Javist, her burde jeg traditionen tro lire den ene selvmedlidende tirade efter den anden af, opslugt af klistrende, ækel selvynk burde jeg kaste mig ud i én lang klagesang, hvori kun min elendighed overgår sangens patos. Jeg kunne godt, hvis du kender mig, ved du, hvordan jeg hele tiden bevæger mig på sprogets grænse, når det kommer til sorg, savn, lede, mismod.
Men orker jeg det? Ikke denne gang.
Når jeg nu ikke kan digte, har jeg valgt at efterfølge min anden lidenskab, trommerne. Planen var egentlig at flytte i noget større, men jeg har truffet den beslutning at finde noget småt og billigt, således at jeg kan spille trommer. Mange ved det sikkert ikke, men trommer koster afskyeligt meget, og ved at have dét ekstra om måneden, kan jeg forkæle mig selv med trommer. Smart? I think not, men jeg har aldrig været særlig pragmatisk, og jeg har altid forfulgt mine lidenskaber. Sådan er jeg nu engang.
Hvad jeg denne gang har forelsket mig i, er et Joey Jordison Signature-trommesæt. Ret beset et standard Pearl Export-sæt, men sammensat af Joey Jordison, medfølgende hardware og hans signatur-lilletromme. Nogle vil måske genkende navnet, det er trommeslageren fra Slipknot, og så kan man jo synes, hvad man vil om dét, men trommesættet lyder fantastisk, og lilletrommen er en guldperle i sig selv. Fordi jeg under mig selv denne luksuriøsitet, tænkte jeg, at jeg ville unde mig lidt mere; sammen med trommesættet bestiller jeg to Pearl P-2000 C Eliminator-stortrommepedaler, et bækkensæt, jeg ikke helt har besluttet mig for endnu, muligvis et Pearl H-2000 hihat-stativ og et 16″ Meinl Amun China-bækken. Her er så en lille pudsig observation: Hvis jeg bestiller alt det herhjemme, det vil sige i Danmark, koster det den nette sum af godt 21.000 danske dollars. Køber jeg det derimod hos Musik-Schmidt i Tyskland, er prisen omtrent 16.000 jyske spir. Jeg har skrevet til Musik-Schmidt for lige at høre, hvad et nogenlunde estimat af fragt-prisen bliver, og under alle omstændigheder skal jeg have snakket med Modern Drums i Danmark, rygtet har, at de er meget behjælpelige med at sætte et tilbud sammen, der er konkurrencevenligt. Uanset hvad, har jeg besluttet mig for lige netop dette sæt; om jeg skal til Århus eller til Frankfurt for at hente det skal blive spændende!
Jeg har for tiden to lyspunkter i en ellers overskyet hverdag. Den første er Kierkegaards samlede værker, som jeg langt om længe har vovet at begive mig ud i. Selv hans religiøse skrifter har en, i hvert fald midlertidig, opbyggelig virkning, og “Frygt og Bæven” optager mig især.
Det andet lyspunkt er, som allerede antydet, musik. Når man for det meste er sengeliggende hele dagen, er det overraskende, hvor meget musik man hører. Forleden fandt Lumsks nye album, Det Vilde Kor, vejen til mine øren. Lumsk har i en rum tid profileret sig som et af de større navne inden for folkemetal/folkrock-genren, og Det Vilde Kor tager en lidt anden retning. Albummet er skrevet over Knut Hamsuns digtsamling af samme navn, og jeg har ikke læst samlingen i dens helhed, men jøsses, hvor er musikken smuk og fantastisk fortolket. Der er stemning fra start til slut, og det er leveret med ynde, elegance, ydmyghed og sjæl.
Lidt mere affekteret, mange gange højtideligere og storladent er tilgengæld Within Temptations nye kvist på grenen, The Heart of Everything. Within Temptations musik har talt til mig siden de udgav deres debut, dybt, dybt romantisk og en konstant vekselvirken mellem det hårde og det bløde, det smukke og det grimme, det sværmeriske og det resolutte. Jeg syntes de var begyndt at blive lidt for popularistiske med Mother Earth, men da de udgav The Silent Force gav jeg pokker i vold og nød hver taktslag i de af styrke og kraft komponerede sange. Men jeg ved altså ikke helt med The Heart of Everything. Det lyder sådan set alt sammen meget godt, finpudset, men hvor The Silent Force var ærlig og opfindsom, er det nye album egentlig bare samme rille, på en måde, der lyder for effekt-søgende. The Silent Force overrasker dig, kan drive dig til tårer, men The Heart of Everything lyder mest som om de prøver samme parole, uden at kunne være intuitive. Ja, og så er nogle af numrene så tætte op ad Evanescence, at det bliver lige lovligt sødladent og poppet. Men det er måske bare mig.
Hvor Within Temptation ikke helt kan slå til, hamrer Mors Principium Est naglen i bund. Mors Principium Est er egentlig en kuriøsitet fra Finland, jeg ved et tilfælde faldt over for et stykke tid siden. De havde på det tidspunkt kun udgivet ét album, som derimod tager pusten fra de fleste. Det er rystende teknisk dødsmetal med masser af herlige melodier og dygtige riffs. De skød år 2007 af med at udgive opfølgeren, og hvis jeg var medlem, ville jeg være dødsensangst for at skulle leve op til sådan en debut. Rest assured, de gjorde det igen. Det nye album, Liberation=Termination, til trods for den noget ubehjælpelige titel, er hårdere, hurtigere, mere udfordrende, mere vovet, mere virtuos end debuten. Det er måske ikke helt så lyttevenligt, hvor debuten var en øjeblikkelig fryd for ørekanalen, kræver Liberation et par runder, før albummet synker ind. Men så er det der også for at blive. Puha!
Skuffelse nummer to. Finntroll har udgivet et nyt troldeafkom, Ur Jordens Djup, og jeg havde egentlig forventet endnu et mesterværk udi vikingeæt-fejrende, mjød-gurglende, troldebrølende, langbordsdansende herlighed, men af en eller anden grund er Finntroll sunket tilbage i en sump af sådan lidt halvkedelig black metal og momenter af kopierede riffs fra de gamle (gode) albums. What gives?
Dark Tranquillity vælger heldigvis at forbarme sig over mig. Jeg har egentlig ikke rigtigt syntes de har præsteret noget stort, udover Haven og The Mind’s I, og jeg var derfor ikke egentlig forventningsfuld, da jeg fik Fiction. Men lur mig, om jeg ikke fik én på sinkadusen? Fiction har tungheden fra Haven og den ubønhørlige vildskab og fandenivoldskhed fra The Mind’s I. Dét ka’ jeg li’.
Og nu, kirsebærret i toppen. Ensiferum vælger at udgive Victory Songs inden jeg overhovedet er landet igen efter at have hørt Dragonheads. Ensiferum er kampgny, skjoldeslag, den tragiske krigers ensomme ridt, de gamle aner og nordens barske vinde, og de leverer det lige som det skal leveres. Hvis det ikke var fordi jeg lå med kun strådøden i sigte, ville jeg være fristet til at fatte mit sværd, iklæde mig min brynje, slå hjelmen for hovedet og begive mig ud i kamp mod vind og vejr!
Velan, da! Jeg burde gå i seng, i morgen skal jeg indlægges og kommer forhåbentlig ikke ud, før min mave har det godt igen. Sic transit gloria mundi.
Lyksalig Den, som langt fra Verdens Larm,
Er ikke riig — ey heller alt for arm
Hvis Siel kan uforstyrret tænke sig,
Og Væsenet, som den bør være lig!
