et Arnested, som milde Genier frede,
Hvor Livets Solskin deles, Livets Skygge.
Hvor eier sligt et Hjem dog Fred og Hygge!
Det er en Skat, hvorefter Alle lede,
Og én er Bønnen, som vi Alle bede:
Skjænk os i Livet denne gyldne Lykke!
Og dog en anden, ædlere, blev givet;
Den søges ei, den blandet er med Kummer,
Men dog den høiste maaske i Livet:
At vandre stille blandt den travle Skare,
Alene med den Sorg, som Hjertet rummer,
At elske haabløst, men sin Tro bevare.
Vilhelm Bergsøe Gå til digtet...
|
