Selvom Biedermeier-strømningen er en udløber af romantikken,
viser den sig på mange måder som noget helt helt andet. Biedermeier
er den romantik som ikke peger frem mod modernismen, det er den
ikke-modernistiske romantik.
Biedermeier er ikke nogen epoke eller periode, men en samling af
faste stiltræk og motiver, samt en generel reaktionær holdning til
samfundet og kulturen. Biedermeier afviger fra romantikken ved et
fravær af den romantiske uendelighedsstræben og længsel,
splittelsen, problematikken om jeg'et og identiteten, tvivl.
I digtningen foregår der en stilisering, udvælgelse af det små,
kønne, uskyldige, følsomme, intime, idyl, sentimentalitet. Man
værgede sig mod det uoverskuelige, fremmede, vilde, farlige,
seksualitet, lidenskab, aggression, eksistentiel refleksion. Stilistikken
består af faste ornamenter (epiteton ornans.)
Af Biedermeier-kulturens forfattere og maleres mest gængse
motiver er hjemmet det vigtigste. Hjemmet sættes i et idyliserende
lys, et interiør beskriver hjemmets intime stemning. Familiebilleder
ser man en masse, genrebilleder som mor med barn på skødet, dyr
men rare dyr, dagens dont med travle, flittige piger der spinder, osv.
Et vindue tillægges en vigtig betydning i Biedermeier-strømningens
motivudvalg, hvor der lægges en afstand til verden udenfor vinduet,
modsat de romantiske malerier, hvor vinduet repræsenterede
udlængsel, etc.
F.eks. ses i Ingemanns salmer (egentlig aften- og
morgensange for børn) at de ikke er bibelske. De er mere
Biedermeier end strengt teologiske. Modsat Brorsons salmer
findes ingen lidenskabelighed hos Ingemanns. Der har derfor også
været en del diskussioner om hvorvidt Ingemanns salmer skulle
medtages i kirkens salmebog.
